NFLs onde hovedpine

Ward turde ikke ramme ”Gronk” højt
Washington Redskins’ safety Brandon Meriweather var i oktober så sur, efter at han var blevet suspenderet for to for høje hits mod Chicago Bears, at han truede med at ”stoppe” modstandernes karrierer.
– Du skal ærlig talt bare ramme lavt nu. Du skal slutte folks karrierer. Du skal ødelægge deres korsbånd, lød det fra ham.

Samme forklaring havde Cleveland Browns’ safety T.J. Ward, da han i søndags tacklede New England Patriots’ Rob Gronkowski på knæet, så ”Gronk” blev alvorligt skadet.
– Desværre blev han skadet. Men jeg spillede bare sikkert, for havde jeg ramt ham højt, havde jeg risikeret en bøde eller andet, sagde han.

Den lovlige tackling kostede netop Gronkowski korsbåndet – og op mod ét års pause.

Der er med andre ord mange frustrerede spillere, som ikke forstår, at det i så udpræget grad er “safety first”. Problemet for de spillere er bare, at det for længst er blevet point of return i NFL.

De dage, hvor ESPN laver en ugentlig top 10-liste over de mest brutale tacklinger, eller hvor ”NFL Films” udsender en DVD til fans med titlen ”The Best of Thunder and Destruction – NFL’s Hardest Hits”, er forbi. For ligaens ledelse er fast besluttet på at fjerne hits i hovedregionen og hjernerystelser fra spillet. Enhver tvivl kommer ikke forsvarsspilleren til gode. Lev med det eller find et andet arbejde, synes budskabet at være.

Budskabet har baggrund i dét, der skete i efteråret 2002.

Satte tænder på plads med superlim
Først i NFLs 82. sæson døde en spiller, der slet ikke længere var aktiv i ligaen. 12 år tidligere havde Mike Webster trukket sig tilbage efter en Hall of Fame-karriere hos Pittsburgh Steelers og Kansas City Chiefs, hvor han vandt fire Super Bowls og udviklede sig til at være historiens bedste center.

Webster var kendt for at bruge hjelmen som sit våben, når han skulle holde forsvarsspillere væk fra blandt andre Steelers-quarterbacken Terry Bradshaw. Titusinder af gange i karrieren hamrede Webster sit hoved ind i modstanderen, og da Webster døde, var der ligefrem en ekstra hinde af hud forrest på kraniet som et åbenlyst tegn på de skader, som Websters blokeringer havde ført med sig.

Skaderne sendte Websters liv i frit fald. Tilværelsen kollapsede omkring ham, da først hjelmen blev lagt på hylden, og Webster – som siden Duerson – blev en anden person, end den folk kendte og elskede. Hans familie kollapsede, han blev depressiv, levede af Coca-Colaer og junkfood, boede på gaden eller i sin truck, og langsomt forandrede Webster sig til et menneske, der dårligt kunne tage vare på sig selv, og som var i fysisk forfald.
– Han var for syg til at komme til min fødselsdag. Han ringede end ikke til mig, og jeg var rasende, husker hans søn, Garrett, i et interview med ESPN.

Den engang så ansvarlige leder hos Pittsburgh Steelers havde svært ved at fuldføre sine sætninger, han vidste end ikke, at han skulle tage jakke på, hvis han frøs, og omkring ti tænder faldt efterhånden ud af hans mund, hvorefter han brugte superlim til at sætte dem tilbage på plads.

Samtidig rasede Webster over NFL, som han mente var skyld i hans problemer, og han skrev over tusind noter med usammenhængende, destruktive og bitre budskaber, som han sendte til alle mulige mennesker. Webster havde svært ved at sove og gå på toilettet, han var mentalt handikappet, og kroppen lignede noget, der var løgn, inden hjertet sagde stop den 24. september 2002.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *