NFL preview 2017: Buffalo Bills

Slutspilstørken plager fortsat Buffalo Bills, der i 2016 missede de sjove januar-kampe for 17. sæson i træk.

Vi skal helt tilbage til 1999 for at finde den seneste sæson med Bills i slutspillet, og dermed er New York-holdet suverænt det hold, der har måttet undvære slutspil længst tid.

Ansættelsen af Rex Ryan i 2015 var ikke den store succes. Selvom Ryan gjorde det hæderligt i sin første sæson, så blev det kun til 15 sejre i 31 kampe.

Forsvaret, der var Ryans spidskompetence, var middelmådigt, og det rangerede i begge sæsoner blot som det 19. bedste i antal tilladte point.

Det hele faldt fra hinanden sidste år, og det kostede i december Ryan jobbet.

Ny cheftræner er Sean McDermott, der kommer fra Carolina Panthers. McDermott har aldrig tidligere været head coach, men han havde stor succes som defensiv koordinator for Panthers fra 2011 til 2016.

I de sidste fem sæsoner sluttede hans forsvar i top 10, hvert eneste år, og Bills skifter nu tilbage til et 4-3 system.

Det vil bygge på McDermotts principper og blive ledet af den defensive koordinator Leslie Frazier. Det er et zone-baseret system med fokus på en aktiv defensiv linje og fysiske cornerbacks, der kan tackle.

I Rick Dennison har Bills desuden fået en meget erfaren offensiv koordinator. De seneste to sæsoner har Dennison kaldt spil for Denver Broncos, og han har tidligere været angrebschef for Broncos under Mike Shanahan og Houston Texans under Gary Kubiak.

Desuden var Dennison quarterbacks coach for Baltimore Ravens i 2014, hvor han blandt andet trænede Bills’ quarterback Tyrod Taylor. Dennison vil indføre et angrebssystem med fokus på at løbe bolden i et zone-blocking system, og der er grund til at tro, at Bills kan fortsætte med at rangere i den bedste halvdel – og måske top 10.

Angrebet

Til trods for masser af skriverier og rygter om udskiftning på quarterback-positionen, så er 27-årige Tyrod Taylor er fortsat Bills’ starter.

Tidligere i år fik han endda en ny toårig forlængelse, men reelt set er der kun tale om etårig aftale, da der ligger en option bonus i marts næste år, som Bills skal udbetale for at holde Taylor i truppen.

Derfor skal Taylor overbevise i år ovenpå en 2016-sæson, hvor han blot kastede for 3023 yards og 17 touchdowns i 15 kampe. Det nye system lægger vægt på play-action spil og masser af roll-outs, og det vil passe Taylor godt og give ham mulighed for at bruge sin mobilitet.

Hvis ikke Taylor hurtigt leverer varen, vil han blive presset af rookie Nathan Peterman, der har vundet jobbet som førstereserve over T.J. Yates.

I Sammy Watkins havde Taylor et af ligaens allerfarligste mål, men tidligt i august handlede Bills det tidligere førsterundevalg til Los Angeles Rams. Nu skal Taylor i stedet kaste bolde til Jordan Matthews, som er kommet til via en handel med Philadelphia Eagles.

Matthews er en stor, fysisk type, der primært har opereret fra slot-positionen og har haft en op-og-ned karriere hos Eagles. Sidste år greb Matthews for 804 yards og tre touchdowns, så han er langt fra den førstereceiver, som Watkins kunne være.

Veteranen Anquan Boldin er ligeledes ny mand i truppen, og han er også primært slot-receiver. Han giver Bills stensikre hænder på de korte ruter og i red zone. Rookie wide receiver Zay Jones er en spændende spiller, der greb 399 bolde i college – en rekord i NCAA Division I-regi.

På tight end er Charles Clay stadig førstevalg, men han har aldrig levet op til sin store 38 millioner dollars-kontrakt. Han vil blive presset af unge Nick O’Leary.

Bills’ angreb vil lægge vægt på at løbe bolden med veteranen LeSean McCoy. Den 29-årige McCoy løb sidste år for 1267 yards og scorede 13 touchdowns, og han er stadig typen, der kan skabe masser af yards ud af ingenting.

Hvordan han passer ind i Dennisons zonebaserede system, må tiden vise, men umiddelbart bør han være et godt fit. Samtidig forventes det, at McCoy kommer til blive endnu mere involveret som receiver, efter han sidste år greb 50 bolde for 356 yards. Den primære backup er Jonathan Williams, der er en anden, større fysisk type.

Uanset hvem der kommer til at løbe bolden, kommer det ofte til at ske bag fullback Patrick DiMarco, der er kommet til fra Atlanta Falcons. Han er en af ligaens bedste blockers.

Den offensive linje er et svagt punkt for Bills. Venstre tackle Cordy Glenn er fremragende, når han er skadesfri, men han har længe døjet med en fodskade. Spørgsmålet er, hvor effektiv han er. Venstre guard Richie Incognito er en stor, fysisk type, der er bedre som power-blocker end i et zone-system.

Center Eric Woods missede syv kampe i 2016 på grund af et brækket ben men er normalt en glimrende styrmand i midten. På højre side er der åben kamp på guard (John Miller/Vladimir Ducasse) og tackle (Jordan Mills/Dion Dawkins), så her er der fortsat en del usikkerhed. Alt i alt er der flere spørgsmål end svar på linjen her få uger før sæsonstart.

Forsvaret

Den defensive linje spiller en stor rolle i McDermotts system, og han kræver, at den jagter bolden spil efter spil. Efter to sæsoner med Rex Ryans 3-4 system, går Bills nu igen tilbage til fire down linemen.

Det vil hjælpe spillere som Jerry Hughes, der var defensive end i college men har spillet ude af position de seneste sæsoner. Hughes har kun lavet 11 sacks i 2015 og 2016 men får nu en bedre chance for at gå efter quarterbacken. Modsat starter førsterundevalget fra 2016, Shaq Lawson, der fik rookie sæsonen spoleret af skader og kun lavede to sacks. Eddie Yarbrough er en interessant reserve for de to defensive ends.

I midten danner Marcel Dareus og Kyle Williams fortsat en af NFL’s bedste tandem. Dareus er en stærk all-round tackle, der kan skabe et hurtigt pres på indersiden og samtidig er stærk nok til at holde offensive linemens væk i løbespillet, mens den 34-årige Williams stadig er en virkelig god run-stopper. Jerel Worthy er den primære reserve for de to.

Linebacker-gruppen består af flere spillere med meget begrænset startererfaring, og det er helt klart forsvarets svage punkt. 32-årige Lorenzo Alexander skal spille traditionel strong side, efter han fik sit store gennembrud sidste år som outside linebacker, og det bliver svært for ham at leve op til sidste års produktion.

I midten er Preston Brown udset til at starte, men han mangler den fart, som McDermott søger i sin midtermand. Sidste års andenrundevalg, Reggie Ragland, har skuffet i training camp og er lige nu degraderet til tredjeholdet. Derfor er Gerald Hodges primær reserve.

Ramon Humber får efter ni år som backup og special teamer, chancen som starter på weak side. Heller ikke en ideel løsning. Bills kan håbe på, at unge talenter som Tanner Valejo og Matt Milano kan tage det næste skridt.

Det bageste forsvar har sagt farvel til superstjernen, cornerback Stephon Gilmore, og det efterlader et stort hul. Det samme gør tabet af Ronald Darby, der blev sendt til Eagles i forbindelse med Matthews-handlen.

Godt nok kræver McDermotts system ikke deciderede “shutdown”-cornerbacks men positionen er stadig vital for forsvarets succes.

Førsterundevalget fra i år, Tre’Davious White, vil få chancen fra start, og han har haft en rigtig god training camp. Om han er helt klar til en prominent rolle må tiden vise.

E.J. Gaines er hentet hos Rams via Watkins-handlen, og han vil som minimum blive brugt i slot-positionen. Kevon Seymour og Shareece Wright er de næste i rækken af cornerbacks, der vil kæmpe om spilletid som starter modsat White.

På safety har Bills hentet to nye startere i free agency. Micah Hyde har fået en stor, femårig aftale til 30 millioner dollars, og han vil starte på strong safety. På free safety har Bills taget chancen på Jordan Poyer, der er kommet til fra Browns, hvor han i fire sæsoner kun startede et par håndfulde kampe. Shamiel Gary er et navn, der er værd at holde øje med.

Special teams

Efter fire sæsoner med Dan Carpenter har Bills skiftet ud på kicker-positionen og hentet Steven Hauschka i Seattle Seahawks. Hauschka har fået en treårig aftale til ni millioner dollars, og det er gode penge for en kicker. I seks sæsoner hos Seahawks var Hauschka ganske solid på field goals, dog skuffede han dog noget sidste år, hvor han blandt andet fik blokeret fem ekstra point.

Punter Colton Smith havde også en skidt 2016-sæson, og han vil blive presset af rookie Austin Rekhow.

Wide receiver Brandon Tate tjener sin plads i truppen som holdets returner. Tate er bedst på kick off-returns, og Bills kan overveje at bruge Micah Hyde som punt returner, hvis Tate ikke overbeviser. Taiwan Jones kan få en plads i truppen på grund af sine return-evner.

Alt i alt

Sidste år vandt Bills syv kampe, men det bliver svært at matche i år. Uden Watkins mangler angrebet en farlig mand ned ad banen, og der er store spørgsmålstegn ved den offensive linje. Forsvaret er stærkt oppe foran, men linebacker-gruppen er svag, og der er skiftet ud på fire nøglepositioner i Bills’ secondary. Fem-seks sejre er et realistisk bud for Bills, der igen må se langt efter slutspillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *