Football For Folket!

2013 NFL Draft Preview: Outside linebackers

Draften byder på flere store talenter på outside linebacker-positionen. Blandt dem en potentielt ”ny Aldon Smith”, den bedste pass rusher i hele draften, en freak af en atlet og et ekstremt talentfuldt problembarn. Læs her om den interessante årgang med flere kommende NFL-profiler.

Bedste fysiske talent: Alec Ogletree, Georgia
Boom-or-bust: Alec Ogletree, Georgia
Sleeper: David Bass, Missouri Western State
Good guy: John Simon, Ohio
”Character issues”: Alec Ogletree, Georgia

NFL beder nu oftere og oftere outside linebackers om at kunne flere ting på én gang.

I en verden af ”hybrid”-linebackers, der som 49ers’ Aldon Smith både skal kunne angribe med knoen i jorden eller fra en totalt oprejst position, får de meget atletiske, men samtidig stærke outside linebackers den største opmærksomhed. Og i dag er ”tweener”-prædikatet derfor ikke nødvendigvis negativt, som det var for fem år siden.

Dette års outside linebacker-klasse byder netop på flere ”hybrid”-linebackers, der for nogle hold vil være defensive ends, for andre linebackers.

Den bedste af dem alle er Oregons Dion Jordan (6’6, 248), der af flere er blevet sammenlignet med netop Aldon Smith, og som både kan være en effektiv end eller linebacker i NFL.

Jordan blev brugt på mange forskellige måder af Chip Kelly hos The Ducks, og han har højden, kropsbygningen, pass rusher-armene (33 7/8 inches), de sublime atletiske evner og antrittet til at blive en farlig, frygtindgydende pass rusher i NFL, som Aldon Smith også er det.
– Når jeg ser Dion Jordan, ser jeg er en upoleret Aldon Smith, fortæller Mike Mayock fra NFL Network.

I 2007 var han udsat for en ulykke, da han blev tredjegradsforbrændt på 40 procent af kroppen i en gaseksplosion og tilbragte tre uger på sygehuset. Det er en del af fortællingen om Jordan.

Men fortællingen om ham er også, at han indledte karrieren som wide receiver og tight end, inden han som sophomore skiftede til forsvaret, og skiftet siger noget om, hvor fremragende en atlet, han er. Faktisk er han så hurtig og mobil, at Oregon ind i mellem brugte ham til at dække slot receivers, og ofte lod holdet ham dække op frem for at angribe quarterbacken. Det er en del af forklaringen på, at Jordan kun lavede fem sacks som senior.

Ved The Scouting Combine var han bedst blandt defensive ends i tre forskellige kategorier – 40 yard-øvelsen, short shuttle-øvelsen og broad jump. Han løb de 40 yards på superhutige 4,60 sekunder, som var hurtigere end flere wide receivers, running backs og tight ends tider.
– Han lignede en wide receiver ved The Scouting Combine. Han er meget smidig for en stor mand, mener NFL Films’ Greg Cosell.

Kritikere mener, at Jordan stadig er upoleret, mangler styrke, og at han er for ranglet og næsten for fit (fedtprocent på 3,8), hvilket kan betyde, at han trækker skader til sig. Han døjer med en skulderskade, der kostede to kampe i 2012, og som i februar krævede en operation efterfulgt af flere måneders pause.

Men potentialet er kæmpe, kæmpe stort, og Dion Jordan kan starte og blive en profil i NFL på flere forskellige positioner.
– Jordan har virkelig stjernepotentiale, mener NFL.com’s Gil Brandt.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar