NFL: 40 personer er afhørt i “Deflategate”-sagen

NFL har allerede foretaget 40 interviews i “Deflategate”-sagen, oplyste NFL fredag aften, hvor ligaen officielt fortalte, at den er i gang med en undersøgelse af sagen, hvor 11 af 12 bolde i AFC-finalen, som Patriots brugte, havde et for lavt og ulovligt lufttryk.

Undersøgelsen bliver ledet af NFLs executive vice president Jeff Pash og advokat Ted Wells, der også stod for undersøgelsen af påstået mobning hos Miami Dolphins i 2013.

Samtidig har NFL hyret et kriminalteknisk firma, der vil være med til at undersøge videomateriale og elektronisk data, der kan blive brugt i sagen.

Ifølge ESPN er ingen spiller endnu blevet afhørt, mens det især har været ansatte hos Patriots og folk fra andre hold, der har er blevet udspurgt.

NFL bekræfter samtidig, at 11 af 12 bolde havde et for lavt tryk, da de blev undersøgt i pausen af AFC-finalen.
– Spillereglerne skal beskytte fairness og integriteten i vores spil. Vi tager det meget alvorligt, at der er anklager om, at regler er blevet brudt, og vi vil til fulde undersøge denne sag uden kompromis eller forsinkelse, udtaler NFL.

Patriots’ ejer Robert Kraft skrev fredag i en pressemeddelelse, at holdet fuldt ud samarbejder med NFL.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *