Football For Folket!

Mit liv som taberfan…

Jeg kan lige så godt sige det, som det er.

Er du relativt ny fan af vinderhold som Indianapolis Colts eller New England Patriots, der har domineret gennem de senere år, vil du næppe kunne forstå, hvad jeg nu fortæller.

Så vil du være lige så uforstående som forældrene til den ellers helt almindelige teenagesøn, der pludselig begynder at skifte frisure og påklædning, så han ligner forsangeren fra ”Tokio Hotel”. Eller lige så uforstående som hustruen gennem fire årtier til den 64-årige mand, som fra den ene dag til den anden vil skilles og skifte samlivet i parcelhuset i Brønderslev ud med en lejlighed i Pattaya, så han kan finde en ung thaipige at hygge sig med.

Du vil formentligt overhovedet ikke kunne sætte dig ind i, hvad jeg nu skriver om.

For denne kommentar er tilegnet alle de tilhængere af evige taberhold – som 49ers – som jeg ved er derude i det danske NFL-samfund. I vil formentligt kunne nikke genkendende til meget af det, jeg nu beskriver.

Morten A. var langt fra færdig
Da vi lavede vores brugerundersøgelse i sommer kunne vi i hvert fald konstatere, at alle 32 NFL-hold er repræsenteret blandt brugerne på Draftday.dk. Der er for eksempel mindst tre tilhængere af Detroit Lions, seks tilhængere af Cleveland Browns og syv tilhængere af Buffalo Bills. Og så er vi 31 hårdt prøvede fans, som stadig hepper på San Francisco 49ers, selvom vores elskede ‘Niners ikke har haft en “winning season” siden 2002-sæsonen.

Det var to år før, at Draftday.dk overhovedet blev grundlagt og fem år før, at Morten Andersen stoppede karrieren. Og det var året, hvor Rich Gannon blev kåret som NFLs MVP, hvor 25-årige Tom Brady var i sin første fulde sæson som starter, og hvor topvalget i draften var Texans’ nye stjernefrø David Carr.

Jep, det var tider dengang!

Og jeg tænker stadig ind i mellem tilbage på den forrygende januardag i 2003, hvor 49ers i wild card-runden leverede et fantastisk comeback mod New York Giants – det næststørste comeback i slutspillet (vi tabte så ugen efter…).

Men det er virkelig en kamp, jeg stadig mindes. Måske også fordi jeg ikke rigtigt har nogle positive minder fra tiden efter. Faktisk ikke ét eneste. For jeg kan ærligt talt ikke huske nogle store 49ers-øjeblikke fra de sidste syv ét halvt år. Det kan jeg virkelig ikke.

Jeg tror heller ikke, at 2010-sæsonen bliver mindeværdig på den rare måde. Søndag tabte 49ers for tredje kamp i træk og har nu indledt sæsonen med tre nederlag. Ligesom i øvrigt også vores venner hos Lions, Browns og Bills har det.

Ligeglad med nyt nederlag
Det er derfor, at jeg nu skriver nedenstående. Ord, som jeg i princippet kunne have skrevet i marts eller i juli – eller i august 2007. Jeg ved lige nøjagtigt, hvad der nu venter som fan af et hold, der endnu engang skuffer og taber flere kampe, end det vinder.

Forude venter for eksempel søndag aftener, hvor jeg i den første tid vil være lettere (hvis ikke meget…) irritabel, når modstanderen knæler som tegn på, at holdet har vundet – og 49ers (igen) har tabt.

Men jeg ved også, at den irritation på forskrækkende vis forsvinder. Når vi når hen til 15., 16. og 17. spillerunde, og 49ers for længst har udspillet sin rolle, begynder jeg at blive lidt ligeglad med endnu et nederlag.

Det er på det tidspunkt af sæsonen, at jeg kan tage mig selv i – via mit NFL Game Pass – at klikke over på den mere spændende Ravens-Bengals-kamp, se ti minutter i træk af den og misse det touchdown, som San Francisco lige har scoret og pyntet resultatet med. ”Pyt skidt med det”, tænker jeg så. ”49ers’ sæson er jo alligevel reelt slut”.

Allerede efter syv, otte eller ni spillerunder begynder jeg typisk at tænke på draften set med 49ers-briller.

Jeg fokuserer på de spændende talenter, som mit hold måske kan vælge. Og helt galt går det et par runder før den regulære sæsons afslutning. Jeg indrømmer gerne, at jeg dér holder skarpt øje med næste år “draft order”, der skifter udseende fra runde til runde. Og er forskellen mellem, om 49ers vælger som nummer syv eller 12, at holdet taber den sidste kamp i grundspillet, er det ærligt talt ikke sådan, at min aften er ødelagt, hvis San Francisco i sidste runde bliver kørt over af endnu en modstander.

For om ikke andet er bonussen ved endnu en skuffelse på banen, at vi kan vælge en mulig “franchise player” med syvendevalget…

Da 49ers kom til New York
Men én ting er de forudsigelige (og skræmmende!) taber-tanker, man helst ville være foruden som en ”die hard”-fan. Værre er det med de forventninger, der endnu engang ikke bliver indfriet.

Jeg er nemlig ikke bedre end andre fans af NFL-hold, som i princippet er helt lige, når sæsonen begynder. Så er der 16 kampe og et slutspil forude, hvor alle 32 hold kan gå hele vejen. Alle hold er i teorien lige gode, og alle fans bobler af optimisme og troen på favoritholdets evner.

Og forud for denne sæson var det ekstra sjovt at være 49er-tilhænger. Vi fik konstant at vide af eksperterne, at San Francisco var NFC Wests bedste hold, og at slutspillet nu omsider var forude. Crabtree, Davis, Gore, Willis, en mere komfortabel Alex Smith og en stærkere angrebslinje. 49ers havde det hele. Det var tid til en ”winning season”.

Men samtidig nagede fortidens skuffelser også i mig. Inderst inde turde jeg ikke rigtigt tro på det. For når man som jeg – og millioner af andre 49ers-fans verden over – gennem snart ti år er blevet skuffet igen, igen og igen, havde jeg svært ved <i>helt</i> at tro på profetierne.

Godt for det! For så blev jeg da ikke totalt skuffet, nu hvor 49ers har tabt tre kampe, hvor intet fungerer offensivt eller defensivt, og hvor vi igen er blandt ligaens svageste hold.

Og selv når jeg ind i mellem går lidt ud over det sædvanlige for at følge mit hold, er det en negativ omgang, jeg får smasket i ansigtet. For tre år siden var jeg i New York og så i den forbindelse 49ers komme til ”The Big Apple” for at møde Giants. Og det var bestemt en fed oplevelse.

Før kampen.

Hentede mad i anden halvleg
Jeg nød at opleve New York’ernes berømte ”tailgating party”, det var spændende at gå ind på det legendariske Giants Stadium, og i minutterne før kickoff på denne solrige efterårsdag var stemningen på stadion elektrisk.

Så begyndte kampen. På allerførste angrebsserie scorede New York touchdown. Ved pausen var Giants foran 19-7, sackede i hele opgøret 49ers’ svage quarterback Trent Dilfer seks gange og gav reelt mit hold en endefuld, der var langt større end 33-15-resultatet indikerede.

Det var ellers ”The Perfect Storm”. 49ers kom for første gang i fem år til New York, og dét mens jeg var der. Og suprise – så bliver 49ers smadret, og jeg ender med at bruge mere tid i anden halvleg på at hente mad og drikke og nærlæse programmet end på at se ydmygelserne inde på banen.

Sådanne ydmygelser har der siden været mange af foran tv’et eller computeren. Så sent som i søndags mod Chiefs kom én af de rigtigt slemme af slagsen. Og der kommer flere til. Det ved jeg. Jeg tør ikke tro på andet.

Det skal for en god ordens skyld siges, at jeg har holdt med 49ers i to årtier – også dengang, hvor de var ”Top of the Pops” i NFL. Jeg jublede for eksempel som sindssyg, da jeg på TV3 i januar 1995 så Young, Rice og Watters sikre mit hold Super Bowl-storsejren over Chargers.

Men det er desværre længe, længe siden. Og det kan jeg ikke bruge til en dyt nu, hvor jeg har opbygget en indvendig taberfan-natur, jeg ikke kan slippe af med.

I dag er 49ers et hold, der konstant fejler og skuffer, og som eksperterne hurtigt mister tiltroen til, så snart sæsonen er kommet i gang, og endnu et nederlag er på kontoen. Og fred være med det. Jeg har vænnet mig til det, som fans af andre evige tabere sikkert også har det. ”Det blev så heller ikke i denne sæson”, tænker jeg bare.

For uanset hvad ændrer det ikke ved, at jeg altid vil holde med mine elskede tabere.

I modgang og … i modgang.

Skriv et svar