NFL preview 2017: Cincinnati Bengals

Cincinnati Bengals skuffede i 2016 og missede slutspillet for første gang i seks år.

Skader, specielt på angrebet, satte en kæp i hjulet for Marvin Lewis’ tropper, der blot scorede 20,3 point pr. kamp – 24. bedst i ligaen – og det var én af grundene til, at Bengals kun vandt seks kampe.

For at styrke angrebet gik Bengals benhårdt efter offensive playmakers i årets draft og valgte den lynhurtige wide receiver John Ross i første runde og den kontroversielle running back Joe Mixon i anden runde.

Begge spillere har et kæmpe potentiale og kan blive stjerner i Ken Zampeses angreb, der dog har mistet to værdifulde offensive linemen i tackle Andrew Whitworth og guard Kevin Zeitler.

På forsvaret gjorde den defensive koordinator Paul Guenther et godt stykke arbejde specielt i den sidste del af sæsonen, hvor kun to modstandere scorede flere end 20 point.

Samlet set rangerede Bengals’ forsvar som det ottende bedste i antal tilladte point, og langt de fleste startere fra sidste år er også at finde i 2017-udgaven.

Angrebet

I Andy Dalton har Bengals fundet en bundsolid franchise quarterback, der gør dem i stand til at kæmpe med om divisionstitler og slutspilspladser. Dalton er ikke flashy, men han laver få fejl og har blot kastet 15 interceptions i de seneste to sæsoner.

Sidste år kastede han for flere end 4200 yards og for 7,5 yards pr. forsøg, og det til trods for, at han ikke havde mange mål at arbejde med. Det bliver langt bedre i år, og derfor bør Dalton også kaste flere end de 18 touchdowns det blev til i 2016.

Den 29-årige quarterback mangler den helt store armstyrke, men han er præcis på de korte og mellemlange ruter, og så er han meget mobil. Den mobilitet bruger Bengals ofte til at skabe plads og i red zone, hvor Dalton flere gange selv er løbet ind for touchdowns.

Reserven er A.J. McCarron som har kvalitet nok til at kunne kæmpe om starterjobs andre steder i ligaen. Bengals har dog ingen interesse i at handle McCarron, der har to år tilbage af sin kontrakt.

Dalton kan glæde sig over, at han i år har et helt arsenal af mål at kaste til.

Superstjernen, wide receiver A.J. Green, missede sidste år seks kampe på grund af skader, men han er nu tilbage for fuld styrke. Når den 6’4 og 210 pund store Green er i topform, er han måske ligaens allerbedste receiver, og han er et godt bud på at føre NFL i receiving yards i denne sæson.

Green er både hurtig, smidig og har enormt stærke hænder, og derfor er han et stensikkert mål for Dalton. Sidste år greb Green for 964 yards og fire touchdowns, selvom han kun spillede 10 kampe.

Brandon LaFell er en solid possession receiver modsat Green, men han er generelt for ustabil i sit spil. LaFell kan den ene uge lave spektakulære ting for så at tabe flere lette bolde i den næste kamp. Sidste sæson greb han seks touchdowns og for 862 yards.

Bengals har fået masser af fart ved at drafte John Ross i første runde af årets draft. Ross satte i februar rekord med en tid på 4,22 sekunder på 40-yard distancen ved Scouting Combine, og der er ikke mange – hvis nogen – der kan følge med ham, når han sætter i højeste gear. Den tidligere Washington-receiver er spinkelt bygget, og der er en risiko for skader på den konto, men han giver Bengals’ angreb en helt ny dimension.

Tyler Boyd er i sit tredje år, men han har endnu ikke vist det helt store. Cody Core, Josh Malone og Alex Erickson kan alle få en plads i truppen.

Bengals kan glæde sig over, at tight end Tyler Eifert er tilbage ovenpå en alvorlig rygskade og -operation. Sidste år spillede Eifert kun otte kampe, og han var stærkt savnet specielt i red zone, hvor han i 2015 scorede størstedelen af sine 13 touchdowns.

Eifert giver Bengals en stærk pass catcher ned gennem midten, og den 6’6 og 255 pund store tight end er også en dygtig blocker på linjen. Tyler Kroft og C.J. Uzomah er god dybde.

Bengals’ løbeangreb skuffede sidste år og snittede samlet set kun 4,0 yards pr. carry. Jeremy Hill løb 222 gange for 839 yards (3,8 yards i snit) og scorede ni touchdowns, men hans manglende evne til at skabe noget på egen hånd var åbenlys.

Hill vender tilbage som starter men vil blive presset af rookie Joe Mixon, som Bengals valgte i anden runde af årets draft. Mixon er et kæmpe talent, der i sin sidste college sæson snittede syv yards pr. carry, og han er en sand “three down”-back, der både kan løbe og gribe. Gio Bernard rev korsbåndet over i november men er tilbage og vil også få sine carries og catches.

Den offensive linje har mistet erfarne Andrew Whitworth, der er taget til Los Angeles Rams, og det efterlader et stort hul på venstre tackle.  Cedric Ogbuehi overtager jobbet, men han har på grund af skader og svagt spil intet vist, siden Bengals valgte ham i første runde af 2015-draften.

Jake Fisher starter på højre tackle, men han kan let blive flyttet til modsatte side, hvis det kikser med Ogbuehi. Andre Smith er reserve for de to tackles, men han starter som udgangspunkt på højre guard efter tabet af Kevin Zeitler til rivalerne fra Cleveland Browns.

På den anden guard-position er Clint Boling en solid starter, mens Russell Bodine sidder på center-jobbet. Trey Hopkins, Eric Winston og Christian Westerman kæmper om et par pladser i truppen.

Forsvaret

For andet år i træk rangerede Bengals’ forsvar i 2016 i top 10 i tilladte point. Og langt de fleste startere vender tilbage.

På den defensive linje er nose tackle Domata Peko taget til Denver Broncos, og ny starter er den 6’1 og 325 pund store Andrew Billings. Det er et åbent spørgsmål, hvad Billings kan, idet han missede hele sin rookie sæson med en knæskade. Ved hans side er Geno Atkins en kaosskabende 3-tech tackle, der har lavet 20 sacks! i de seneste to sæsoner. Pat Sims og Ryan Glasgow er de umiddelbare reserver.

På flanken er Michael Johnson og Carlos Dunlap et par rutinerede defensive ends. Ingen af de to her exceptionelle pass rushers, men de skal nok få lavet en 20 sacks til sammen. Rookie Jordan Willis og Wallace Gilberry udgør dybden på defensive end.

Weak side linebacker Vontaze Burfict er den store stjerne på forsvaret og ham, der sætter tonen. Burfict er en fremragende sidelinje-til-sidelinje linebacker, der uddeler hårde hits og går lige til grænsen – og nogle gange lidt over.

Burficts aggressive spillestil har tidligere kostet dyrt for Bengals, og linebackeren er suspenderet i de første tre kampe af sæsonen på grund af et voldsomt hit i preseason.

I midten er Kevin Minter kommet til fra Arizona Cardinals på en etårig aftale. Han kan spille alle tre downs og skubber Vincent Rey ud på bænken. Rey vil dog starte, så længe Burfict er i karantæne. Nick Vigil var overmatched som rookie, men han får chancen som starter på strong side. Vigil er en alsidig type, der var enormt produktiv i college, og han har vist gode takter i offseason.

Den fjerderundevalgte rookie, Carl Lawson, er en interessant spiller, der vil få masser af chancer i sit første år både som off the ball-linebacker og pass rusher med hånden i jorden.

Bengals har en virkelig god gruppe af cornerbacks og tillod sidste år en passer rating på blot 83.1 point (femtebedst i NFL).

Adam Jones er en meget erfaren starter, men han er i karantæne i sæsonens første kampe. Når han vender tilbage, kan Bengals dog mønstre en på papiret rigtig stærk kvartet af tidligere førsterundevalg.

Dre’ Kirkpatrick har fået forlænget sin kontrakt med fem sæsoner, og han er nu en nøglespiller på det bageste forsvar. Han kan dække modstandernes receivers en-mod-en ned ad banen.

To andre førsterundevalg, Darqueze Denard (2014) og William Jackson III (2016) skal begge træde i karakter i denne sæson. Denard har skuffet i sine første tre sæsoner, mens Jackson III missede hele sin rookie sæson på grund af en skade. Begge er uerfarne men deres potentiale er stort, og de kan få et gennembrud i denne sæson.

Bengals er hårdt ramt på safety-positionen, hvor Shaun Williams næppe bliver klar til sæsonstart på grund af en albueskade. Den anden starter, George Iloka, har døjet med en knæskade i det meste af august, men han forventes at blive klar til sæsonstart. Josh Shaw startede 12 kampe sidste år og vil se flere snaps på safety.

Special teams

Bengals’ special teams-enhed tog et skridt tilbage sidste år, og en del af forklaringen var kicker Mike Nugent. Han missede seks af 29 field goal-forsøg og seks ekstra point, og derfor vender han ikke tilbage i år. I stedet kæmper rookie Jake Elliott med veteranen Randy Bullock om jobbet som Bengals’ sparker. Punter Kevin Huber er solid uden at være speciel på nogen områder. Wide receiver Alex Erickson er Bengals’ kick off-returner, og det kan sikre ham en plads i truppen. Ellers vil Mixon få chancen. Adam Jones har i mange år været en giftig punt returner.

Alt i alt

Der er mange ting, der taler for, at Cincinnati Bengals når tilbage i slutspillet i år. Angrebet, der sidste år var den store akilleshæl, er blevet styrket med flere playmakers, og derfor bør Bengals pointmæssigt kunne følge med de fleste hold. Forsvaret er stadig godt, og kan det matche niveauet fra anden halvdel af sæsonen, kan enheden blive dominerende. Sidste år var Bengals 1-5-1 i kampe, der blev afgjort inden for fem point, så hvis blot halvdelen af de kampe bliver vundet i år, er slutspillet klart inden for rækkevidde.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *