NFL på Zulu: End of Game

Tirsdag den 11. april sidste år dumpede der en mail ind i indbakken hos TV 2s NFL-redaktør, Mads Kruse.

En mail, der bød på en nyhed af en sådan karat, at den i flere måneder efter stadig sendte chokbølger gennem den danske NFL-verden.

Mailen var fra TV 2 Sportens souschef Flemming Meier, der er manden, som forhandler rettighederne på plads for sportsafdelingen på tv-stationen. Mads Kruse førte musen over på linket og klikkede sig ind på e-mailens tekst, og allerede, da han læste de første linier, stod det klart, at Flemming Meier ikke havde sendt godt nyt. Tværtimod.
– For at gøre en lang historie kort: Viasat overtager rettighederne til NFL fra og med næste sæson. Det vil sige fra efteråret 2007, lød de indledende ord fra chefen.

Med de ord var nedtællingen med ét begyndt. Konkurrenten Viasat havde til alles overraskelse sikret sig de eksklusive, dansksprogede rettigheder til NFL frem til 2012, der dermed var på vej ud af TV 2 Zulus hænder.
– Selvfølgelig var jeg skuffet, det var jeg helt sikkert. Men jeg ved også, at tingene desværre hurtigt kan skifte i tv-verdenen, siger en afklaret Mads Kruse om øjeblikket, da han læste nyheden.

To af ”NFL på Zulus” fire værter, Jimmy Bøjgaard og Claus Elming, blev også dybt skuffede, da de modtog nyheden.
– Det var underligt. Jeg blev ked af det på mange forskelliges vegne: På TV 2s vegne, på egne vegne, på footballs vegne, mens mest af alt på vores seeres vegne. Vi har fået den ultimative opbakning, så jeg er ufatteligt ked af, at vi ikke kan blive ved med at give noget igen til alle dem, der har sat pris på det, fortæller Jimmy Bøjgaard.

Da Claus Elming fik nyheden via en mail, troede han først, at det var en joke, og først dagen efter, at han havde læst mailen, trængte det for alvor dybt ind i hans hjerte, hvad det rent faktisk betød.
– Der blev jeg både sur, skuffet og ked af det, husker han.

Koks hos NFL kostede
I dag – ni måneder efter, at nyheden slap ud til offentligheden – er de på Kvægtorvet i Odense stadig forundrede over det forløb, der betød, at konkurrenten kunne løbe med de rettigheder, som TV 2 Zulu så gerne ville have beholdt.

Hvert år i oktober mødes ledende folk fra TV 2 Sporten nemlig i Monaco med repræsentanter fra NFL på sportsrettighedsmessen, Sportel. Og den stående aftale med NFL var, at TV 2 Sportens aftale med det amerikanske forbund skulle forlænges i oktober 2006.
– Men pludselig i april offentliggør Viasat så, at de har overtaget rettighederne, uden at vi har hørt noget, forklarer Mads Kruse.

TV 2s mundtlige aftale var indgået med en kvindelig kontaktperson i NFL, som tv-stationen i flere år har forhandlet med, og som har ansvaret for de europæiske arvtagere af rettighederne.

Det viste sig, at Viasat havde forhandlet deres aftale på plads med NFLs Vice President of International Sales i NFL, der er den kvindelige kontaktpersons overordnede. Han havde lavet en formel aftale med Viasat uden først at cleare det med TV 2s kvindelige kontaktperson, og derved havde han solgt rettighederne til Viasat, uden at TV 2 kunne gøre nogen indvendinger. Sådan noget sker i et så stort hus som NFL, der har så mange sælgere.
– Det er en fuldstændig tåbelig fejl i mine øjne, siger Jimmy Bøjgaard.

Claus Elming ser tabet af rettighederne fra to sider.
– På den ene side er det utrolig bittert, og jeg er meget, meget skuffet over, at det ikke lykkedes os at fastholde rettighederne. På den anden side er det imponerende, at vi på syv år har taget det der lille frø og gjort det til en rose, der er så attraktiv, at der er nogen, der vælger at tage den fra os, mener han.

Et vedmodigt farvel
TV 2 og Viasat har netop indledt et samarbejde omkring to nye sportskanaler, og derfor kan det betyde, at NFL – i en eller anden form – fortsætter i TV 2s regi. Men i givet fald er det langt fra sikkert, at det bliver på samme måde, som danske seere i dag kender transmissionerne, og det bliver heller ikke med Claus Elming som kommentator, da han den 1. marts stopper på TV 2.

Derfor bliver Super Bowl XLI natten til den 5. februar efter alt at dømme den sidste kamp med ”NFLming” og ”Falkeøje” bag mikrofonen. Paradoksalt nok bliver den kamp spillet i Miami, hvor de to i januar 1999 for første gang kommenterede en kamp sammen – nemlig Super Bowl XXXIII mellem Atlanta Falcons og Denver Broncos.
– Jeg tror, at der kommer en eller anden reaktion. Om vi ligefrem kommer til at tudbrøle, det ved jeg ikke, men det bliver i hvert fald vemodigt, forudser Jimmy Bøjgaard.

Han tror også, at han den nat vil lave ”danmarkshistoriens længste nedlæg”, det vil sige de længste afsluttende ord, inden transmissionen slutter.
– Jeg ved ikke, om det lykkes mig at sige farvel, for man ved, at når man afslutter, så er det slut. Det bliver specielt, det må jeg indrømme, siger han.

Claus Elming vil forsøge at gøre afskedskampen så normal som mulig.
– Jeg kommenterer den fuldstændigt, som jeg kommenterer alle andre fodboldkampe. Men indvendig græder jeg, forklarer han.

Vemodet skyldes ikke mindst, at holdet bag NFL-redaktionen kan se tilbage på en fantastisk tid, der bød på masser af store oplevelser, uforglemmelige øjeblikke og ikke mindst en hel særlig ånd.
– Vi har jo haft en lidt hemmelig klub. Når de andre begyndte at møde ind til morgen-nyhederne, kom vi gående ned af midtergangen på Kvægtorvet i vores football-trøjer kastende med en football, fordi vi stadig var så gearede op efter en god afslutning på en kamp, fortæller Mads Kruse.

Større end OL og VM
Han har været til blandt andet OL, VM i fodbold, Le Mans, Wimbledon og Tour de France. Men intet kan måle sig med ”NFL på Zulu”.
– Der er ikke noget, jeg ikke har prøvet. Men alligevel har det været denne skrabede, ”low-budget”, hemmelige klub, der måske står som det største, siger han.

For Claus Elming har de syv sæsoner haft en kæmpe betydning. Hans liv har ganske enkelt ændret sig markant, efter at han satte sig på kommentatorstolen. For syv år siden arbejdede han i et softwarefirma. Nu er han vært på ”NFL på Zulu” og var sidste år vært på seermagneten, ”Vild med Dans”.
– Jeg er gået fra at være marketingschef i et softwarefirma til at være vært i Danmarks største underholdningsprogram. Det er da for sindssygt. Det er da helt fantastisk, siger Claus Elming.

Der går dog lidt tid endnu, inden Claus Elming og resten af redaktionen for alvor har tid til at sætte sig ned og tænke tilbage på tiden med ”NFL på Zulu”. For der er flere kampe, der skal kommenteres – herunder en Super Bowl.

Men når de sidste kampe er kommenteret, når det sidste ”skralderbang” på Zulu er sendt ud i stuerne, når det sidste touchdown-løb har krydset målstregen, og når makkerparret Elming og Bøjgaard for sidste gang har drillet hinanden, er det slut.

For så vil ”NFL på Zulu” være fortid. Et program, der opnåede kultstatus, der fik en ufattelig stor betydning for dansk-amerikansk fodbold, og som på den gode måde spolerede tusindvis af danskeres nattesøvn, vil herefter kun kunne tone frem på det indvendige fjernsyn.

Det gælder både for tusindvis af NFL-fans og redaktionen bag programmet. Herunder Jimmy Bøjgaard, der aldrig vil glemme de syv sæsoner:
– Det har været fantastisk at være med til, og det vil altid være en del af mig. Jeg vil se tilbage på de syv sæsoner som en epoke. Det er en speciel tid, som ikke kommer tilbage.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *