NFL preview 2017: Indianapolis Colts

De seneste to sæsoner har Indianapolis Colts været et resultatmæssigt synonym på middelmådighed.

Både i 2015 og 2016 har Chuck Paganos tropper end med en rekord på 8-8 og har i begge sæsoner misset slutspillet.

Og chancen for at det ændrer sig i den kommende sæson, og for at Colts løfter sig ud fra at være den bløde mellemvare, er ikke stor.

Faktisk er der større chancer for, at Colts tager et skridt tilbage igen i år og taber flere kampe end de vinder.

Det store problem er nemlig, at quarterback Andrew Luck fortsat ikke er klar til at spille ovenpå en skulderoperation i januar.

Hele foråret og forsommeren insisterede Colts ellers på, at Luck ville blive klar til sæsonstart, men alt peger på, at stjernen ikke bliver klar til premieren. Og der er lige nu ingen tidshorisont på, hvornår Colts sender Luck på banen.

Strategien er logisk nok, for Colts skal ikke risikere Lucks langvarige helbred ved at tænke kortsigtet, men det efterlader holdet angrebsmæssigt amputeret.

Angrebet – med Luck – fungerede ellers godt i 2016 og scorede 25,4 point pr. kamp og var det 10. bedste i NFL. Forsvaret var derimod forfærdeligt og rangerede som det tredjedårligste og tillod 382,9 yards og 24,5 point pr. kamp.

Rob Chudzinsky vender tilbage som offensiv koordinator, og Ted Monachino har ligeledes fået genvalg som defensiv koordinator trods enhedens svage præstation i 2016.

Angrebet

Colts’ angreb kan hamle op med de allerbedste, når Luck er på banen og rammer sit topniveau.

Selv i en skadesplaget 2016-sæson kastede Luck 31 touchdowns og blot 13 interceptions, og han er en både præcis og intelligent quarterback, der sjældent laver de store fejl.

Sidste år var Luck under enormt pres og blev sacked karriere værste 41 gange, og de mange hits over de seneste sæsoner har kostet dyrt. Både i forhold til den nuværende skulderskade men også alvorlige skader som en flænset nyre og delvist overrevet brystmuskel.

Hvornår Luck er tilbage i startopstillingen ved ingen, men det vil ikke overraske, hvis han starter sæsonen på PUP-listen og misser de første seks kampe.

Reserverne er lysår fra Lucks niveau, og hverken Scott Tolzien eller Stephen Morris har særlig store chancer for at vinde kampe for Colts. Hvis Luck starter på PUP-listen åbner det en plads for at Colts kan tilføje en veteran.

Løbeangrebet føres fortsat an af erfarne Frank Gore, der ganske ubemærket løb for flere end 1000 yards og i alt nettede 1302 offensive yards med otte touchdowns til følge.

Gore snittede kun 3,9 yards pr. carry, og han er nu blevet 34 år og har ikke meget tilbage i tanken. Han er dog stadig en dygtig receiver og kan tage de yards, den offensive linje giver.

Robert Turbin er førstereserve, men han har begrænset potentiale og snittede kun 3,5 yards pr. carry i 2016. Fremtiden kan tilhøre rookie Marlon Mack, som Pagano har sammenlignet med Jamaal Charles på grund af hans blik for spillet og “glidende” løbestil. Troymaine Pope kan få en plads i truppen.

På wide receiver er T.J. Hilton den store stjerne, men hans produktion vil formentligt blive ramt, hvis ikke Luck er bag center.

Hiltons styrke er hans hurtighed og evne til at lave spil ned ad banen, og det er tvivlsomt om Tolzien eller Morris kan levere de præcise bolde, det kræves. Sidste år greb Hilton 91 bolde for 1448 yards og seks touchdowns, og det er svært at se, hvordan han skulle kunne komme i nærheden af det uden Luck.

Donte Moncrief er talentet, der aldrig rigtigt slår igennem. Moncrief har med sine 6’2 og 216 pund udsøgt atletisk potentiale, men han har været alt for skadet og missede syv kampe i 2016. Når han er på banen, laver han primært spil på de mellemlange distancer, og så er han en magnet i red zone.

Kamar Aiken og Chester Rogers er de næste i rækken, mens det tidligere førsterundevalg Phillip Dorsett er i alvorlig fare for at blive fyret, hvis ikke Colts får held til at handle ham. Under alle omstændigheder er det svært at se ham få en plads i den endelige trup.

På tight end har Colts handlet Dwayne Allen til New England Patriots, og derfor går Jack Doyle sæsonen i møde som starter. Doyle er ikke særlig spektakulær, men han er bundsolid og har et godt samarbejde med Luck. Sidste år fik Doyle sit store gennembrud med 59 catches for 584 yards og fem touchdowns.

Colts kører mange sæt med to tight ends, og her vil Erik Swoope stille op med Doyle. Swoope er dog plaget af en knæskade og er tvivlsom til premieren.

Den offensive linje er et kæmpe problem for Colts, fordi den har været ramt af for mange skader og dybden ikke har været god nok.

Det er kun blevet værre af, at center Ryan Kelly er ude i op til otte uger på grund af en operation i foden. Brian Schwenke, der kom til i foråret fra Tennessee Titans, vil starte i stedet for Kelly, men det er langt fra ideelt.

