NFL preview 2017: Tennessee Titans

Tennessee Titans har ikke været i slutspillet siden 2008, hvor de senest vandt AFC South.

Men der er gode muligheder for at Nashville-mandskabet igen i år er tilbage i det fine selskab, der spiller “knald-eller-fald” kampe i januar.

Mike Mularkey gjorde det nemlig fremragende i sin første hele sæson som cheftræner for Titans og førte sit hold frem til en rekord på 9-7.

Så mange kampe havde Titans ikke vundet i én og samme sæson siden 2011, og det var en markant forbedring fra de to foregående år, hvor Titans blot vandt to og tre kampe.

Optimismen bunder også i, at Titans synes at have fundet en rigtig god formel for succes:

Løb bolden bag en fysisk, aggressiv offensiv linje, begræns turnovers og sørg for at modstanderne ikke scorer alt for mange point.

Det virkede godt sidste år.

Kun tre hold løb bolden mere end Titans, der snittede imponerende 4,8 yards pr. carry, og den offensive linje var en vigtig del af successen og blandt NFL’s allerbedste.

Samtidig forbedrede forsvaret sig markant og rangerede som det 16. bedste i tilladte point. Det var 11 pladser bedre end året før.

Løbet kommer også til at spille en stor rolle i år, hvor Terry Robiskie vender tilbage som offensiv koordinator. Den erfarne træner har dog en baggrund som receiver og receivers’ coach, så mon ikke at quarterback Marcus Mariota får mere ansvar og receiverne mere at lave.

Erfaring er der også på forsvaret, hvor den defensive koordinator Dick LeBeau fylder 80! år, når sæsonen går i gang. Sidste år forbedrede han Titans’ forsvar markant, og hans enhed rangerede næstbedst mod løb og sjettebedst på tredje downs.

Angrebet

I Marcus Mariota har Titans fundet den franchise quarterback, de har manglet siden tiden med Steve McNair.

Mariota, valgt som nummer to i 2015-draften, har i sine to første sæsoner udviklet sig i den helt rigtige retning, og han er en effektiv, præcis game manager med et stort udviklingspotentiale.

Det er lige, hvad Titans har brug for, og der er ingen tvivl om, at Mariota kun bliver bedre, jo mere erfaring han får.

Sidste år sluttede Mariota sæsonen med et brækket ben, men inden da havde han i 15 kampe kastet for 3426 yards, 26 touchdowns og kun ni interceptions.

Matt Cassel er en erfaren reserve, der har startet masser af kampe i sin karriere. Han kan overtage på den korte bane men er ikke en type, der kan gå mange kampe uden at lave alvorlige fejl.

Titans’ angreb løber igennem DeMarco Murray, der sidste år tromlede løs for 1287 yards (4,4 yards pr. carry) og scorede ni touchdowns. Murray viste ingen tegn på slid, men historisk har den 6’1 og 220 pund store running back fra tid til anden været småskadet, og i en alder af 29 år vil han være mere udset for skader.

Derrick Henry er en værdifuld reserve, der sagtens kunne starte i stedet for Murray. Sidste år fik Henry 110 carries og løb for 490 yards og fem touchdowns, og han vil med stor sandsynlighed få mere arbejde i år for at aflaste Murray.

Begge fungerer rigtig godt i klassiske formationer, og derfor passer Titans’ system dem virkelig godt. David Fluellen er en alsidig type, der også hjælper til på special teams.

Titans har opgraderet deres receiver-gruppe både i draften og free agency, og Mariota har et helt arsenal af mål til sin rådighed. Veteranen Eric Decker er kommet til, efter han blev fyret af New York Jets, og han giver Titans masser af erfaring og et fremragende mål i red zone.

I draften nappede Titans den talentfulde Corey Davis med det femte valg i første runde, og han kan hurtigt udvikle sig til Mariotas go-to receiver.

Davis var ekstremt produktiv i college, og han greb 27 touchdowns i de sidste to sæsoner. Førsterundevalget har virkelig god størrelse (6’3/209 pund), løber snorlige ruter og kombinerer det med hurtighed og sikre hænder.

Rishard Matthews kom til sidste år fra Miami Dolphins og leverede sin bedste sæson med 65 catches for 945 yards og ni touchdowns. Matthews vil igen i år være et vigtigt mål for Mariota ned ad banen. Tredjerundevalget fra årets draft, Taywan Taylor, er primært slot receiver og har allerede imponeret.

På tight end er 33-årige Delaine Walker stadig fast inventar, men hans niveau er faldende. Walker vil fortsat være en faktor tæt ved end zone. Rookie Junno Smith har et stort potentiale og minder på mange måder om en “yngre Walker”.

Den offensive linje er måske NFL’s bedste eller i hvert fald i top tre, og den er stor, fysisk og mand-mod-mand orienteret.

Titans har brugt førsterundevalg i 2014 og 2016 på tackle-positionerne, og derfor har de potentielt den allerbedste kombination i Taylor Lewan og Jack Conklin.

Begge er hårde nysere, der fysisk elsker at dominere deres direkte modstandere og ikke går af vejen for en god infight. Det har specielt kostet for Lewan, der har raget lidt for mange flag til sig, men de to sætter en aggressiv tone og er old school, no-nonsens i ordenes bedste forstand.

I midten er Ben Jones en glimrende center, der kom til sidste år efter fire år hos Houston Texans. Højre guard Josh Kline var aldrig den helt store succes hos New England Patriots, men også han leverede varen i sin første sæson hos Titans. På venstre guard er Quinton Spain en bedre pass end run blocker. Dennis Kelly og Tyler Marz er reserver.

Forsvaret

Defensive end Jurrell Casey har fået forlænget sin kontrakt med fire år efter endnu en Pro Bowl-sæson. Med sine 6’1 og 305 pund er Casey et godt fit på Titans’ linje, og sidste år blev det til fem sacks fra den 27-årige linemen. Casey er hurtig nok til at slippe forbi de offensive linemen og kan også holde blokeringer mod løb.

Modsat er DaQuan Jones en virkelig god run stopper, der sidste år dog tog et lille skridt tilbage i forhold til 2015, hvor han fik sit store gennembrud.

I midten er nose tackles Austin Johnson også stærk mod løb, mens Sylvester Williams – der er kommet til fra Denver Broncos – var svag i netop den kategori. Karl Klugg er en erfaren reserve.

Titans’ linebacker-gruppe føres an af Avery Williamson, der er en hårdtarbejdende, smart inside linebacker med begrænsede evner i opdækning. Derfor hører Williamson heller ikke til blandt de allerbedste på sin position, men han er en ledertype på Titans’ forsvar.

Ved hans side er Wesley Woodyard en produktiv starter, der har fået forlænget sin kontrakt med to sæsoner. Woodyard er blevet 31 år, men han er stadig aktiv og ofte at finde i nærheden af bolden. Rookie Jayon Brown har imponeret voldsomt i offseason og training camp, og femterundevalget vil få en større og større rolle på forsvaret, som sæsonen skrider frem.

På ydersiden har Brian Orakpo stadig masser af pass rush i støvlerne. Sidste år blev det til 10,5 sacks, og en stor del af forklaringen var, at Dick LeBeau var dygtig til at sætte Orakpo i scene. Det vil også ske i år, så forventningen er, at Orakpo igen vil se tocifret antal sacks.

Derrick Morgan oplevede også sin mest produktive sæson og lavede ni sacks, og han var en af de bedste pass rush-linebackers i NFL sidste år. Kevin Dodd, et 2016-andenrundevalg, var skadet det meste af sin rookie sæson. Han skal vise, at han er klar til en rolle bag Orakpo og Morgan. Aaron Wallace og Eric Walden er umiddelbare reserver, og så kan Titans vælge at holde på rookie Josh Carraway, der har imponeret.

Der har været skiftedag på cornerback, hvor Logan Ryan er kommet til fra New England Patriots og træder ind i rollen som førstevalg. Ryan har fået en treårig aftale til 30 millioner dollars, og nu skal han så forsøge at leve op til tilliden.

Den 5’11 og 195 pund store Ryan er en meget aktiv type, der både kan blitze og hjælpe til mod løb, men han kan få problemer mod de bedste receivers. Her er han ikke dygtig nok til at kunne dække mand-mand ned ad banen.

Titans valgte Adoree’ Jackson i første runde af årets draft, og på sigt kan han blive en stjerne. Han er vanvittig atletisk og vil allerede som rookie bidrage som returner, men i preseason er han blevet udstillet for sine manglende opdækningsevner. Der er stadig et stykke vej for Jackson.

LeBeau er vild med sidste års femterundevalg, LeShaun Sims, der imponerede som rookie, og han vil som udgangspunkt starte modsat Ryan. Brice McCain og Kalan Reed er reserver.

På safety er Johnathan Cyprien hentet hos rivalerne fra Jacksonville Jaguars, hvor han sidste år var enormt produktiv med 127 tacklinger og fire forsvarede kast.

Cyprien vil starte ved siden af allestedsnærværende free safety Kevin Byard, der kan blive den næste safety-stjerne i NFL, hvis han tager endnu et skridt i sin udvikling. Da’Norris Searcy vil også se masser af snaps, og når han er på banen, kan Titans vælge at bruge Cyprien som dime-linebacker.

Special teams

Kicker Ryan Succop er normalt en træfsikker sparker med et stærkt nok ben til at kunne hamre field goals ind fra 50+ yards. Sidste år missede Succop kun to spark. Punter Brett Kern er præcis og placerede sidste år 32 punts inden for 20-yard linjen. Hans net average var dog skuffende 38,6 yards, og han fik to punts returneret for touchdowns. Adoree’ Jakcson vil med det samme opgradere Titans’ return-spil.

Alt i alt

Titans er det “hotte” valg som favorit til AFC South og til en tur i slutspillet, og angrebet er også stærkt nok til at kunne sætte masser af point på tavlen. Problemet er forsvaret, hvor der stadig er for mange huller og specielt på cornerback-positionen. I en kasteorienteret liga kan det blive et problem. Ni sejre er realistisk, men det bliver de interne opgør mod specielt Houston Texans, der bliver afgørende for, om Titans kan vinde divisionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *