Football For Folket!

Kriminelt? Senatet går ind i Bountygate

Det amerikanske senat går nu ind i sagen om Bountygate, hvor New Orleans Saints onsdag fik nogle historisk store straffe.

Senator Richard Durbin (Demokraterne) siger, at han vil afholde en høring omkring ulovlige gevinster i sportsverdenen. Det skal undersøge om statens love omkring kriminel aktivitet også skal inkludere sådanne gevinst-systemer.

Durbins udmelding kommer dagen efter, at NFL tildelte Saints’ head coach Sean Payton, general manager Mickey Loomis, holdets tidligere defensive koordinator Gregg Williams og defensive assistent Joe Vitt lange karantæner, fordi holdet i tre år havde et internt gevinstsystem, hvor forsvarsspillerne kunne få penge for store hits på modstanderen.

Saints fik samtidig en bøde på 500.000 dollars og mistede to draft picks.
– Mange sportsgrene involverer menneskelig kontakt og har risikoen for alvorlige skader. Men når skaderne sker pr. design og bliver betalt for, har vi bevæget os forbi definitionen af sport, udtaler Durbin.

Repræsentanter for NFL, Major League Baseball, NHL, NBA og NCAA skal alle deltage i høringen.

Skriv et svar