Morten Andersens største Hall of Fame-chance

Truslen fra Vinatieri
Der er samtidig er andet, stort problem, der kommer stadig tættere på, og som også skader Andersens kandidatur.

Lige nu er Indianapolis Colts’ kicker Adam Vinatieri ved at sprænge alle rammer for, hvor god en kicker kan være i dét, der burde være karrierens efterår. I en alder af 43 år har Vinatieri ramt plet på alle 19 field goal-forsøg – herunder alle fem fra 50 yards eller mere – og de seneste tre sæsoner har Vinatieri samlet scoret på 74 af 77 af field goal-spark. Et helt vanvittigt højt tal, der har vakt opsigt – også blandt Hall of Fame-komitéens medlemmer.

Og i forvejen har Vinatieri leveret NFL-historiens to største spark, da han afgjorde Super Bowl 36 og Super Bowl 38 med sin højrefod. Sådanne spark kan Andersen ikke prale af, selvom han afgjorde NFC-finalen i 1999.
– Hvis de fik valget i dag, ved jeg, at de fleste vælgere ville vælge Vinatieri over Andersen, afslører Clark Judge over for Draftday.dk.

Samtidig nærmer Adam Vinatieri sig Morten Andersens store rekord som den mest scorende spiller i NFL-historien.

Forud for 11. spillerunde havde Vinatieri scoret i alt 2334 point, hvilket er tredjeflest nogensinde efter Gary Anderson (2344) og Morten Andersen (2544). Han er altså kun 210 point efter Andersen, og da han typisk scoret godt 100 point i en sæson, vil han formentlig kunne slå rekorden i 2018, hvis han stadig er aktiv til den tid. Han er ifølge holdkammeraterne fast besluttet på at tage rekorden, og som NFLs allerbedste kicker netop nu, er det svært at tro, at han ikke spiller om to år og snupper den.  

Hvis Vinatieri tager scoringsrekorden, vil det være et hårdt slag for Morten Andersens kandidatur og for de støtter, der mener, at NFL ikke bør holde historiens mest scorende spiller ude af Canton.

LÆS: Efter det sidste kick

Men uanset hvad vil vælgernes bevidsthed om, at Vinatieri om nogle år bliver valgbar (fem år efter karrierestoppet), potentielt betyde, at de ikke stemmer Andersen ind. For én – i nogles øjne – endnu bedre kicker kan altså være på vej.
– Andersen må banke den dør ned, før Vinatieri banker på den. Ellers er jeg bange for, at hans kandidatur vil blive overskygget af én, som vælgerne hellere foretrækker, siger Clark Judge.

Ira Miller mener til gengæld ikke, at Vinatieris karriere er et problem for Andersen.
– Folk bliver ved med at tale om Adam Vinatieri som om, at han er sikker på at komme i Hall of Fame, og han har lavet vigtige spark i Super Bowls. Men det bør ikke påvirke Morten Andersens kandidatur, at han spillede for en masse ikke-så-gode hold, der ikke kunne sætte ham i den position, siger han til Draftday.dk.

Andersen har brug for hjælp

Lørdag den 4. februar næste år vil Morten Andersens karriere og præstationer igen blive diskuteret, når Hall of Fame-komitéen er samlet for at vælge de nye medlemmer ind. Selvfølgelig forudsat at han er en finalist. Et medlemskab af Hall of Fame kræver, at 80 procent af vælgerne siger “ja” til ham.

Mens både Ira Miller og David Elfin vurderer, at den nu 56-årige NFL-pensionist er kommet tættere på det hellige NFL-land, mener Clark Judge, at Morten Andersens kandidatur er kørt fast.
– Han har været en finalist de sidste tre år, men er aldrig nået videre fra første udskillelse – fra 15 til 10 kandidater. Det fortæller mig, at ingen er varme på ham, forklarer han.

Han mener derfor, at den NFL-journalist, der får til opgave – foran de andre i mødelokalet – at tale Morten Andersens sag, skal gøre en afgørende forskel.
– Én eller anden skal give en mere overbevisende præsentation og give vælgerne noget andet, end det vi allerede har hørt. Ellers vil vælgerne fortsat stemme ham ned. De har brug for noget mere for at skubbe ham forrest i klassen, siger han til Draftday.dk.

Statistikken viser, at langt de fleste kandidater bliver valgt ind i de allerførste år, hvor de er finalister.

Der er lige nu 303 forskellige Hall of Famers, og kun 60 af dem blev valgt fjerde gang – eller senere – hvor de var finalist. Det svarer til 19 procent. I 2017 vil Morten Andersen netop for fjerde gang være finalist. Bliver han heller ikke valgt ind næste år, skal han altså håbe på et medlemskab i sit femte år som finalist. Men kun 14 procent er blevet valgt i Hall of Fame efter fem år som finalister.

Hvorfor er det interessant? Fordi der er fortilfælde, hvor spillere i årevis har været finalister med håbet om, at de en dag ville komme ind – blot for pludselig at forsvinde fra feltet.

Den tidligere guard hos Miami Dolphins, Bob Kuechenberg var finalist i otte sæsoner mellem 2002 og 2009, inden han ikke længere var i spil til Hall of Fame. En anden guard, Green Bay Packers’ Jerry Kramer, var finalist hele ti gange uden at blive valgt ind. Og defensive end L.C. Greenwood fra Pittsburgh Steelers’ berygtede ”Steel Curtain”-forsvar var finalist seks gange – uden nogensinde at få det længe ventede opkald om, at han nu var en Hall of Famer.

Moss, Lewis og Urlacher er på vej

Det betyder ikke, at Morten Andersen vil opleve samme skæbne – wide receiver Lynn Swann var finalist 14 gange, før han blev indlemmet i 2001 – men pointen er blot, at flere år som finalist ikke nødvendigvis forstærker kandidaturet.

For presset stiger samtidig fra nye kandidater. 2018-feltet bliver stærkt på førstegangs-kandidater med navne som Ray Lewis, Randy Moss, Brian Urlacher og Steve Hutchinson, og i 2019 bliver blandt andre Tony Gonzalez, Champ Bailey og Ed Reed valgbare. I 2020 dukker Troy Polamlu, Reggie Wayne og Patrick Willis op på stemmesedlen, og i 2021 kommer monsterfeltet med blandt andre Peyton Manning, Calvin Johnson, Charles Woodson og Jared Allen.

Derfor er 2017 – en mindre god årgang, hvad angår nye kandidater – formentlig Morten Andersens største chance i flere år.

Og står det til Ira Miller, er der før eller siden plads til danskeren i Hall of Fame.
– Han bør komme ind. Uanset om det er i år eller senere.

FAKTA: MORTEN ANDERSEN (født 19. august, 1960)
* I NFL fra 1982 til 2004 og igen fra 2006 til 2007
* Kicker hos Saints, Falcons, Giants, Chiefs, Vikings.
* Syv gange i Pro Bowl, seks gange All-Pro-valg
* Valgt til “Årtiets hold” for 1980’erne og 1990’erne
* Ejer NFL-rekorden for flest point i karrieren
* Ejer blandt andet også NFL-rekorden for flest field goals

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *