Football For Folket!

Krystalkuglen 2014: 10. spillerunde

13 kampe er på programmet i denne runde, og her får du mit bud på, hvem der vinder og taber.

9. spillerunde: 9-4
Efter 9 spillerunder:
 87-47 (64,9%)

Cincinnati Bengals – Cleveland Browns: 23-16
To virkelig dårlige løbeforsvar, og da Bengals har hjemmebane og det bedste løbeangreb, så vinder de slaget om Ohio.

Buffalo Bills – Kansas City Chiefs: 17-14
En svær og åben kamp, fordi begge hold er i god form. Chiefs er i mine øjne lidt stærkere, men Bills har haft friuge og har hjemmebane. I en så lige kamp går jeg med hjemmeholdet.

Detroit Lions – Miami Dolphins: 24-21
Dolphins’ forsvar spiller godt for tiden, men Lions har haft friuge, har ligaens bedste forsvar og får Calvin Johnson tilbage efter en skade. Jeg tror på løverne hjemme på Ford Field, men det bliver tæt.

Jacksonville Jaguars – Dallas Cowboys (i London): 20-27
Alt peger på at Romo spiller, og gør han det, så vinder Cowboys. De er stærkere end Jaguars, og kampen spilles på neutral grund, hvilket fjerner Jaguars’ eventuelle hjemmebanefordel.

New Orleans Saints – San Francisco 49ers: 27-16
Saints er uhyre stærke hjemme i SuperDome, og 49ers er i virkelig dårlig form. Den offensive linje har tilladt 14 sacks og har snittet 13,5 point de sidste to kampe. Saints vinder let.

Baltimore Ravens – Tennessee Titans: 23-13
Ravens fik en ordentlig øretæve af Steelers, men de rejser sig mod Titans. Mettenberger får det svært mod Baltimores komplekse forsvar, og Ravens angreb kan løbe over en svag Titans-defensiv.

New York Jets – Pittsburgh Steelers: 17-31
Jets har aldrig tabt ni kampe i træk, men det sker søndag, hvor Big Ben og hans brandvarme angreb vil kaste et skidt Jets-forsvar i sænk.

Tampa Bay Buccaneers – Atlanta Falcons: 16-20
Josh McCown er tilbage som starter, og sidst han havde den tjans blev Bucs lammetævet af netop Falcons. Det går lidt bedre i denne runde, men Bucs er stadig ikke gode nok til at slå et Falcons-hold, der har haft en tiltrængt friuge.

Oakland Raiders – Denver Broncos: 17-33
Broncos blev ydmyget på Gillette Stadium, men de finder tilbage på sporet mod Raiders. Jeg har svært ved at se, hvordan Oakland skal kunne følge med Mannings angrebsmaskine. Sidst Raiders vandt hjemme mod Broncos var i 2010, da Tim Tebow startede…

Arizona Cardinals – St. Louis Rams: 26-20
Rams holdt 49ers til 10 point, men Cardinals har et væsentligt bedre angreb. Palmer har mange mål, og forsvaret tillader 19,5 point – femte bedst i NFL. Jeg kan ikke se, at Rams har power nok til at overraske igen.

Seattle Seahawks – New York Giants: 24-17
Seahawks ved, at de skal give Lynch bolden for at være effektive på angrebet, og han har en god matchup mod Giants. Gæsterne tillader 4,4 yards pr. carry, så jeg regner med et Beast Mode-show og sikker hjemmesejr.

Green Bay Packers – Chicago Bears: 31-24
Et af NFL’s mest legendariske rivalopgør. Packers er ubesejret hjemme på Lambeau og kan for alvor hægte Bears af med en sejr. Chicagos forsvar er meget sårbare mod kast, og det er guf for Aaron Rodgers og the Cheeseheads.

Philadelphia Eagles – Carolina Panthers: 32-23
Mark Sanchez starter for Eagles, men jeg regner ikke med, at det betyder et større drop for Eagles’ angreb. Panthers har tilladt 30,7 point pr. kamp siden tredje spillerunde, så det bliver en sikker hjemmesejr. 

Skriv et svar