Football For Folket!

NFL henter Gregg Williams til New York

Den tidligere New Orleans Saints og nuværende St. Louis Rams defensive koordinator Gregg Williams er blevet kaldt til New York af NFL, hvor han mandag skal tale med ligaens sikkerhedsrepræsentanter.

Ifølge ESPN skal Williams, der er en central hovedperson i “Bountygate”, mødes med Jeff Miller og Joe Hummel, og selvom dagsordenen ikke er kendt, så er det sandsynligt at mødet handler om nye oplysninger i skandalesagen om udbetaling af bonusser for voldsomme hits.

I weekenden kom det nemlig frem, at Williams angiveligt også drev et belønningssystem som defensiv koordinator hos Washington Redskins og som head coach for Buffalo Bills.

Da NFL i fredags offentliggjorde deres konklusion omkring New Orleans Saints’ ulovlige belønningssystem, sagde ligaen også, at de ikke kendte til at andre hold, der brugte et belønningssystem.

Så derfor skal Williams formentligt forklare, hvorfor han i første omgang ikke har fortalt NFL hele sandheden om sit brug af belønningssystemer.

Der er endnu ikke sat nogen dato på, hvornår Gregg Williams skal mødes med NFL-kommissær Roger Goodell, men det er ifølge ESPN muligt, at det også sker, mens forsvarstræneren er i New York.

Skriv et svar