På venstre tackle er Anthony Castanzo en udmærket run blocker, og guard Jake Mewhort var også solid i de 10 kampe, han spillede. På højre guard leverede Joe Haeg en undermiddel præstation som rookie, men det bør blive bedre i hans anden sæson.

På højre tackle har Jeremy Vujnovich slået Le’Raven Clark i kampen om starterjobbet. Vujnovich er en tidligere undrafted free agent, der aldrig har startet en NFL-kamp. Det er et meget svagt punkt.

Dybden er stadig ikke ideel, og den offensive linje er stadig ung og ikke helt sammespillet. Rookie Zach Banner og Denzelle Good er primære reserver.

Forsvaret

Colts forsvar var skidt mod løb sidste år og tillod 4,7 yards pr. carry, hvilket var tredjedårligst af alle hold.

Der er grund til at tro, at det bliver meget bedre i år, for i foråret snuppede Colts nemlig defensive tackle Jonathan Hankins fra New York Giants, og han er en virkelig god run stopper.

Samtidig har Colts signet Al Woods, en 6’4 og 330 pund stor nose tackle, der blev fyret af Tennessee Titans.

De to vil sammen med T.Y. McGill rotere på den defensiv linje, hvor de kan stille op på flere positioner og i forskellige formationer.

På defensive end er Henry Anderson endelig tilbage for fuld styrke. Han rev korsbåndet over som rookie og var aldrig helt klar i 2016. Hassan Ridgeway, Grover Stewart og rookie Margus Hunt er også en vigtig del af en defensiv linje, der bør være markant bedre end sidste år.

Linebacker-gruppen er på indersiden ikke just spækket med playmakers og talent. Fjerderundevalget fra sidste år, den 6’1 og 232 pund store Antonio Morrison, er en two-down linebacker, der har sin styrke mod løbet og kommer langt på vilje.

Jon Bostic startede karrieren i 2013 som et andenrundevalg hos Chicago Bears men slog ikke igennem dér eller hos New England Patriots i 2015. Sidste år var Bostic på injured reserve hos Detroit Lions. Bostic har atletisk talent, men han har haft en skuffende karriere. Sean Spence kan nappe et starterjob, når han er tilbage fra en muskelskade i baglåret.

Colts’ pass rush skal komme fra outside linebacker John Simon, der er kommet til fra Houston Texans på en treårig aftale til 13,5 millioner dollars. Simon stod for masser af hurries sidste år, men det store spørgsmål er, om han blot var et produkt af et ultra talentfuld Texans-forsvar.

Jabaal Sheard skuffede i Cleveland men blomstrede til tider hos New England med 13 sacks i to sæsoner. Det landede ham en aftale til 25,5 millioner dollars med Colts. Sheard er ikke nogen super pass rusher, men han er dygtig til det meste og kan bruges flere forskellige steder. Akeem Ayers er en solid run stopper mens rookie Tarell Basham har et kæmpe potentiale men er meget, meget rå.

Colts har store problemer på cornerback-positionen, hvor Vontae Davis er ude med en lyskeskade. Han risikerer at misse flere kampe, og det efterlader Colts meget tyndt besat.

Normalt holder Davis et højt niveau og kan matche de bedste receivers, men nu er Rashaan Melvin, tidligere undrafted, Colts’ mest erfarne kort. Han er dog næppe meget bedre end rookies Quincy Wilson og Nate Hairston, der meget vel kan starte i første spillerunde.

Under alle omstændigheder er Colts hårdt ramt på det bageste forsvar, der i 2016 tillod 4200 passing yard (sjette flest) og 27 touchdowns (10. flest).

Colts kan dog glæde sig over, at de i aprils draft var utrolig heldige med at safety Malik Hooker faldt ned til dem i første runde. Hooker var et potentielt top fem-valg, men Colts valgte ham med det 15. valg. Den tidligere Ohio State-playmaker har genoptrænet fra en sportsbrok-skade og blev i juli taget PUP-listen, og han skal levere fra dag ét.

Når Hooker er skadesfri, er han en suveræn free safety, der kan dække et stort område og patruljere den bageste del af banen. Han har fra tid til anden problemer med tacklinger, men han er et kæmpe talent, som sagtens kan ende i Pro Bowl år efter år.

Darius Butler er en konverteret cornerback, der nu starter som strong safety. T.J. Green er tredjevalg på positionen og kan også bruges som cornerback. Matthias Farley får formentligt også en plads i truppen.

Special teams

44-årige Adam Vinatieri vender endnu en gang tilbage som Colts’ kicker. Han er stadig en af ligaens mest driftssikre og missede kun fire af 31 field goal-forsøg. Jeff Locke kæmper med rookie Rigoberto Sanchez om jobbet som Colts’ punter. Chester Rogers er punt returner, når han er skadesfri, mens Josh Ferguson kan få et job i den endelige trup som kick off-returner.

Alt i alt

Det står og falder med Andrew Luck. Så enkelt kan det siges. Hvis ikke Luck spiller i den første del af sæsonen – eksempelvis hvis han starter på PUP – er der en reel mulighed for, at Colts taber fire-fem kampe og allerede er uden chance for at nå slutspillet, når Luck vender tilbage. Med Luck har Colts et hold, der potentielt kan kæmpe om et wild card, men uden stjernen bag center, vinder Colts næppe meget mere end en håndfuld kampe.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *