NFL training camp buzz: Vindere og overraskelser

Training camp hos de 32 NFL-hold lakker mod enden, og derfor får du her en masse ”buzz” og meldinger fra en række af mange camps. Læs hvem der har imponeret og overrasket positivt – fortalt til Draftday.dk fra de journalister, der har dækket træningslejrene på daglig basis.

* Myles Garrett har imponeret alt og alle i Cleveland Browns’ training camp.

Det er gigantiske forventninger til topvalget i 2017-draften, men alligevel har supertalentet, der bliver sammenlignet med NFL-stjerner som Von Miller og Julius Peppers, formået at skabe masser af “buzz” omkring sit spil.
– Det er ikke kun hans fænomenale atletiske evner, der begejstrer holdet, og som trænerne til at tro, at de endelig har fundet en elite-pass-rusher, der kan skabe en indvirkning på kampe. Hans personlighed har været lige så imponerende – og det har hans arbejdsmoral, ydmyghed, intelligens og lyst til at blive rigtig god også, fortæller Tony Grossi fra ESPN Cleveland til Draftday.dk.

I college hos Texas A&M lavede Garrett gennem karrieren samlet 32,5 sacks og 48,5 tacklinger for tab, og ved The Scouting Combine i februar hoppede han utrolige 41 inches vertikalt og nettede en 40 yard-tid af hurtige 4,64 sekunder. Han regnes for at være én af de bedste atleter, der er landet i NFL i mange, mange år.

* Sidste år var Tyreek Hill nærmest sensationelt god som altmuligmand hos Kansas City Chiefs, og nu håber divisionsrivalerne fra Denver Broncos, at de har fundet deres “X”-faktor.

I hvert fald har rookie-wide receiver Isaiah McKenzie været det helt store samtaleemne i Denvers training camp, fortæller Tim Lynch, der skriver om holdet for websitet Mile High Report.

McKenzie er kun 5 fod 7 inches-høj og vejer 175 pund, men forud for draften løb han 40 yard på 4,42 sekunder og var i college-karrieren hos Georgia et farligt angrebsvåben. Og han fortsætter de gode takter i NFL.
– Han er så hurtig og giver problemer for forsvaret, når de prøver at tackle ham i de åbne områder på banen. Samtidig er han også holdets punt-returner. McKenzie kan være det lyn på banen, som Tyreek Hill har været hos Kansas City Chiefs, fortæller Tim Lynch til Draftday.dk.

Samtidig står det ifølge Lynch nu klart, at Trevor Siemian, der også startede bag center i 2016, er holdets quarterback-starter. Ikke fordi Siemian har imponeret synderligt, men konkurrenten, 2016-førsterundevalget Paxton Lynch, har været alt for ustabil, selvom han på papiret er fremtidens mand.
– Den endelige beslutning bliver ikke truffet før efter den anden preseason-kamp, men det ser ud til, at Broncos vil køre videre med Siemian i 2017, siger Lynch.

* En rookie ser ud til at slå et erfarent stortalent af pladsen som den ene, startende defensive tackle hos Miami Dolphins.

Davon Godchaux, som Miami Dolphins valgte med 178. valget – i 5. runde – af NFL-draften i foråret, har imponeret så meget i Dolphins’ training camp, at han ifølge en Dolphins-insider nu har en reel chance for at snuppe en plads i førstekæden.
– Davon Godchaux ser ud til at rykke ind i startopstillingen ved siden af (defensive tackle) Ndamukong Suh. Han har gjort sig bemærket tidligt, og han bliver måske belønnet med den plads i den regulære sæson, fortæller Kevin Nogle fra Dolphins-sitet Phinsider.com til Draftday.dk.

I så fald sker det på bekostning af Jordan Phillips, der ellers var et andenrundevalg i 2015-draften.
– Han har haft problemer med stabiliteten, siden Dolphins valgte ham i 2. runde i 2015-draften, og indtil nu i år har det ikke ændret sig. Han har evnerne til at blive en virkelig god defensive tackle, men han spiller ikke godt på hver eneste spil, forklarer Kevin Nogle.

Den potentielle nye starter – Davon Godchaux – var en “five technique”-lineman hos LSU i deres 3-4-forsvar, og han lavede 74 quarterback pressures gennem tre år. Nu skal han måske stå i midten i Miamis 4-3-forsvar.
– Godchaux er solid på hvert eneste snap, og det skubber ham forbi Phillips. Dolphins vil gerne have, at Phillips bliver bedre, men lige nu taber han helt sikkert i campen, vurderer Kevin Nogle.

LÆS: Dansk NFL-historie: Andreas Knappe fik debut

* Sidste års førsterundevalg, defensive tackle Robert Nkemdiche, er én af de store vindere indtil nu i Arizona Cardinals’ training camp.

Meldingerne fra Adam Green, der dækker holdet og campen for Arizona Sports 98.7 FM, er, at Nkemdiche har været virkelig skarp.
– I hans rookie-sæson blev der sat spørgsmålstegn ved hans viljestyrke og modenhed, men førsterundevalget fra 2016-draften har været skadesfri og motiveret i campen, og det har gjort, at han har kunnet vise det potentiale, der gjorde, at holdet valgte ham, fortæller Green til Draftday.dk.

Han fortæller også, at Robert Nkemdiche har fået en del spilletid til træning med førstekæden, og at man derfor kan forvente, at han får en større rolle i 2017.

Samtidig er det ifølge Adam Green værd at bemærke, at holdets nye quarterback, Blaine Gabbert, har gjort det så godt, at han meget vel kan skubbe Carson Palmers mangeårige reserve, Drew Stanton, af pinden som primær backup.

Gabbert floppede som førsterundevalg hos Jacksonville Jaguars, og han skuffede som starter i San Francisco sidste år, men ifølge Adam Green har han gjort det lovende i Arizonas camp under quarterback-guruen Bruce Arians ledelse.
– Han har tydeligvis de evner, der gjorde ham til et top 10-valg (i 2011, red.), og måske var alt, som han havde brug for, at han endelig landede det rette sted, siger han.

* Aaron Rodgers’ og Green Bay Packers’ kasteangreb har – måske ikke overraskende – været meget effektivt i holdets training camp.

Rob Demovsky, der dækker holdet for ESPN, fortæller til Draftday.dk, at kasteoffensiven har været opsigtsvækkende god.
– Man må sige, at Aaron Rodgers og angrebet har “vundet” training camp, siger han.

Rodgers har ifølge Rob Demovsky både haft et fortrinligt samarbejde med nye og gamle ansigter.
– Han ser allerede skarp ud i samarbejdet med den nye tight end Martellus Bennett, men han har samtidig fortsat, hvor han slap, i forhold til Jordy Nelson, Davante Adams og Randall Cobb, forklarer Demovsky.

Green Bay Packers havde i 2016 NFLs fjerdebedste angreb – statistisk set – ifølge Football Outsiders.

Rob Demovsky peger samtidig på defensive tackle Dean Lowry som én af campens store overraskelser. Han har gjort det godt og bør ifølge ESPN-journalisten være endnu mere effektiv mod kast og løb i 2017.

* Running back Terrance West kan i 2017 se frem til en stor arbejdsbyrde hos Baltimore Ravens, vurderer  Jeff Zrebiec fra The Baltimore Sun.

Til Draftday.dk fortæller journalisten, at Kenneth Dixons knæskade, der kostede andenårsspilleren sæsonen, gavner Wests muligheder for mange carries, og samtidig ser det ud til, at en tredje running back, Danny Woodhead, især vil få spilletid på tredje down. Derfor har West sejret i Ravens’ training camp.
– West har altid ønsket at være en back, der får bolden 25-30 gange pr. kamp, og nu ser det ud til, at han får chancen, siger Jeff Zrebiec til Draftday.dk.

26-årige West er i sin tredje sæson i Baltimore. Sidste år startede han 13 af 16 kampe kampe, men fik ”kun” 193 carries svarende til 12 carries pr. kamp. Han løb for 774 yards.

LÆS: Fantastisk øjeblik! Morten Andersen optaget i Hall of Fame

* Én af de store vindere i New York Giants’ training camp er linebacker B.J. Goodson, fortæller James Kratch, der dækker holdet for avisen The Star-Ledger.

I sidste sæson var Goodson især en special teamer, men nu får han en starterrolle.
– B.J. Goodson har set godt ud, mens han har taget over som Giants’ middle linebacker – måske den mest vigtige position i deres forsvar.

Ifølge Kratch har Goodson “fløjet” rundt på banen.
– Han elsker at levere hits, og han har set komfortabel ud, mens han som forsvarets “quarterback” har kaldt spil – og fået forsvaret på plads, fortæller James Kratch.

* Én af de artige overraskelser i Carolina Panthers’ training camp har været wide receiver Damiere Byrd.

Byrd har gjort det godt til træningssamlingerne, og i den første preseason-kamp mod Houston Texans scorede han to touchdowns og greb samlet fire bolde for 98 yards.
– Han bør få en plads i 53 mands-truppen, men hvis han fortsætter med at præstere, som han gjorde mod Houston, vil han få meget spilletid gennem denne sæson, fortæller Bradley Smith, der driver Panthers-sitet ”Cat Scratch Reader”.

Den vertikale spil er Byrds force, og mod Texans scorede han på et 50 yard-løb.

Flere peger dog på rookie Christian McCaffrey som training camps ”MVP”. Ottendevalget i 1. runde af april-draften har været sensationelt god i campen, der netop er slut.
– Hvis hans succes i training camp fortsætter gennem preseason, vil han være én af favoritterne til at titlen som ”Offensive Rookie of the Year” i NFL, mener Bradley Smith.

* I Washington forventer de, at nyerhvervelsen Terrelle Pryor får en stor første-sæson hos Washington Redskins.

ESPNs John Keim, der dækker holdet på daglig basis, fortæller til Draftday.dk, at den adrætte wide receiver, der er skiftet fra Cleveland, tydeligt er en ”fantastisk atlet”, der har udviklet sig godt som wide receiver, efter at han indledte karrieren som quarterback.
– Pryor har lavet mange catches, ofte de svære, og han giver quarterback Kirk Cousins et stort mål, der har en stor gribe-radius. Han ser ud til at løbe ruter, som de færreste kan løbe. Han kan løbe den dybe ”dig”-rute, få modstanderen til at tro, at han fortsætter af den rute, inden han skifter retning mod ydersiden og bliver helt fri, siger John Keim til ESPN.

Samtidig har en anden, tidligere Cleveland Browns-spiller, defensive tackle Phil Taylor, været overraskende god. Og dét selvom han tidligere i år faktisk var tæt på at stoppe karrieren.
– Da vi gik ind i campen, var det svært at vide, hvad man skulle forvente fra én, der ikke har spillet siden 2014 på grund af knæskader. Men Taylor har løftet sig op til jobbet som den bedste nose tackle (hos Redskins, red.), og i den første preseason-kamp udviste han stor styrke og antrittet, som han brugte til at lave spil. Han har været den mest imponerende nose tackle i campen, mener John Keim.

* Der er store forventninger i 2017 til Tampa Bay Buccaneers’ profil, defensive Gerald McCoy. I hvert fald lokalt i Tampa.

Scott Reynolds, der udgiver onlinemagasinet ”Pewter Report” om Buccaneers, fortæller til Draftday.dk, at det tidligere top 3-valg i NFL-draften aldrig har virket skarpere og mere motiveret end nu.
– Han har stort set været umulig at dække og synes mere fokuseret end nogensinde før. McCoy har her på vej ind i sin ottende sæson aldrig været i slutspillet eller lavet et tocfiret antal sacks. Han er helt klart motiveret i forhold til at opnå begge dele i år, og han har mere hjælp omkring sig i år i form af Will Gholston, en skadesfri Noah Spence og nyerhvervelsen Chris Baker, fortæller Reynolds.

Han siger samtidig, at man skal holde øje med rookie-receiveren Chris Godwin fra Penn State, som har været en positiv overraskelse.
– Han mestrer allerede (head coach) Dirk Koetter voluminøse play book, han griber ”jump balls” og ligner mere en erfaren spiller, han løber nogle stærke ruter og laver typisk 1-2 dynamiske catches pr. træning, forklarer han til Draftday.dk.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *