NFL preview 2017: New England Patriots

Opdateret 27. august kl. 11.15.

For anden gang på tre år går New England Patriots sæsonen i møde som regerende mestre.

Og i manges øjne er holdet stærkere end det mandskab, der i februar leverede et mirakuløst comeback mod Atlanta Falcons og vandt Super Bowl LI.

Nogle kalder head coach Bill Belichicks 2017-hold for “The Dream Team”; andre taler om 16-0 og en regulær sæson uden ét eneste nederlag.

Grunden er, at Patriots har tilføjet mere offensiv power til quarterback Tom Bradys potente angreb og samtidig har givet forsvaret ekstra stjernestøv.

Wide receiver Brandin Cooks er hentet hos New Orleans Saints for et 2017-førsterundevalg, og tight end Dwayne Allen er kommet til fra Indianapolis Colts. Læg dertil at de nye running backs Mike Gillislee og Rex Burkhead booster løbeangrebet.

På forsvaret har Patriots utraditionelt brugt masser af millioner på cornerback Stephon Gillmore, der – ligesom Gillislee – er hentet i free agency hos Buffalo Bills.

Samtidig har Patriots forlænget kontrakten med forsvarchefen Dont’a Hightower, og den erfarne Pro Bowl-linebacker David Harris er kommet til fra ærkerivalerne fra New York Jets.

Med andre ord: Super Bowl-vinderne anno 2016 er på papiret blevet markant stærkere frem mod 2017-sæsonen.

Angrebet

De sidste otte år har Patriots’ angreb rangeret i top fire i antal scorede point, og der er ingen grund til at tro, at det vil ændre sig i år.

Selvom quarterback Tom Brady er blevet 40 år, er han bedre end nogensinde, og han kender den offensive koordinator Josh McDaniels’ angrebssystem ud og ind.

På grund af karantæne spillede Brady kun 12 kampe sidste år, men han kastede alligevel 28 touchdowns og blot to interceptions. I slutspillet completede han 76,2 procent af sine kast i AFC-finalen mod Pittsburgh Steelers.

Rent fysisk har Brady næppe set mere fit ud, og han virker mere mobil end på noget andet tidspunkt i karrieren. Han bevæger sig stadig fremragende i lommen og laver ekstremt få fejl.

Bradys største svaghed er pres op gennem midten, og det er her, modstanderne skal ramme Patriots, hvis de vil stoppe den mangedobbelte Super Bowl-vinder.

I Jimmy Garoppolo har Patriots en fremragende reserve, der er på vej ind i det sidste år af sin kontrakt. Meget tyder på, at Patriots vil gå langt for at holde på det tidligere andenrundevalg, der kan træde ind, hvis Brady bliver skadet.

Jacoby Brisett, et tredjerundevalg fra 2016, kæmper for at holde sin plads i truppen.

Patriots’ angrebsfilosofi er at kaste bolden tidligt og ofte. De bruger typisk korte kast og bubble screens som erstatning for løbespillet og skaffer gerne tre-fem yards den vej.

Option-ruter er en stor del af systemet, og i Julian Edelman havde Brady et stensikkert våben, der har grebet mindst 92 bolde i tre af de sidste fire sæsoner. Edelman er dog ude for sæsonen på grund af et overrevet korsbånd, og det er et alvorligt tab for Patriots’ angreb.

Handlen for Brandin Cooks giver Patriots en dyb trussel, de har manglet i mange år. Sidste år greb den 5’10 og 179 pund store Cooks for 1173 yards og otte touchdowns, og med Edelman ude, kan Cooks også få en større rolle end ventet på de kortere ruter.

Cooks er ekstremt hurtig og kun få defensive backs vil kunne følge med ham, når han sætter i højeste gear. Hvis han også kan vinde Bradys tillid på underneden-ruter, vil quarterbacken ofte se hans vej.

Chris Hogan, Danny Amendola og Mike Mitchell vil rotere ind afhængigt af formationer og situation. Hogan vil formentligt også få mere arbejde med Edelman ude. Matthew Slater er en af ligaens allerbedste special teams-spillere.

I Rob Gronkowski har Patriots ligaens bedste tight end, når han er skadesfri. Og det er han før den kommende sæson.

“Gronk” er utrolig atletisk for sin størrelse (6’6/265 pund), og han er et kæmpe mismatch for alle forsvarsspillere. Derfor er han ofte Bradys go-to-guy.

Sidste år var Gronkowski igen plaget af skader, men i 2015 scorede han syv af sine 11 touchdowns i red zone og greb over halvdelen af sine yards på første downs.

Dwyane Allen (hentet hos Indianapolis Colts) har erstattet Martellus Bennett som primær reserve, mens James O’Shaughnessy (hentet hos Kansas City Chiefs) formentligt får en plads i truppen.

Running backs coach Ivan Fears har en meget alsidig gruppe, der ser mere komplet ud end tidligere. Patriots har sagt farvel til LeGarrette Blount, der sidste år scorede 18 touchdowns, og han er blevet erstattet med Mike Gillislee.

Mens Gillislee mangler Blounts imponerende størrelse og fysik, så er han mere eksplosiv og en bedre receiver. Sidste år scorede han otte rushing touchdowns og nåede i end zone på alle sine seks forsøg i red zone. Gillislee vil rotere med Rex Burkhead, som er hentet hos Cincinnati Bengals, hvor han kun i glimt fik lov at vise sit talent.

Burkhead er en bedre receiver end runner, men han har størrelse (5’10/210) til at kunne løbe mellem tackles. James White og Dion Lewis er primært pass catchers, men sidstnævnte kan også bruges som lead back i kortere perioder. Brandon Bolden er en glimrende special teamer, og det kan give ham en plads i truppen.

Den offensive linje er solid, men der mangler masser af dybde – specielt på tackle-positionen. Nate Solder er en sikker skanse på venstre tackle, men han er i det sidste år af sin kontrakt. Marcus Cannon på højre tackle fik en ny, stor aftale sidste år, og han har udviklet sig enormt, siden Patriots valgte ham i femte runde af 2011-draften.

Cannon har en smule problemer med de hurtige pass rushers, men han er stærk og kan fysisk dominere sine direkte modstandere. På guard er Shaq Mason (højre) og Joe Thuney (venstre) et par atletiske, unge typer med masser af mobilitet til at blive brugt på pulls og traps. I midten har den tidligere undraftede David Andrews sat sig tungt på jobbet.

Mens de fem startere er solide og sammenspillet, så mangler der dybde. Cameron Fleming kan måske være holdets swing-tackle, og Ted Karras er primær backup for de inderste startere. Tackle Anthony Garcia er en interessant rookie med udviklingspotentiale.

Forsvaret

Matt Patricia er stadig defensiv koordinator, og han kører en “bend-don’t-break”-filosofi med fokus på at stoppe løbet og undgå at tillade store spil.

Sidste år tillod Patriots kun 15,6 point pr. kamp (bedst i NFL), og generelt tillader Patricias tropper ikke særlig mange point.

I år er der dog åbenlyse mangler på defensive end, hvor veteranen Rob Ninkovich har indstillet karrieren.

Det efterlader et kæmpe hul – både på og uden for banen – og umiddelbart er det svært at se, hvem der skal udfylde Ninkovichs rolle.

Trey Flowers, der fik sit gennembrud sidste år og lavede syv sacks som deltidsstarter, er lidt samme type. Hans force er at stoppe løbet, og han arbejder stenhårdt med en god spilforståelse.

Flowers mangler dog Ninkovichs erfaring, og han vil være modstandernes fokuspunkt, fordi Patriots ikke har ret meget andet pass rush på defensive end.

For bag Flowers er der stort set intet at komme efter. Kony Ealy, hentet hos Carolina Panthers, har haft en ustabil og skuffende karriere ud over en dominerende præstation i Super Bowl i 2015. Han får formentligt kun en plads i truppen, fordi rookie Derek Rivers er ude for sæsonen med en knæskade.

Geneo Grissom er primært special teamer, men Belichick har talt rosende om hans alsidighed. Grissom kan se en større rolle som pass rusher på indersiden, når det kræves. Sidst er der Dietrich Wise Jr. (rookie), der har gjort det godt i training camp men er langt fra at være klar til en større rolle.

I midten er defensive tackle Malcom Brown stille og roligt ved at udvikle sig til en af NFL’s bedste run-stoppers. Han vil sammen med Alan Branch lukke ned for modstandernes løb. Vincent Valentine udgør en solid dybde på indersiden og måske kan Lawrence Guy få en plads i den endelige trup.

Linebacker-gruppen er alsidig, og Patricia har mange brikker at flytte rundt på. Her er Shea McClellin det nærmeste man kommer en “Ninkovich”-erstatning, og han vil blive brugt både på linjen og i opdækning.

Stjernen er er Dont’a Hightower, der har fået forlænget sin kontrakt og er forsvarets styrmand. Han er Patricias forlængede arm og sørger for, at medspillerne er i rette position. Den 6’3 og 265 pund store Hightower er bedst mod løbet, men han er en fremragende blitzer, der evner at lave de store spil, når der er brug for det.

David Harris er i en alder af 33 år kommet til fra Jets, og han vil primært fungere i base-formationer.  Det samme vil run-stopperen Elandon Roberts, mens Kyle Van Noy tilbyder lidt mere i opdækning. Harvey Langi er en interessant undrafted rookie, der kæmper om en plads i den endelige trup med Jonathan Freeny og Roberts.

Det bageste forsvar har mistet cornerback Logan Ryan, der efter en flot sæson er taget til Tennessee Titans.

Erstatningen, Stephon Gilmore, er hentet hos rivalerne fra Bills på en kæmpe femårig aftale til 65 millioner dollars, og det er meget usædvanligt, at Patriots betaler så mange penge for en free agent.

Med tilføjelsen af Gilmore har Patriots en fremragende makker modsat Malcolm Butler og kan mønstre en af de bedste duoer i NFL.

Den 6’1 og 190 pund store Gilmore kan lukke den ene side ned, og selvom han sidste år præsterede under niveau, så blev det alligevel til fem interceptions. Gilmore vil give Patriots større fleksibilitet og giver dem mulighed for at spille mand-mand ned ad banen uden safety-hjælp.

Mens Gilmore har fået en stor aftale, må Malcolm Butler fortsat spejde langt efter sin. Butler er i det sidste år af sin kontrakt, og Patriots har ikke vist synderlig interesse for at forlænge med det unge talent, der i foråret blev rygtet til New Orleans Saints.

Butler jammer sine direkte modstandere ved line of scrimmage, og han følger godt med ned ad banen, selvom han fra tid til anden tillader store spil. Erik Rowe er en stor, fysisk nickelback, der sidste år blev bedre som sæsonen skred frem. Jonathan Jones og Cyrus Jones sidder på de sidste pladser.

Safety-positionen er en af Patriots’ styrker anført af erfarne og snu Devin McCourty. Han laver ikke mange store spil, men han er meget sjældent ude af position. Patrick Chung er en fysisk in-the-box type, der ofte dækker tight ends, mens Duron Harmon er en glimrende treer.

Special teams

Kicker Stephen Gostkowski var ustabil sidste sæson og missede fem field goal-forsøg og et enkelt ekstra point. Normalt er Gostkowski sikkerheden selv fra 50 yards og ind og misser typisk kun et par spark om året. Punter Ryan Allen sparker både højt og præcist og er et virkelig godt våben, når Patriots har brug for at ændre field position. Sidste år blev der kun returneret 134 yards på Allens punts. Cyrus Jones var en katastrofe som punt-returner som rookie men vil få chancen igen i år.

Alt i alt

Patriots har været i AFC-finalen syv år i træk, og Belichicks tropper er igen i år storfavoritter til at nå Super Bowl. Kampprogrammet er ganske overkommeligt, selvom der lurer nogle svære kampe ude mod Tampa Bay Buccaneers, Denver Broncos og Pittsburgh Steelers. Patriots bør vinde 12 kampe, AFC East og igen være med i kampen om at få hjemmebane igennem hele slutspillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *