Football For Folket!

Hvad tjener en typisk NFL-spiller?

Den typiske NFL-spiller tjente i 2014 færre penge end han gjorde tilbage i 2007, når man tager højde for udviklingen i inflationen. Det skriver Forbes.com.

Medianlønnen i NFL var i 2014 på $860.000, hvilket var 2,4 % mindre end i 2007. Til gengæld er den gennemsnitlige løn steget med 7,9 % i samme periode og var i 2014 hele $2,15 millioner. Det svarer til godt 14 millioner danske kroner.

Hvad er årsagen til, at medianspilleren tjener færre penge, mens den gennemsnitlige spillers indkomst bare stiger og stiger?

Svaret er enkelt: Stjernespillernes lønninger vokser markant i disse år, og så er der, grundet NFLs lønloft, færre penge tilovers til de øvrige spillere. Også selvom lønloftet faktisk bliver hævet løbende. Særligt quarterbacks er begyndt at få en større del af kagen, og alene i løbet af de sidste måneder har Russell Wilson, Ben Roethlisberger, Eli Manning, Philip Rivers og Cam Newton alle fået forlænget deres kontrakter. Og de står alle til at tjene mere end $20 millioner om året fremadrettet.

Hvis man tager de mere langsigtede briller på, så er dagens NFL-spillere dog fortsat relativt godt stillet rent lønmæssigt. Medianlønnen i NFL var i 1980 blot $50.000, mens den i 1985 var $160.000.

Sammenligner man i stedet med nutidens kollegaer i de andre, større amerikanske sportsligaer, så er historien en anden. Den gennemsnitlige løn blandt basketspillerne i NBA var i 2014 hele $4,9 millioner – mere end det dobbelte af gennemsnittet i NFL. Baseballspillerne i MLB tjente i gennemsnit $3,8 millioner, mens ishockeyspillerne i NHL måtte ‘nøjes’ med $2,6 millioner.

Skriv et svar