Football For Folket!

NFL 2013: Jokeren og schweizerkniven

Tavon Austin som running back og Ray Rice som wide receiver. I NFL anno 2013 bryder angrebsspillerne alle konventioner og skifter mere end nogensinde position i jagten på den mest fordelagtige duel. For angrebene slår i disse år igen mod de stadig mere komplekse forsvar.

Jokeren. Schweizerkniven. Skakbrikken. F-receiveren.

NFLs mest trendy angrebsvåben netop nu har mange forskellige navne. Et våben, der kan ramme modstanderen præcist dér, hvor det gør allermest ondt. Dér, hvor forsvaret er allermest sårbart og ikke har noget modtræk.

For det er dét, som det moderne NFL-våben med de mange forskellige navne skal gøre: Vinde duellen i duellen.
– Selvom spillet har ændret sig meget over de sidste 30 år, gælder det stadig om at slå din direkte modstander. Én mod én, siger Pro Football Hall of Fame-receiveren James Lofton i et interview med Draftday.dk.

James Lofton har fulgt football tæt som først stjernespiller i NFL for Green Bay Packers og siden Los Angeles Raiders, Buffalo Bills og Philadelphia Eagles – og senere som assistenttræner for San Diego Chargers og Oakland Raiders.

Fra ni til 56 ruter
Da han var aktiv – og satte flere NFL-rekorder i en karriere, der strakte sig over 70’erne, 80’erne og 90’erne – vidste forsvaret, hvad det kunne forvente af de receivere, der var på banen.”X”-, ”Y”- og ”slot”-positionerne blev altid bemandet af samme tre spillere, der som regel stod samme sted.
– I mit rookie-år i 1978 havde vi et rutetræ med ni ruter, som receiverne løb. Da jeg var træner hos San Diego Chargers (fra 2002 til 2007, red.) var der 56 ruter, som alene receiveren på ydersiden skulle kende, fortæller han.

For i nutidens NFL er meget forandret.

Receiverne skifter plads, skal kende flere ruter og positioner, og samtidig skal de 32 forsvar nu også holde øje med en running back som Saints’ Darren Sproles, der pludselig sprinter til højre og bliver endnu en receiver – eller med en tight end som 49ers’ Vernon Davis, der ”splitter” ud mod siden som en wideout.
– Dette spil handler om evolution og om ikke at stå stille. Forandringer sker altid, siger James Lofton til Draftday.dk.

LÆS OGSÅ: NFL 2013: Tempo, tempo, tempo!

Og i en verden af ”spread-”angreb står NFL-holdene ikke sjældent med fire eller fem receivere på banen – i form af enten wide receivers, tight ends og running backs – der er mål for quarterbacken.
– Du forsøger i angrebet at finde fordelagtige dueller. Og det er sværere for forsvaret at forsvare sig, hvis du har fem receivere, der kan stille op overalt, fortæller NFL Films’ Greg Cosell til Draftday.dk.

Den retning ligaen vil gå i
Det bringer historien om NFLs nye receiver-revolution tilbage til indledningen. Tilbage til ordene ”jokeren”, ”schweizerkniven”, ”skakbrikken” og ”F-receiveren”.

For i NFL 2013 er den type spiller – med forskellige navne, men med samme altmuligmandsrolle – trendy. Overalt i NFL jagter holdene en spiller, der kan stille op på flere positioner. I det ene øjeblik er spilleren splittet ud som wide receiver. I det næste øjeblik står han tæt ved den offensive tackle som en ”slot receiver”. Og så står han øjeblikket senere bag quarterbacken som running back.

Flytbare brikker, der ikke kan fastlåses til én position, er ganske enkelt hotte som aldrig før.
– Det er virkelig den retning, som hele ligaen i 2013 vil gå i, siger den tidligere general manager hos Cleveland Browns og nuværende direktør for Senior Bowl-ugen, Phil Savage, til Draftday.dk.

Green Bay Packers’ tight end Jermichael Finley er et perfekt eksempel på en sådan joker.

I 2012-sæsonen stillede Finley ifølge Pro Football Focus i 52,7 procent af tiden op som en klassisk ”in line tight end”, men på hele 41,7 procent af alle snaps var han reelt en wide receiver på ydersiden, og stå stod han i 5,6 procent af tiden bag eller ved siden af Aaron Rodgers i Packers’ backfield, som var han en running back.

Finley var altså lidt af det hele. En altmuligmand.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar