NFL preview 2017: Jacksonville Jaguars

Det er 10 år siden, at Jacksonville Jaguars senest har været i slutspillet, men håbet om at få vendt skuden lever i bedste velgående før 2017-sæsonen.

Ligesom det gjorde inden sidste sæson, der dog endte i en kæmpe skuffelse, en rekord på 3-13 og en fyring af head coach Gus Bradley.

Jaguars’ trup var på papiret langt bedre end de tre sejre men et hav af turnovers (29 styks) var svært at overkomme, og modstanderne scorede 69 point som resultat af Jaguars’ fejl.

Da Jaguars selv kun scorede 30 point på modstandernes turnovers, var de netto -39 point – sjette dårligst i NFL.

Doug Marone overtog kort før afslutningen på sæsonen, og han står også i spidsen for 2017-udgaven af Jaguars, der skal løfte niveauet betragteligt og være mere disciplinerede.

Jaguars har igen været aktive i free agency og har hentet store navne som cornerback A.J. Bouye, defensive lineman Calais Campbell og safety Barry Church – tre startere der kan løfte Jaguars’ defensiv endnu en tak.

Samtidig har de givet angrebet en ny dimension med valget af running back Leonard Fournette i første runde af årets draft. Det indikerer en ny angrebsfilosofi med fokus på boldkontrol.

Quarterbacks coach Nathaniel Hackett er blevet forfremmet til offensiv koordinator, efter han midlertidigt overtog jobbet i oktober sidste år. Han har masser at forbedre på et angreb, der sluttede som nummer 25 i antal point og 23 i offensive yards.

Todd Wash vender tilbage som defensiv koordinator, selvom hans enhed skuffende tillod ottende flest point (25 pr. kamp). Samtidig rangerede forsvaret sidst i NFL med kun syv interceptions.

Angrebet

Blake Bortles er stadig Jaguars’ quarterback, selvom han intet har gjort for at retfærdiggøre den startertjans.

Bortles er en turnover-maskine, der i sin karriere har fået 11 interceptions returneret for touchdowns (samme antal som kampe han har vundet), og sidste år tog han et gevaldigt skridt tilbage i sin udvikling.

Det tidligere top tre-valg gjorde det bedre i de sidste kampe, da Marone overtog styringen, men i training camp og preseason har Bortles igen skuffet.

Så meget, at Jaguars gav reserven Chad Henne mulighed for at vinde jobbet. En mulighed som han ikke greb, og derfor starter Bortles, når sæsonen går i gang.

Bortles har en god arm og fremragende mobilitet, men hans teknik er dårlig, og han har en langsommelig afvikling af sit kast. Samtidig træffer han dårlige beslutninger, og det koster Jaguars dyrt. Med 34 nederlag på kontoen som starter, er 2017 næsten med sikkerhed Bortles sidste år i Jacksonville – også selvom han er på kontrakt til og med 2018.

Henne har erfaring men er ikke andet end backup, og Brandon Allen har i sit andet år ikke været i stand til at vinde reservetjansen. Det siger noget om hans niveau.

Den elendige quarterback-situation betyder, at Jaguars vil lægge stor vægt på running back Leonard Fournette, der har mulighed for at være en sand arbejdshest. I college var Fournette en superstjerne, og det kan han også blive i NFL, hvis han kan holde sig fri af skader.

Fournette har med sine 6’0 og 240 pund fremragende størrelse til at løbe modstanderne i sænk, og han er samtidig virkelig hurtig og eksplosiv. Samtidig er han en langt bedre pass catcher, end han får kredit for. 20-25 touches pr. kamp er ikke umuligt for Fournette.

T.J. Yeldon, et tidligere andenrundevalg, er reserve og change-of-pace back. Yeldon har fået starterchancer uden at gribe dem, og nu er han degraderet til backup. Han er bedst som pass catcher. Chris Ivory er en erfaren spiller, der løber med god fysik.

Receiver-gruppen har masser af talent, men den har svære kår med Bortles bag center. Allen Robinson skuffede i 2016, hvor han kun greb for 886 yards og otte touchdowns – væsentligt dårligere produktion end året før, hvor han scorede 14 gange og greb for 1400 yards.

Robinson har rigtig god størrelse, men han har svært ved at slå dobbelt opdækning, noget han så mere af i 2017. Det skal han blive bedre til i den kommende sæson, hvis han skal tilbage til topniveauet.

Marquese Lee er endelig skadesfri og han er dygtig med bolden i hænderne. Lee har potentiale til at føre Jaguars’ i receiving yards. Allen Hurns er en god tredjemand, der i 2015 krydsede de 1000 yards men også skuffede sidst år med 477 yards i 11 kampe. Rookie Dede Westbrook har imponeret voldsomt i preseason og har lavet flere store spil, og han kan hurtigt få spilletid.

Tight end-positionen er ikke noget at skrive hjem om. Marcedes Lewis er en dygtig blocker, der kan bruges i red zone, men Jaguars har reelt ingen pass catching trussel.

Den offensive linje bør gøre det bedre end sidste år, hvor den blot var middelmådig. Rookie Cam Robinson er en stor, fysisk type, der formentligt kommer til at starte på venstre tackle, nu hvor Branden Albert er væk. Robinson har et stort potentiale men havde en tendens til at være for meget på jorden i college. Det går ikke i NFL.

Ved hans side ligner Patrick Omameh den foretrukne guard, og han har sin styrke som pass blocker. Center Brandon Linder er en fremragende run blocker, der heller ikke tillader meget i opdækning, og han var en af NFL’s allerbedste centere sidste år.

På højre side starter A.J. Cann og Jeremy Parnell på henholdsvis guard og tackle. Luke Bowanko, Tyler Shatley, Josh Wells og Earl Watford kan alle få snaps i rotation eller sågar i starterroller.

Forsvaret

Jaguars har brugt millioner af dollars og høje draftvalg på at sammensætte et topforsvar. Desværre har det endnu ikke båret frugt, men måske tager Todd Washs defensiv det et stort skridt frem i år.

I hvert fald forbedrede Wash forsvaret sidste sæson, hvor de tillod langt færre store spil og færre touchdowns end i 2015.

På linjen har defensive end Dante Fowler Jr. endnu ikke vist det talent, der gjorde ham til et top tre-valg i 2015-draften. Fowler Jr. lavede blot fire sacks sidste år, og han skal blive bedre til at nå ind til quarterbacken. Samtidig skal han holde sin sti ren uden for banen, hvor han i juli blev arresteret for at have slået en anden mand.

Yannick Ngakoue var som rookie Jaguars’ bedste pass rusher i 2016 og lavede otte sacks, og pilen peger opad for det tidligere tredjerundevalg. Calais Campbell styrker Jaguars’ forsvar mod løb, og han er en fremragende 5-tech defensive end, der også kan spille på indersiden.

Dawuane Smoot blev valgt i årets draft til at rushe quarterbacken, men han har ikke imponeret i sin første preseason.

I midten skaber defensive tackle Malik Jackson masser af postyr bag line of scrimmage, og han lavede seks sacks i sin første sæson i Jacksonville. Ved hans side starter Abry Jones med Sheldon Day som primær reserve.

Linebacker-gruppen er ganske stærk og føres an af Telvin Smith. Han er en virkelig aktiv type, der flyver rundt på banen og laver spil, men sidste sæson var han meget “hit eller miss” og missede 26 tacklinger. Det er der ikke råd til.

Unge Myles Jack var udset til at starte som middle linebacker, men alt tyder på, at Jaguars ikke er helt komfortable med Jack i den rolle. Derfor bliver det formentligt veteranen Paul Posluszny, der igen skal styre Jaguars’ tropper fra midten, som han har gjort i mange år.

Jack er en fremragende atlet og vil stadig spille på alle downs, men han vil have sit udgangspunkt fra strong side. Audio Cole er blevet fyret, så der er ikke meget dybde bag de tre startere.

Jaguars kan mønstre en virkelig god trio på cornerback anført af A.J. Bouye, der er kommet til fra Houston Texans på en kæmpe aftale. Bouye fik sit helt store gennembrud sidste sæson, og den tidligere undraftede cornerback skal nu forsøge at følge op på successen.

Modsat starter Jalen Ramsey, som Jaguars valgte i toppen af sidste års draft. Ramsey er en uhyggelig dygtig atlet, og han imponerede som rookie og spillede næsten alle defensiev snaps.

Ramsey kan dække de bedste receivers en-mod-en, og han vil kun blive bedre jo mere erfaring, han får. Aaron Colvin er nickelback og en af ligaens bedre i slot-positionen. Jalen Myrick er en speedster med masser af potentiale, men som en syvenderundevalgt rookie, har han stadig lang vej.

På safety træder Barry Church direkte ind i en starterrolle ved siden af Tashaun Gipson og overtager fra Jonathan Cyprien. Church var virkelig god sidste sæson for Dallas Cowboys, hvor han både gjorde det godt mod løb og kast og lavede 85 tacklinger i blot 12 kampe.

Gipson startede alle 16 kampe til trods for, at han var plaget af småskader. Det er en solid duo, der komplementerer hinanden godt. Peyton Thompson og Jarrod Wilson er de umiddelbare reserver.

Special teams

Kicker Jason Myers har haft en hård preseason og har misset flere spark. Derfor har Jaguars set nærmere på andre emner uden dog at lave nogen aftaler. Myers går sæsonen i møde som Jaguars’ kicker, men det kan være på lånt tid, hvis ikke han leverer varen. Punter Brad Nortman kom til sidste år og har et stærkt ben. Dede Westbrook kommer til at returnere punts, mens Marquise Lee er kick off-returner.

Alt i alt

Vi har hørt det før: Det bliver i år, at Jaguars endelig vinder flere kampe, end de taber. Men som så mange gange før, vil vi se det, før vi tror på det. Quarteback-situationen er fortsat blandt NFL’s værste, og selv ikke store signings til forsvaret ændrer på det. I AFC South er Jaguars svagere end både Houston Texans og Tennessee Titans, og derfor kommer de ikke til at spille med om divisionen. En håndfuld sejre plus det løse er nok mest realistisk for Jaguars i den kommende sæson.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *