Football For Folket!

Franchise tag 2017 – se hvem der er blevet tagget

Flere hold har valgt at bruge deres 2017 franchise tag på at holde på en vigtig free agent. Her får du en oversigt over, hvem der er blevet “tagget”.

QB Kirk Cousins, Washington Redskins (exclusive)

“Tag!, I’m it!”, skrev Cousins tirsdag på Twitter. Og det er han så blevet for andet år i træk. Det betyder, at hans løn stiger til 23.94 millioner dollars, og beholder Redskins Cousins på en etårig aftale, har de så betalt flere end 42 millioner dollars over to sæsoner…

RB Le’Veon Bell, Pittsburgh Steelers (exclusive)

Steelers tager ingen chancer med den 25-årige Bell og har givet ham et exclusive franchise tag. Det koster 12,120 millioner dollars, og det betyder, at Bell ikke kan forhandle med andre hold. Bell var totalt dominerende i 12 kampe sidste år, og de sidste par sæsoner har han snittet mere end 140 yards pr. kamp.

DT Kawann Short, Carolina Panthers (non-exclusive)

Rygterne siger, at Short er på udkig efter en aftale til op mod 19 millioner dollars om året. For nu må han “nøjes” med 13,387 millioner dollars. Short er værdifuld for Panthers og spiller på et højt niveau, men han har mulighed for at forhandle med andre hold.

ED Melvin Ingram, Los Angeles Chargers (non-exclusive)

Chargers holder på Ingram på en etårig aftale til 14,550 millioner dollars. De to parter vil forsøge at lave en længerevarende aftale, men Ingram kan med et non-exclusive tag forhandle med andre interesserede hold.

ED Jason Pierre-Paul, New York Giants (non-exclusive)

Parterne er ifølge agent Doug Hendrickson ikke i nærheden af at lave en ny, lang aftale, så derfor får Pierre-Paul et franchise tag til 14,550 millioner dollars. Han lavede syv sacks og forcerede tre fumbles i blot 12 kampe sidste år. Giants-profilen kan forhandle med andre hold, men han vil koste to førsterundevalg for en eventuel bejler.

ED Chandler Jones, Arizona Cardinals (non-exclusive)

Cardinals’ ledelse har hele tiden fastholdt, at Jones ikke ville ramme det åbne marked. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, at Cardinals har franchised deres stærke pass rusher. Som outside linebacker vil Jones blive betalt 14,550 millioner dollars på den etårige aftale.

CB Trumaine Johnson, Los Angeles Rams (non-exclusive)

Det er andet år i træk, at Johnson får et franchise tag. Denne gang vil det koste Rams over 16,7 millioner dollars, hvilket faktisk gør Johnson til den bedst betalte cornerback i ligaen. Han bliver en vigtig brik i Wade Phillips system.

Læs også: Franchise tag- Sådan fungerer NFL’s tags

Skriv et svar