Football For Folket!

NFL Kick off! It’s football time!

NFL-sæsonen 2013 er i gang. Få her en fyldig optakt til alt dét, du bør vide om en usædvanlig sæson, hvor unge, super talentfulde quarterbacks og nye, strategiske innovationer sætter sit store præg.

NFL-sæsonen begynder midt i den gyldne æra for quarterbacks.

Måske aldrig nogensinde tidligere i NFL-historien har der på samme tid været så mange gode quarterbacks i ligaen, som der er netop nu.
– Vi er i lidt af et boom lige nu, siger den tidligere 49ers-quarterback, Steve Young.

På én og samme tid kan NFL byde på kommende Hall of Famers som Peyton Manning, Tom Brady og Aaron Rodgers, Super Bowl-vindere og stjerner som Drew Brees, Eli Manning, Ben Roethlisberger og Joe Flacco og unge supertalenter som Andrew Luck, Robert Griffin III, Colin Kaepernick og Russell Wilson. Og glem ikke etablerede gutter som Matt Ryan, Matthew Stafford, Matt Schaub, Tony Romo og Philip Rivers.

Det er – måske – den største overskrift for NFL-sæsonen anno 2013, der sparkes i gang klokken 2.30, natten til fredag.

De har masser af flair

For langt de fleste af de 32 NFL-hold er ret godt – eller ligefrem fantastisk – stillet på spillets vigtigste position. I 2012 startede 20 quarterbacks alle 16 kampe, hvilket er klart det højeste antal, siden NFL i 1978 overgik til det nuværende turneringsformat. Måske et tegn på, at quarterbacks i højere grad undgår skader i et spil, hvor de er bedre beskyttede af reglerne, men også et klart bevis på, at færre hold har behov for at bænke quarterbacken. For de er ret glade for ham.

Ligaen fik i de seneste to sæsoner en ordentlig indsprøjtning af unge, supertalentfulde passers, der imponerede i 2012, og som er nogle fremragende atleter.
– Hvad de unge quarterbacks mangler i erfaring, har de til gengæld i flair, siger 49ers’ quarterbacks coach, Geep Chryst, i et interview med Draftday.dk.

De unge quarterbacks er opvokset stående i ”spread”-angreb, kan hamre præcise projektiler ned af banen, men de kan også i flere tilfælde spæne af sted med bolden under armen for 30 yards.
– Der synes at være flere trusler på både kast og løb, end der har været tidligere, siger den forhenværende general manager for Cleveland Browns og nuværende direktør for Super Bowl-ugen, Phil Savage, til Draftday.dk.

”RG3”, Wilson og Kaepernick imponerede alle i 2012, og Colts’ Andrew Luck er så stort et talent, at han måske allerede i 2014 vil være den bedste af dem alle.
– Jeg tror, at han ét år fra nu vil være bedre end Brady og Manning, siger ESPNs Matt Williamson.

Nørderne er ellevilde
Med løb via ”read-options” angreb “RG3”, Kaepernick og Wilson i 2012 modstanderne, som de ofte stormede forbi på spektakulære løb. ”Read-options”, hvor quarterbacken i sidste splitsekund efter snappet enten afleverer bolden til running backen eller beholder den selv og løber med den, var i anden halvdel af 2012 ”talk of the NFL”. Det har det også været i denne offseason.

Og det bringer optaktshistorien videre til en anden af 2013-sæsonens store overskrifter.

For vi skal mange, mange år tilbage for at finde en sæson, hvor football-nørderne på forhånd har været så ellevilde. Der er ”The Perfect Storm” for fans, der elsker streger på en tavle og nørdede snakke om, hvorfor quarterbacken kaldte lige netop dét ”power sweep”, eller hvorfor linebackeren trak tilbage i den type zoneopdækning.

Den kommende sæson vil nemlig byde på mange, strategiske nyskabelser og en videreudvikling af en masse innovationer, der har taget ligaen med storm.
– Dette bliver den mest interessante sæson set fra et strategisk synspunkt, som vi har haft i min tid, i mine 35 år i NFL, siger den tidligere Colts-president, Bill Polian, til ESPN.

Alene ”read-option”-spillet har i de seneste måneder sendt NFL-trænere på besøg hos universiteter for at få kollegaerne i college football-verdenens bud på, hvordan man stopper ”option”-løbet. Forståeligt nok for løb på ”options” snittede i 2012 hele 5,95 yards pr. spil (almindelige løb snittede 4,3 yards). College-trænerne har i årevis angrebet med – eller har skullet forsvare ”read-options”, men det er først nu, at fænomenet for alvor har ramt NFL. Derfor har trænere fra skoler som Stanford, Wisconsin, Oklahoma State, Clemson, Alabama, Vanderbilt, BYU og Florida State været taget med på råd af NFL-kollegaerne.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar