Football For Folket!

NFLs onde hovedpine

NFL står lige nu i en kæmpe konflikt, der for alvor begyndte, da en række tidligere NFL-stjerner blev vanvittige og begik selvmord. En konflikt, der ikke mindst i 2013 har fået stor betydning for spillet på banen – senest bekræftet af det lave hit på Rob Gronkowski i søndags. Læs her historien om NFLs hovedpine.

Dave Duersons selvmord var så veltilrettelagt, at lokale politifolk efterfølgende sagde, at de aldrig havde set noget lignende.

For den firedobbelte eks-Pro Bowler, dobbelte Super Bowl-vinder og tidligere startende safety i Chicago Bears’ legendariske ”46”-forsvar havde inden sin tragiske død fremhævet sit hjem på den aflange ø, Sunny Isles Beach, ud for Miamis østkyst med budskaber, der ikke var til at tage fejl af.

Der var lagt et nummer af magasinet Sports Illustrated frem med overskriften ”Hjernerystelser” på forsiden. Der var DVD-filmen ”Trapped: Haitian Nights” – en thriller, der handler om hjernens sårbarhed. Og så var der fremhævet dokumenter, der indikerede, at Dave Duerson var parat til at kræve kompensation af NFL for tabt arbejdsfortjeneste, fordi han mente, at han havde fået skader i hjernen af at spille football.

Men mest gysende var det håndskrevne selvmordsbrev, som Duerson havde skrevet og lagt tydeligt frem i hjemmet. På den sidste af de fem sider stod der nedfældet et allersidste ønske: ”Sørg venligst for, at min hjerne bliver overdraget til NFLs ”hjernebank”.

Skød sig bevidst i brystet

Klokken cirka tre, natten til den 17. februar 2011, røg Dave Duerson en sidste cigar og begik herefter selvmord med en Taurus-revolver, mens han lå på den store seng i sit soveværelse.

Den 50-årige mand skød sig selv i venstre brystkasse – lige under brystvorten – og ikke i hovedet, og dermed sikrede han, at hjernen forblev intakt, så hans sidste ønske kunne blive indfriet: Hans familie skulle have vished for, hvorfor hans liv endte, som det gjorde.

Og det kunne hjerneforskere give svaret på.

I årene før selvmordet var Dave Duersons liv langsomt gået i opløsning. Han blev gradvist en mere sølle, syg og sindsforvirret skikkelse, som ingen kunne genkende. Fra at være en højtrespekteret eks-NFL-spiller, succesrig mangemillionær og forretningsmand, der levede det søde liv med hustruen og fire børn, og som endda tog en MBA-uddannelse i ledelse fra selveste Harvard University, blev han en helt anden person.

Det gik for alvor galt i 2005, hvor Duerson blev anholdt for hustruvold og siden skilt fra konen, han blev tvunget til at lukke sit fødevarefirma, og han var både præget af humørsvingninger og hukommelsestab. Duerson begyndte at klage over konstante smerter i venstre side af hovedet, hans syn blev sløret, han fik sværere ved at stave selv simple ord – og når han kørte rundt i Chicago, kunne han pludselig ikke huske, hvordan han kom hen til de steder, som han havde kørt til i årevis.
– Det var en langsom nedbrydning – dag for dag, har hans søn, Tregg, fortalt.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar