Klar til hævnens kamp efter et “Godfather”-måltid

Morten Andersen havde sin helt egen måde at gøre de nye holdkammerater parate og ekstra opsatte til hævnens kamp: han inviterede dem på gourmetmad. Læs her historien om Morten Andersens første møde med New Orleans Saints, der netop havde fyret ham – fortalt af hans tidligere holdkammerat Lester Archambeau.

Lørdag den 16. september 1995. Defensive end Lester Archambeau og flere af Atlanta Falcons’ andre spillere sidder sammen på en restaurant i New Orleans og nyder et gourmet-måltid.
– Vi ankom til stedet, blev sat i et halvmørkt rum, og vi så aldrig menuen eller en regning. Men maden begyndte bare at blive serveret for os, fortæller Lester Archambeau her 22 år senere i et interview med Draftday.dk.

De er samlet af én særlig grund. Dagen efter skal Falcons møde Saints i The Louisiana Superdome, og holdet nye kicker, Morten Andersen, har her aftenen før kampen inviteret holdkammeraterne på sin yndlingsrestaurant i byen. Han betaler for al mad – holdkammeraterne skal bare nyde den og hygge sig.

LÆS: Morten Andersen fik kollega “anholdt” til Pro Bowl

Andersen har i de 13 år forinden udelukkende spillet for netop New Orleans Saints, hvor han var én af holdets største stjerner, men den 19. juli 1995 – dagen før training camp – fyrede Saints sensationelt deres dygtige kicker, efter at Andersen havde nægtet at gå 40 procent ned i løn.

Under 24 timer senere havde Andersen dog allerede en ny arbejdsgiver, efter at han signede med NFC West-rivalerne fra Atlanta Falcons, der ifølge den daværende head coach, June Jones, var “chokerede” over, at en spiller af Andersens kaliber pludselig var ledig på markedet. Holdet fyrede øjeblikkeligt dets egen, etablerede sparker, Norm Johnson, da de fik muligheden for at signe danskeren.

Som taget ud af en “Godfather”-film
Og små to måneder senere sidder en gruppe Falcons-spillere derfor på restauranten, mens de får serveret den ene gourmetret efter den anden. Morten Andersen, der stadig er fortørnet over fyringen, er opsat på at få hævn over sit gamle hold, og han vil derfor gøre det godt for holdkammeraterne her dagen før den første kamp mod Saints.
– For de fleste spillere er det en stor ting at spille mod dit gamle hold for første gang. Mortens tilgang til dét var at invitere flere af os på middag på hans yndlingsrestaurant, fortæller Lester Archambeau til Draftday.dk.

Han husker i dag middagen, som var det taget ud af en film, fordi spillerne sad helt alene og bare passede sig selv i et lokale i restauranten.
– Vi kunne ikke se, hvem der spiste ved siden af os, og de andre kunne ikke se os. Det kunne være taget ud af en “Godfather”-film. Det måltid summede af Mortens aura. Vi vidste, at vi sad sammen med en stor mand. Sandt eller ej – han lignede én, der ejede New Orleans, husker holdkammeraten.

LÆS: Morten Andersen: Det bliver stort og følelsesladet

Dagen efter tog Andersen den ultimative hævn, da han sparkede fire field goals mod sit gamle hold herunder en game-winner i overtid af 27-24-sejren. Og da Andersen og Atlanta tre måneder senere – den 10. december – tog imod Saints på hjemmebane, satte han en ny NFL-rekord ved at sparke tre field goals over 50 yards. Igen vandt Falcons – denne gang med 19-14.

Lester Archambeau husker i dag Morten Andersen som en meget “professionel” holdkammerat, der var en elitespiller og én af gutterne på holdet.
– Specialister kan nogle gange være lidt underlige, men Morten gjorde en stor indsats for at være en del af holdet, og han var virkelig en rigtig god holdkammerat, fortæller han.

Holy crap! Sker det her!?!
i januar 1999 stod Archambeau på sidelinjen, da Morten Andersen med sin venstre fod sparkede Atlanta Falcons i Super Bowl med et afgørende 38 yard- field goal i overtiden.

Archambeau, der havde lavet ét sack i kampen, var normalt en del af Falcons’ field goal-enhed, men havde undervejs i kampen brækket en tommeltot, og derfor kunne han følge sparket fra sidelinjen.
– Jeg var ikke i tvivl om, at “Mort” ville ramme plet, men jeg tænkte hele tiden “holy crap! Sker det her? Sker det her?”. Og personificeringen af sporten blev vist gennem den glæde, der eksploderede fra vores sidelinje, da han sparkede bolden mellem stængerne. Jeg kan end ikke huske, hvordan publikum reagerede, kun mine holdkammerater, fortæller han.

I dag arbejder Lester Archambeau for spillerforeningen NFLPA, og han glæder sig over, at hans gamle holdkammerat, som han spillede med i fem sæsoner, nu er i Hall of Fame.
– Hans indlemmelse er hårdt tjent og velfortjent. Jeg føler, at min karriere blev løftet af at spille med ham. Ikke i forhold til sejre og nederlag, men ved at dele banen med én af de største, der spillede dette spil, siger han til Draftday.dk.

Nb! Hele ugen frem mod lørdag, hvor Morten Andersen officielt bliver indlemmet i Pro Football Hall of Fame, bringer Draftday.dk historier om Andersen – fortalt af tidligere holdkammerater og NFL-folk, som vi har interviewet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *