Football For Folket!

NFL preview 2017: Oakland Raiders

For første gang i 14 år var Oakland Raiders sidste sæson tilbage i slutspillet efter en 12-4 sæson og en andenplads i AFC West.

Nu skal head coach Jack Del Rio forsøge at følge den flotte sæson op, og det kan blive svært, selvom Raiders har en solid trup og specielt ser stærke ud på angrebet.

Kampprogrammet en nemlig ikke helt ligetil. Ud over de seks interne kampe mod hårde modstandere som Los Angeles Chargers, Denver Broncos og Kansas City Chiefs, så er Raiders parret med NFC East.

Derudover venter en kamp premierekamp ude mod Tennessee Titans og et opgør mod Super Bowl-favoritterne fra ew England Patriots. Det er en tung omgang for Raiders, der ikke har råd til mange fejltrin.

Raiders valgte overraskende at skifte offensiv koordinator efter 2016-sæsonen og har sagt farvel til Bill Musgrave. Han havde ellers gjort et fremragende job i to sæsoner og løftet Raiders’ angreb fra at være det næstmindst scorende (2014) til det syvendemest scorende (2016).

Ny mand på posten er Todd Downing, der har været quarterbacks coach de seneste to sæsoner og har et særdeles godt kendskab til Carr. Der er næppe tvivl om, at Downing vil kalde spil, der får det optimale ud af Carrs evner.

Defensiven styres fortsat af Ken Norton Jr. der opererer med et hybrid-system, der nogle gange er et 4-3 “under” og andre gange et 3-4 system med tre down-linemen.

Norton Jr.’s forsvar er aggressivt og lavede 30 turnovers i 2016 (næstflest af alle hold), men det tillod syvendeflest yards og 13. flest point. Samtidig lavede Raiders kun 25 sacks – færrest i NFL. Det skal blive bedre.

Angrebet

I Derek Carr har Raiders fundet den franchise quarterback, de har søgt efter i så mange år.

Carr, et tidligere 2014-andenrundevalg, har virkelig imponeret i sine første tre sæsoner og førte sidste år Raiders til syv! comeback-sejre.

Han er forskellen på en god og en dårlig sæson, og sidste sæson kastede han for 3937 yards, 28 touchdowns og blot seks interceptions.

Carr er er effektiv, præcis quarterback med en stærk arm, og han mobilitet til at blive brugt på roll-outs og kan undslippe pres, når det kræves.

Reserven er det tidligere Buffalo Bills-førsterundevalg, E.J. Manuel, der har haft en skuffende karriere men trods alt har startererfaring. Connor Cook er et udviklingstalent, der måske kan få en karriere som reserve.

Raiders har sagt farvel til running back Latavius Murray, der er taget til Minnesota Vikings, og ny starter er Marshawn Lynch.

Lynch spillede ikke i 2016 og havde egentligt indstillet karrieren, men han kunne ikke sige nej til chancen for at spille for sin fødeby. Hvor meget “Beast Mode” har tilbage i stængerne er ikke til at sige, men han er frisk og skadesfri, og det er det første skridt.

Om hans 31-årige krop så kan holde til de hårde hits, han altid udsætter sig selv for, når han løber over modstanderne, må tiden vise.

To unge backs står klar, hvis/når Lynch skal have en pause.

Jalen Richard mangler størrelse (5’8/215 pund), men han kan sagtens løbe på indersiden og har et godt blik for spillet. Richard snittede 5,9 yards pr. carry som rookie og kan lave de store spil.

DeAndre Washington har heller ikke størrelse (5’8/204 pund) til at være featured back, men han ligner mere Lynch i spillestil end Richard gør. Uanset hvem der løber bolden vil det fra tid til anden ske bag fullback Jamize Olawale.

Raiders har en virkelig god receiver-gruppe, der føres an af det tidligere top fem-valg, Amari Cooper. Han har i sine første to sæsoner grebet for imponerende 2223 yards.

Cooper er en fremragende route-runner, der let kommer op i topfart, og han er i stand til at sætte selv de bedste cornerbacks til vægs. Eneste minus er, at han skal blive bedre til at vinde 50/50-bolde og skærme modstanderne, og derfor har han ikke været en faktor i red zone i sine to første sæsoner i NFL.

Det har Michael Crabtree derimod. Her er han klart Carrs go-to-guy, og det har resulteret i stribevis af touchdowns de sidste sæsoner. I 2016 fik Crabtree 21 red zone-targets og greb de 12 for seks touchdowns, og heraf var de otte targets inden for 10-yard linjen.

Crabtree har meget sikre hænder, og han spiller med stor fysik, og det gør ham til en virkelig god possession receiver. Sidste år greb han for 1003 yards.

Seth Roberts er en virkelig god treer, og han er også et vigtigt mål fra slot-positionen og i red zone. Sidste år greb han for 397 yards og fem touchdowns, og fire af de scoringer kom inden for 20-yard linjen. Cordarelle Patterson er stadig en gadget-spiller, der kan hjælpe til som returner.

På tight end er Lee Smith en fremragende blocker (og bedre receiver end han får lov at vise), mens Jared Cook er kommet til fra Green Bay Packers og kan tilbyde noget som pass catcher.

Raiders har brugt masser af millioner dollars på at bygge en stærk, dominerende offensiv linje, og den er blandt NFL’s allerbedste. Det hele starter i midten med center Rodney Hudson, der ikke rigtigt har huller i sit spil. Han arbejder stenhårdt, har power og så er han virkelig mobil.

Kelechi Osemele og Gabe Watson er en forrygende duo på guard (nok den bedste i NFL), og venstre tackle Donald Penn var en af ligaens bedste run-blockers sidste år.

Det store problem ligger på højre tackle, hvor Raiders sidste år startede flere forskellige spillere uden at finde det rette match. I år bliver det enten Vadal Alexander eller Marshall Newhouse, der skal passe på Carrs højre side.

Forsvaret

Norton Jr. vil formentligt bruge 3-4 systemet mere end sit 4-3 “under”, fordi det var mest effektivt i slutningen af sidste sæson.

Rookie Eddie Vanderdoes kan spille både 5-tech defensive end og 3-tech defensive tackle, og han er en atletisk lineman med god power. Ved hans side er Justin Ellis en 335 pund stor nose tackle, der kan lukke ned for løbet.

Defensive end Mario Jr. Edwards har endnu ikke fået sit gennembrud på grund af skader, og sidste år var han på injured reserve det meste af sæsonen på grund af en hofteskade. Han har dog et godt potentiale og vil starte i denne sæson.

Den store stjerne er og bliver Khalil Mack, der er en uhyggelig pass rush-trussel og sidste år blev valgt til Associated Press Defensive Player of the Year.

Mack er bedst, når han får lov til at jagte quarterbacken fra en position som outside linebacker, og sidste år lavede han 11 sacks, forcerede fem fumbles og skabte vilde 96 totale pressures.

Bruce Irving er en glimrende strong side-linebacker, der også kan lægge pres og spille tæt ved linjen, hvis Raiders bruger deres 4-3 “under”.

Det svage punkt på forsvaret ligger på den inderste del af linebacker-gruppen. Her er Perry Riley og Malcolm Smith væk, og de nye startere er Cory James og Marquel Lee.

James er i sit andet år og har virkelig god speed, men han er blot i sit andet år i NFL. Lee er rookie og er næppe klar til en starterrolle. Tyrell Adams, endnu en andenårsspiller, er førstereserve, mens Ben Heeney er på NFI-list (active/non-football).

Raiders har et udmærket mix af veteraner og talenter på cornerback. David Amerson starter på den ene flanke, og han er en top 20-corner, når han er skadesfri.

T.J. Carrie er i det siste år af sin kontrakt, og han har taget flere og flere snaps fra Sean Smith. Carrie kan også spille safety og i slot-positionen, mens Smiths rolle formentligt bliver begrænset, når førsterundevalget Gareon Conley er helt tilbage fra skade i benet. Antonio Hamilton er en interessant ung, reserve.

Der er masser af positive takter på safety, hvor Raiders de seneste år har brugt høje draft valg på Karl Joseph og Obi Melifonwu.

Joseph er en hard-hitter, der ikke skåner sig selv i jagten på at stoppe modstanderne. Det har tidligere kostet skader for Joseph, der startede ni kampe som rookie og lavede 60 tacklinger.

Melifonwu har den størrelse, som Ken Norton Jr. ønsker fra sine defensive backs, og han kan bruges både på safety og som dime-linebacker. Han er stadig rå og spiller ikke altid ligeså fysisk, som hans størrelse antyder (6’4/228 pund).

Reggie Nelson er en erfaren Pro Bowl free safety, der kan lave de store spil og er fremragende i coverage. Han kan til tider være ude af position, men han er generelt en sikker sidste skanse. Hans plads er truet af Melifonwu på den lange bane. Shalom Luani er en syvenderundevalg rookie, der har imponeret i training camp.

Special teams

Sebastian Janikowski har i 17 år været en træfsikker sparker for Raiders, men der er knas i forholdet. Raiders har bedt den 39-årige kicker om at genforhandle sin kontrakt, der garanterer ham over fire millioner dollars i den kommende sæson, hvis han er i truppen lørdag inden sæsonstart.

Janikowski har afvist, men Raiders har set nærmere på flere emner blandt andet veteranen Mike Nugent, så det sidste ord er ikke sagt i den sag. Marquette King er en underholdende punter, der også leverer varen på banen. Cordarelle Patterson og Jalen Richard er returners.

Alt i alt

På papiret har Raiders et stærk hold og kan kæmpe med om AFC West. Men der er benhård konkurrence i divisionen, og der er ikke plads til mange nederlag. På angrebet bliver det spændende at se, hvad Marshawn Lynch kan bidrage med – og hvor længe – og helt generelt bør Raiders’ offensiv rangere i top 10 med Carr, Cooper og Crabtree.

Det store spørgsmål er, om forsvaret kan forbedre sig nok og vinde de kampe, hvor det ikke kører for Carr og co. 10 sejre er realistisk, men Raiders skal nok højere op for at vinde divisionen.

Skriv et svar