Football For Folket!

Bøhmanden Los Angeles

Det er nu to 20 år siden, at den sidste NFL-kamp blev spillet i Los Angeles. Baseret på flere interviews med amerikanske kilder fortæller Draftday.dk her historien om, hvorfor NFL endnu ikke er vendt tilbage til USAs næststørste by. En historie om tomme trusler, manglende tiltro til Los Angeles’ fans og bøhmænd.

2500 par sko, 4,5 ton vægte, 300 kasser med fodbolde, 500 spilletrøjer, utallige stole, borde, computere og meget, meget andet.

De 18 lastbiler var pakket med alt, hvad et NFL-hold behøver, da de tidligt om morgenen den 23. juni 1995 gassede op og drog ud på den 3000 kilometer lange køretur fra 2327 Western Lincoln Avenue i Anaheim, Los Angeles.

Destinationen var St. Louis. Det nye hjem for football-flygtningene fra Rams.

Senere samme morgen underskrev ejeren af det andet Los Angeles-hold, Raiders, en erklæring om, at holdet ville forlade L.A. til fordel for Oakland, som holdet ellers var flyttet fra 13 år forinden. Men her havde den excentriske ejer Al Davis nu fået en fordelagtig 16-årig aftale med bystyret om at bruge The Oakland Coliseum som ny hjemmebane.

To markante begivenheder på samme dag, der for evigt forandrede football-landskabet i Los Angeles.

I disse uger er det 19 år siden, at NFL i Los Angeles reelt døde. Rams og Raiders kunne ikke lide en fremtid i ”Englenes by”, fordi de var utilfredse med deres daværende stadionaftaler, og de fløj derfor videre mod bedre himmelstrøg, da først stribevis af magtkampe, juridiske kontroverser og afgørende spørgsmål var afgjort.

NFL har ikke travlt

Det efterlod pludselig Los Angeles i 1995 uden ét eneste NFL-hold. Og dét, som de færreste dengang troede muligt, er i dag virkelighed: I nu to årtier har USAs næststørste by og verdens entertainment-metropol været uden et hold i verdens bedste football-liga.
– NFL synes bare ikke at have travlt med at komme dertil. Det er så underligt. Det er så stort et mediemarked. Det næststørste i USA. Alligevel tager ligaen sin tid, siger den erfarne NFL-journalist, Mike Freeman, der skriver for The Bleacher Report, til Draftday.dk.

Fortællingen om NFLs fravær i Los Angeles er en fortælling om uindfriede løfter, hårde kampe blandt entreprenør-milliardærer og en liga, der lover ét, men gør noget andet. Derfor vil mange indbyggere først se et hold spille en kamp i byen, inden de for alvor tror på, at et hold er kommet til L.A. Andre tror ikke længere på det.
– Jeg er personligt kommet til den konklusion, at jeg må affinde mig med, at NFL ikke kommer hertil, sagde byrådsmedlemmet Bernard Parks, der gennem flere år har kæmpet for at få NFL-football til Los Angeles, i maj til avisen The Buffalo News.

Men dette er også fortællingen om et NFL, der lever med – og måske endda lever endnu bedre med – at Los Angeles gang på gang bliver nævnt som en mulig destination for et hold, der måske er på vej væk fra egne rækker, uden at flyttebilerne siden kører af sted.

Som en ledig by på NFL-landkortet kan Los Angeles nemlig skræmme de lokalpolitikere i byer, der skal presses til at betale milliarder af skattekroner for nye stadions eller moderniseringer af gamle NFL-arenaer, som ligaen og det lokale hold kræver det. For ellers kan lokalholdet jo bare flytte til Los Angeles, som det indirekte eller ligefrem direkte antydes.
– Los Angeles er en fantastisk bøhmand til at skræmme lokalpolitikere med, siger journalisten og forfatteren Neil deMause, der har skrevet bogen ”Field of Schemes” om stadionbyggerier, i et interview med Draftday.dk.

Mere om det senere.

Houston overbød Los Angeles
Det er ellers ikke fordi, at et NFL-comeback til L.A. ikke flere gange har været oppe over. Siden Rams og Raiders i 1995 forlod den californiske metropol, har sammenlagt 17 forskellige NFL-hold været nævnt som mulige bejlere til byen i de mange artikler, som avisen The Los Angeles Times gennem årene har skrevet om emnet.
– Los Angeles har været den ene hovedrolleindehaver i dramaer om hold, der ville flytte eller truede med at flytte, siger Mike Freeman til Draftday.dk.

Første gang, at byen fik den rolle, var bare ni måneder efter, at Rams og Raiders havde sagt farvel.

I 1996 truede Seahawks’ daværende ejer, Ken Behring, nemlig med at flytte mandskabet fra Seattle til Los Angeles, og han gik endda så vidt som at bruge et kontor i Anaheim som opbevaring af en større mængde af holdets kontordele. De andre NFL-ejere rasede og ville ikke acceptere et exit fra Seattle, og Behring solgte siden Seahawks til Microsoft-grundlæggeren Paul Allen, der beholdt mandskabet i den nordvestamerikanske by.

I 1999 kom Los Angeles tættere end nogensinde på igen at have et NFL-hold. Ligaen blev udvidet til 32 hold, og det 32. hold gik reelt til L.A. Men NFL og Los Angeles kunne ikke blive enige omkring vilkårene for et ejerskab og et stadion, og i Houston overbød forretningsmanden Bob McNair herefter Los Angeles’ tilbud. Med den nette sum af 700 millioner dollars fik Houston det 32. NFL-hold i form af Texans.

De to episoder har været de mest markante tilfælde, hvor et hold var tæt på et L.A.-skifte. Dertil kommer alle de positive tilkendegivelser fra NFL-folket, som der har været gennem årene.

Som i 1997, hvor den daværende NFL-commissioner, Paul Tagliabue, sagde, at det var ”realistisk” at tro, at football ville vende tilbage til Los Angeles i 2001. Seks år efter den udmelding – i 2003 – sagde samme Tagliabue, at ligaen ”vil vende tilbage til Los Angeles. Og vi arbejder på at nå det mål”. Og i 2005 gik Tagliabue så vidt som at underskrive en hensigtserklæring med bystyret om at lade et hold spille i The Los Angeles Coliseum, som Raiders tidligere brugte som hjemmebase.
– Vi er ét, måske to-tre skridt tættere på, sagde Tagliabue om et potentielt comeback.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar