Football For Folket!

NFL 2013: Cornerbacks size XXL

Høje, store cornerbacks hitter i disse år i NFL – og i denne offseason har flere forsvar tilføjet cornerbacks size ”XXL”. To af NFLs største og bedste cornerbacks fortæller til Draftday.dk om de fordele, som højden giver. Og læs også hvorfor 40 yard-tiden i dag betyder mindre.

Antonio Cromartie er ikke blot en Pro Bowler – og én af NFLs bedste forsvarsspillere.

Han er også én af de allerhøjeste cornerbacks i ligaen.

Med sine 6 fod 2 inches rager Jets-stjernen op på banen, når han i den kommende sæson står klar til at klistre sig til wide receivers som Dolphins’ Mike Wallace, Ravens’ Torrey Smith og Bengals’ A.J. Green.

Og Cromartie er helt klar over, at højden er en faktor. En faktor, der skræmmer.
– Når du står over for en receiver, der måler 5 fod 10 inches eller måske 5 fod 11 inches, og du er større end den fyr, kan du med din størrelse forsøge at skræmme ham, fortæller Cromartie i et interview med Draftday.dk.

Browner er endnu større
Den 29-årige spiller fra New York er ikke den allerhøjeste cornerback i NFL. Den status har en langlemmet fyr fra det nordvestlige USA.

Seattle Seahawks’ Brandon Browner er med sine 6 fod 4 inches nemlig helt unik i ligaen.
– Det er helt klart en fordel, jeg har, siger Browner til Draftday.dk.

LÆS MERE: NFL 2013: Luftkrigen

Browner, der efter europæiske mål topper 193 centimeter, og Cromartie, som er seks centimeter lavere, er med til at sætte en ny trend i NFL. For i disse år går ligaen højere på ydersiden.

Cornerbacks size XXL hitter som aldrig før.

I både 2011 og 2012 havde Seattle Seahawks succes med Browner og den selvsikre cornerback-kollega Richard Sherman på hele 6 fod 3 inches, der startede på ydersiden i ligaens måske bedste forsvar. De to har alene i de seneste to sæsoner interceptet 21 bolde og forsvaret hele 70 kast. Og i NFL – kendt som ”the copycat league” – forsøger andre hold at kopiere Seahawks’ defensive formel for succes.

Stadig flere NFL-hold jagter nu høje cornerbacks, som har størrelsen til at kæmpe mod de langlemmede wide receivers, som de står overfor.
– Du ser nu en trend, hvor holdene ser bort fra de mindre cornerbacks, fortæller NFL-journalisten Adam Caplan fra Sirius XM til Draftday.dk.

Flere store cornerbacks end nogensinde
Trenden er sneget stille og roligt ind på ligaen. Men sidste sæson viste tydeligt, i hvad retning, det – bogstaveligt talt – går med cornerbacks. Tal fra Pro Football Reference, som Draftday.dk har trukket, viser, at 42 af de cornerbacks, der startede mindst fire kampe i 2012-sæsonen, alle var over 6 fod. Det er det største antal med den højde siden i hvert fald NFL-sammenlægningen i 1970, som Draftday.dk’s undersøgelse går tilbage til.

I 2010 var der eksempelvis kun 32 cornerbacks med den størrelse, og antallet er fordoblet på tyve år, for i 1994-sæsonen var der kun 21 cornerbacks over de 6 fod. Og tilbage i 1970 var antallet 13 styk.

Og de høje cornerbacks er i høj kurs.

LÆS MERE: NFL 2013: Skyder pistolen stadig med skarpt?

I denne offseason har 14 NFL-hold – ifølge Draftday.dk’s gennemgang – enten signet eller valgt en cornerback i draften, der som minimum vil kandidere kraftigt til en plads i førstekæden. Og 11 af de 14 hold har tilføjet en sådan potentiel starter, der er minimum 6 fod.

Ikke nok med det: Som, det ser ud lige nu, vil opsigtsvækkende mange, meget høje cornerbacks starte, når sæsonen begynder til september. Hele ti cornerbacks på 6 fod 2 inches eller mere har sikret sig en plads i førstekæden, mens der ved udgangen af 2005-sæsonen – til sammenligning – kun var fire, startende cornerbacks, der havde den højde.

Dengang havde mange hold en maksimum-grænse for højden, fordi de mente, at giganterne kunne blive for store og for klodsede og ville være mere sårbare overfor skader.
– Den optimale højde er 5 fod 11 inches, mente Tennessee Titans’ daværende general manager, Floyd Reese, forud for 2006-draften.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar