Falcons-eksperter: Andreas Knappe får ikke en plads i truppen

Danske Andreas Knappe er nu et “longshot” i forhold til at nå målet om en plads i Atlanta Falcons’ sæsontrup.

Sådan lyder det lørdag aften fra den førende Falcons-reporter, D. Orlando Ledbetter fra avisen The Atlanta Journal-Constitution, i et interview med Draftday.dk.

Kommentaren kommer efter, at Falcons i går signede den erfarne offensive tackle Austin Pasztor, der ser ud til at være en stærk swing tackle-kandidat – den reserveplads, som Andreas Knappe p.t. jagter for at blive indlemmet i Falcons’ 53-mand trup.
– Pasztor er nu favorit til at tage swing tackle-pladsen. Han er den eneste offensive tackle i truppen, der har NFL-starter-erfaring udover de to starters Jake Matthews og Ryan Schraeder. Knappe synes at være et longshot i forhold til at blive en del af 53 mand-truppen, fortæller D. Orlando Ledbetter til Draftday.dk.

6 fod 7 inches, 305 pund-store Austin Pasztor har spillet tre sæsoner hos Jacksonville Jaguars og to sæsoner hos Cleveland Browns, efter at han kom undrafted ind i NFL i 2012. Sidste år startede han 15 kampe som højre tackle hos Browns, og samlet har han startet 43 kampe i karrieren.

LÆS: Dansk NFL-historie: Andreas Knappe fik debut

Også David Choate, der er Falcons-ekspert hos sitet The Falcoholic, tror, at Andreas Knappes chancer for at få en plads i sæsontruppen nu er minimale.
– Desværre for Andreas Knappe ser jeg nu absolut Austin Pasztor som favorit til swing tackle-positionen. Jeg vil faktisk gå så vidt som at sige, at kun en virkelig forfærdelig præstation eller en skade vil skubbe ham ud af konkurrencen, siger han lørdag til Draftday.dk.

En tredje Falcons-insider Scott Carasik, der skriver for avisen The USA Todays’ Falcons-site, TheFalconsWire, vurderer også, at Pasztor nu er favorit til at tage swing tackle-jobbet.
– Knappe klarer nok ikke (cuttet) til en plads i 53 mand-truppen, lyder det fra ham til Draftday.dk.

Men alle tre vurderer, at Knappe til gengæld har en mulighed for at lande en plads i Falcons’ practice squad.
– Han bør med lethed lande på deres practice squad, mener Scott Carasik.

David Choate tror også, at Knappe har en god chance for en plads i “træningstruppen”.
– Han må stadig regnes for at være én af favoritterne til en sådan plads, men dette mindsker helt sikkert hans chancer for at blive hos Falcons i sidste ende, fortæller han til Draftday.dk.

Andreas Knappe blev i maj signet som en undrafted free agent af Atlanta Falcons og har siden kæmpet med tre andre offensive tackles om pladsen som swing tackle, inden Falcons altså vurderede, at der var behov udefra til den konkurrence. I den første preseason-kamp i sidste uge mod Miami var Knappe – i hans NFL-debut – kun på banen på 16 angrebsspil.

Søndag aften, dansk tid, spiller Falcons deres anden preseason-kamp ude mod Pittsburgh Steelers.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *