Football For Folket!

En verden af hemmeligheder

Hvordan skaffer de journalister, der dækker NFL, deres opsigtsvækkende historier og scoops fra anonyme kilder? Draftday.dk har spurgt en række NFL-journalister om jagten på hemmeligheder. Genlæs her vores historie.

Nb! Historien blev første gang bragt i 2007.

Historien om, at Brett Favre ville væk fra Green Bay, var endnu én i rækken.

For denne spektakulære historie, byggede – som så mange andre NFL-historier før den – på anonyme kilder. Det var ikke Green Bays ledelse, der i en pressemeddelelse fortalte omverdenen, at den 37-årige legende ville væk. Det var derimod kilder dybe inde i organisationen hos Packers, der hviskede Fox Sports’ journalist Jay Glazer i øret, at ”Kaptajn B” ønskede at forlade skuden.

Det var usædvanligt, at Favre krævede at blive byttet væk. Men det er ikke usædvanligt, at journalister bruger ”deep throats” – kilder i ligaen, som ikke vil kendes af omverdenen – når de skal bringe et ”scoop”.
– Det er tit den eneste måde at få de bedste og nyeste nyheder, som er selve avisens hjerteblod, siger Jason La Canfora, der er NFL-journalist hos The Washington Post, til Draftday.dk.

For der findes – ifølge en række amerikanske sportsjournalister, som Draftday.dk har interviewet – ikke en sportsliga i USA, der er så hemmelighedsfuld, som NFL. Kun meget få af de virkelige ”gode” historier bliver offentliggjort fra officielt hold.
– At få information i NFL er mere svært end at opsnuse det amerikanske forsvarsministeriums krigsplaner, fortæller NFL-journalist Kevin Acee fra The San Diego Union-Tribune til Draftday.dk.

Taler med især én kilde dagligt
I forsøget på at få svaret på, hvordan journalisterne bruger deres kilder, har Draftday.dk spurgt en håndfuld anerkendte, amerikanske sportsjournalister, der dækker NFL, om deres kildenet. Vi har således interviewet sportsjournalister fra San Diego til New York og fra San Francisco til Dallas.

Fælles for de adspurgte journalister er, at de hver især har mindst én væsentlig, anonym kilde, som de hyppigt kontakter – i de fleste tilfælde dagligt.
– Gennem sæsonen taler jeg med især én kilde stort set hver evig eneste dag, og uden for sæsonen taler jeg med ham minimum én gang om ugen. Men jeg har også tiltro til, at han vil ringe til mig, hvis noget stort sker. Mine andre kilder ringer jeg kun til, hvis jeg skal have bekræftet noget, eller hvis jeg fisker efter noget, siger Kevin Acee, der har San Diego Chargers som sit faste kerneområde.

Tony Pauline, der dækker NFL-draften for websitet Scout.com, fortæller, at han har en kilde, som han fra december og frem til draft day taler med fra én til fire gange om dagen, mens Mike Klis fra The Denver Post, der dækker Denver Broncos, har en kilde, han taler med tre gange om ugen.
– Men mange gange ”tørrer” en kilde ud forstået på den måde, at så snart de ser, hvor stor en betydning en historie har haft, så vælger de at blive tavse for en periode. Det er min erfaring, at det sker tit, fortæller Mike Klis til Draftday.dk

Disse kilder kender alle til fortrolige historier fra ligaen, som det i flere tilfælde ikke er meningen skal ud til offentligheden. Det kan være historien om en kontrovers mellem en spiller og en træner, historien om et holds interesse i en Pro Bowl-spiller, og så kan det være historien om, hvilken spiller et hold har tænkt sig at vælge på draft day.

Træner udfordrede til slagsmål
Sidstnævnte type historie opsnusede Jason La Canfora. Tirsdag den 24. april 2007 skrev La Canfora nemlig en artikel til The Washington Post, hvori han rapporterede, at kilder i Redskins’ organisation afslørede, at Redskins ville vælge LaRon Landry med sjettevalget i første runde af draften.

Fire dage senere valgte Redskins netop Landry – sådan som La Canfora havde erfaret.

Fra hvilken kilde i Redskins’ organisation, at Jason La Canfora helt præcist fik denne historie, vil han naturligvis ikke fortælle. Han konstaterer blot, at hans kildenet er så stort, at det er svært at give et tal på, hvor stort det rent faktisk er.
– Det består af mange nuværende og tidligere spillere, folk fra holdenes ledelser, folk fra lægestaben, agenter, trænere, tidligere trænere og slægtninge til spillere, fortæller han til Draftday.dk. Han taler dagligt med de kilder, han har mest tiltro til.

David White, der som journalist dækker Raiders for The San Francisco Chronicle, gjorde også nyttigt gavn af unavngivne kilder, da han først i december 2006 fortalte historien om, at Raiders’ special-teams coach Ted Daisher var kommet ud af kontrol på sidelinien under en kamp mod Houston, hvor Raiders’ special-teams-enhed lavede den ene dumme fejl efter den anden.

Daisher råbte af både en trænerkollega og de spillere, der kiggede på ham, og så udfordrede han flere til et slagsmål. David White fik siden historien fra en gruppe spillere, der alle var anonyme i selve artiklen.
– De bekræftede alle, hvad der var sket, men ingen turde stå frem med deres navn, fordi de var bange for at blive straffet af træneren. I det tilfælde lod jeg dem kalde ham et ”fjols”, fordi det viste læserne noget om, hvor omfattende et problem, det var, fortæller David White.

Men hvor lang tid kræver det journalisterne at skabe et så godt forhold til deres kilder, at kilderne i sidste ende er villige til at dele hemmeligheder, de absolut ikke måtte dele med andre?
– Nogle gang tager det dage, nogle gange uger, nogle gange måneder og endda nogle gange år. Det er en vedvarende proces, hvor man bygger et forhold og en tiltro til hinanden – og det går begge veje, siger Jason La Canfora.

Flere af journalisterne fortæller, at det ikke kun er dem, der får interessante historier. Det går også den anden vej rundt.
– Jeg forsøger at give mine kilder information fra rundt omkring i ligaen, som jeg har hørt. Der skal være en tosporet vej af information, for du kan ikke bare tage, tage, tage, siger Dallas Morning News’ sportsjournalist, Todd Archer, der dækker NFL og Cowboys, til Draftday.dk.

Vil ikke kende historien
Netop dette fortrolige samarbejde – journalist og kilde i mellem – er vigtig, når der skal deles hemmeligheder ud.
– Samlet set er dét at pleje disse forhold lige så vigtigt som alt andet, jeg gør. Folk i NFL kan være arrogante og paranoide, men de respekterer hårdt arbejde og en journalists viden, fortæller Kevin Acee.

Tony Pauline mærker tydeligt, at respekten for hans arbejde åbner døre til kilder, der er svære at få i tale. Han anses for at være en af de bedre ”draftniks”, der specialiserer sig i draften, og han bruger i timevis dagligt på at analysere college-spillere.

Han møder for eksempel sine kilder under The Senior Bowl-ugen i januar.
– Jeg har været i stand til at vinde mine kilders tillid, fordi de respekterer min viden. For når vi snakker, kan jeg tale med om en bestemt spillers styrker og svagheder, forklarer Tony Pauline.

Han fortæller, at han typisk spørger en kilde, der ønsker, at samtalen er ”off the record”, om det betyder, at kildens ord slet ikke må bruges i artiklen, eller om det betyder, at ordene må bruges, så længe kilden forbliver anonym.
– Jeg har været i flere situationer, hvor en god kilde har sagt: ”Jeg vil fortælle dig det her, men lad være med at bringe det.” Herefter har jeg svaret: ”Men så lad da være med at sige det!”. Jeg forklarer dem, at jeg så helst ikke vil vide, hvad de vil sige, for hvis denne information alligevel slipper ud til offentligheden, kan de i hvert fald ikke sige, at det var mig, den kom fra, fortæller han.

Men at bringe udsagn fra anonyme kilder er ikke bare noget, man gør. Efter flere uheldige sager, hvor disse unavngivne kilder ikke har talt sandt, har de amerikanske aviser i de senere år strammet politikken omkring brugen af kilder, der ikke vil stå frem.

Hører masser af rygter
Landets største avis, USA Today, bruger således i dag 75 procent færre unavngivne kilder end for tre år siden. Og de fleste andre aviser har en politik, der kræver, at journalisten altid skal bruge mindst to kilder i hver eneste artikel, og avisens chefredaktører skal kende den anonyme kildes identitet.
– Historien skal kunne bekræftes af flere kilder og mine redaktører er også med til at bestemme, hvad der kommer i, og hvad der ikke kommer i avisen. De træffer den afgørende beslutning, forklarer Jason La Canfora fra The Washington Post.

Og denne måde at behandle historierne på, sorterer det gode fra skidtet. For i en verden, der er fyldt med hemmeligheder og rygter, er det ikke alle kilder, der er lige pålidelige.

Derfor dropper alle journalister – med respekt for sig selv – ikke sjældent potentielt gode historier ganske enkelt fordi, de ikke holder.
– Det sker hele tiden. Jeg hører så meget, der kun er halvt sandt, og som i sidste ende ikke giver nogen mening at bringe i avisen. Men det er en del af jobbet, og du skal derfor være så grundig, som du overhovedet kan være, fortæller Jason La Canfora.

Taler de anonyme kilder derimod sandt, er de ikke sjældent journalistens bedste væbner, forklarer Jason La Canfora:
– Dét, som folk siger offentligt, er tit spinnet og rettet ind i forhold til holdets officielle holdning, men disse, samme personer kan være nogle uvurderlige kilder i det øjeblik, de ved, at de kan tale frit.

Skriv et svar