Football For Folket!

Draftday.dk lukker

Kære alle, 

Efter 14 fantastiske, oplevelsesrige og meget, meget spændende år har vi besluttet at lukke Draftday.dk.

Beslutningen har ikke været let at træffe, men vi kan desværre ikke længere holde det høje niveau for sitet, som vi ønsker og altid har stræbt efter.

Når familie, venner og job skal passes, er der ikke længere den tid, det overskud og de kræfter til at skrive om NFL og draften, som der var engang.

Og da vi ikke ønsker at gå for meget på kompromis med kvaliteten, er tiden kommet til at sige farvel.

En kæmpe, kæmpe tak!
Vi vil gerne benytte lejligheden til at sige mange tak til alle de folk, der har støttet Draftday.dk gennem årene, og som vi samarbejdet med.

Først og fremmest tak til jer læsere. Tak, tak, tak!

Uden jer, intet Draftday.dk. Flere af jer har været med siden, at sitet blev skabt i januar 2004, og vi er dybt taknemmelige for den enorme støtte, som vi har fået gennem de 14 år. 

Tusind, tusind tak for de mange mails, beskeder og kommentarer med ros, men også med konstruktiv kritik, som vi har modtaget, og som i høj grad har været med til at udvikle Draftday.dk.

Vi håber – i al beskedenhed – at vi med vores bidrag gennem de seneste 14 år har været med til at øge interessen for og kendskabet til amerikansk fodbold, NFL og draften i Danmark. Er det tilfældet, er vores mission lykkes.

Dernæst en kæmpe tak til de flere end 20 dygtige skribenter, som har skrevet for Draftday.dk. 

Tak for jeres enorme indsats, tak fordi I skrev på alle tider af døgnet – både nyheder, blogindlæg og længere artikler – og tak fordi I kom med spændende vinkler, idéer og input, der var med til at styrke sitet.

Tak fordi I altid stod klar til at bruge jeres football-aftener om søndagen på at skrive om de kampe, I skulle dække. Jeres indsats har været uvurderlig!

Også tak til de mange annoncører, der gennem årene har annonceret på Draftday.dk eller i vores online-udgivelser.

Og selvfølgelig også en stor tak til de medier, som vi har haft samarbejdsaftaler med, og som vi har leveret artikler til. Tak til TV 2/Sporten, Berlingske Media, Tipsbladet og Danske Spil fordi I troede på os, og fordi I gav os en stærk platform til at promovere vores artikler.

Skulle vi have glemt at takke nogen, så er det ikke bevidst. I har alle betydet meget for, at vi har kunnet udgive artikler i 14 år.

Hvad opnåede vi så?
Draftday.dk blev skabt i januar 2004 på et tidspunkt, da 26-årige Tom Brady og New England Patriots på vej mod deres anden Super Bowl-titel. Morten Andersen var samtidig i slutspillet med Kansas City Chiefs, 21-årige Terrell Suggs var netop blevet kåret til årets defensive rookie i NFL, og college-spillerne Eli Manning, Larry Fitzgerald og Ben Roethlisberger forberedte sig til draften.

Planen var dengang at skabe Danmarks første draft-site, men kun få måneder senere ændrede vi på utallige opfordringer fokus og omdannede sitet til også at dække NFL i alle årets 365 dage. 

Siden har vi haft utallige store oplevelser og fede øjeblikke med Draftday.dk – og vi har dækket 14 NFL-sæsoner og 14 draft-årgange, vi har skrevet om fantasy football, college football og endda også dækket high school football. I vores arkiv kan man således – blandt andet – finde artikler, hvor vi portrætterer high school-talenterne Adrian Peterson og Tim Tebow.

Vi har altid forsøgt at sætte barren meget, meget højt – og hele tiden forsøgt at øge kvaliteten af vores udgivelser samt at gøre brug af nye, digitale medietrends.

Om det lykkedes må være op til jer læsere at vurdere.

Da Draftday.dk blev grundlagt, var målet ellers først og fremmest at lære danske NFL-fans om draften og at profilere de college-navne, der kom ind i draften. 

Aaron Rodgers, Philip Rivers, DeMarcus Ware, Matt Ryan, Calvin Johnson, Darrelle Revis, Rob Gronkowski, Cam Newton, Andrew Luck, Carson Wentz, og Myles Garrett er blot nogle af de flere hundrede college-navne, vi igennem årene har profileret, før de landede i NFL.

Sitet udviklede sig til at give jer danske NFL-fans endnu mere af dét, man ikke kunne få mange andre steder – på dansk:

Som for eksempel NFL-nyheder – jo flere, jo bedre og på alle tider af døgnet – referater af alle ugens NFL-kampe, massevis af lange portrætter af stjerner som Bill Parcells, Charles Haley, Thurman Thomas, Joe Namath og Barry Sanders, talrige analyser, blogindlæg og dybdegående baggrundsartikler om alt fra “the draft room”, den historiske spillerlockout i 2011, Andreas Knappes vej tilbage til NFL, Scouting Combine, Senior Bowl og Peyton Mannings spøjse kodesprog. 

De baggrundsartikler var ofte baseret på vores interviews med amerikanske kilder – som NFL-spillere, head coaches, assistenttrænere, general managers, scouts, college-trænere, journalister, spilleragenter og sportsprofessorer, der velvilligt har svaret på vores spørgsmål i enten telefonen fra USA, på sms eller på mail. 

Danmarks første NFL-podcast og NFL-magasin
De kunne give os dét, som man gennem mange år ikke kunne få andre steder i Danmark: De unikke, egenproducerede artikler, der gravede dybt i et NFL-emne.

For 11 år siden – i 2006 – udgav vi den første danske NFL-podcast herhjemme, og gennem flere år dækkede vi draften live med direkte netradioshows under 1. runde af draften, hvor vi kommenterede på valgene.

I januar 2009 offentliggjorde vi det første, danske draft-magasin – hvor man blandt andet kunne læse vores interviews med talenterne Michael Johnson, Aaron Curry og Ramses Barden – og i de næste to år udgav vi også de første, danske, gratis online optaktsmagasiner til en NFL-sæson. 

2010-udgaven var på flere end 100 sider og bød blandt andet på eksklusive interviews med Patrick Willis, Maurice Jones-Drew, Adam Schefter, Ronde Barber og NFLs internationale chef.

Vi har samtidig altid efterstræbt at være fuldt opdaterede på det seneste nyt og de nyeste rygter før draften, så vi kunne videregive så gode, præcise bud på, hvad der ville ske i draften. Ikke mindst at finde ud af, hvad der var røgslør, og hvad der ikke var.

Og vi er stolte af, at Draftday.dk lukker ned på en delt andenplads på The Huddle Reports liste over de websites og draftniks, der de seneste fem år har været bedst til at forudse hvilke spillere, der bliver valgt med de første 100 valg i draften. Vel at mærke foran kendiseksperter som Mike Mayock, Todd McShay og Mel Kiper.

Vi vil fortsat følge NFL og draften
Men alt det ovenstående kræver mange, mange kræfter og meget tid. Og hvis vi konstant skal udvikle os og give danske NFL-fans mere af dét, som man ikke kan få andre steder, kræver det et stort overskud. 

Et overskud, som vi altså ikke længere har. 

Desværre. 

Derfor lukker vi Draftday.dk. For vi vil ikke sænke vores ambitionsniveau. Så hellere stoppe, mens legen er god, som ordsproget lyder.

Draftday.dk lukker, men det betyder ikke, at vi ikke hver især fortsat vil følge NFL og draften ultratæt. Vi er begge for længst i gang med at studere talenterne i 2018-draften – den ser lovende ud, kan vi afsløre – og som minimum kan I altid følge os på Twitter på @jacobnoertov og på @shygumhansen

Og hvem ved? Måske vender vi på et tidspunkt tilbage et sted med nye udgivelser? Det kan kun tiden vise, og så hører I fra os.

Men her og nu er vores eventyr med Draftday.dk slut. 

Et eventyr, der slutter med en “happy ending”, for tilbage i januar 2004 havde vi aldrig turde drømme om, at vi ville opnå så meget med sitet og stå dér, hvor vi står i dag. Det har oversteget vores vildeste fantasier.

Endnu engang tusind tak!!!


Bedste hilsener
Jacob Nørtov og Søren Hygum Hansen

27 Responses to “Draftday.dk lukker”

  1. Klaus clemmesen

    Det er jeg rigtig ked af at høre. Jeg har med stor interesse fulgt Jeres oplyste beskrivelse af NFL gennem mange år nu. I har på den måde dannet grundlaget for min interesse i sporten.
    I vil blive savnet.

    Svar
  2. Thomas

    Jacob og Søren, tak for mange års god dækning af den fedeste sport i verden. Jeg har været med fra start af og kan stadig huske den intense dækning af Eli’s og Rivers trade på draftday. I var ofte den første website der skulle tjekkes efter studier / arbejde i måneder op til og under draften. I var/er den bedste dækning på dansk. TAK!

    Svar
  3. Lundgaard#49

    Tak føltes pludseligt som et fattigt ord!
    Men tak, det skal I have!
    Jeg har fulgt NFL siden 2003, og på fuld blus siden 2004. En af årsagerne til dette var uden tvivl Draftday.dk, hvor man kunne læse kampreferater og deltage i utallige diskussioner på forummet som dengang var tilknyttet jeres site. Jeg fulgte min første draft det år hvor 49´ers tog Alex Smith 1-overall – igen skyldes min idag kæmpe store interesse for draften jeres dækning. Den tilgængeligehed som I gav danske NFL fans (og vi var altså markant færre i midt 00´erne, end vi er i dag), den betød alverden!

    Jeg vil savne at klikke på mit draftday.dk ikon i min browser, i håbet en om ny dybdegående artikel, som har været et af jeres absolutte varemærker!

    Vi ses på twitter!

    Hilsen @rllundgaard

    Svar
  4. Jesper

    Hej Jacob og Søren.

    Tak for nogle super gode artikler mv. som helt sikkert har været med til forstærke min interesse for NFL og ikke mindst analyserne op til draften.

    Et kæmpe arbejde I har lagt i at holde os opdateret.

    Det vil blive savnet.

    Bh
    Jesper

    Svar
  5. Jens Fredeiksen

    En katastrofe! I har været en af mine faste kilder til draft og andet nørdet viden. Jeg har den største respekt for at i stopper mens legen er god, men jeg vil savner jeres vinkel og anderledes tilgang til NFL! TUSIND TAK for mange godt år!! Det har været en fornøjelse at følge jer.
    Mvh
    Jens Frederiksen

    Svar
  6. Christian

    Mange tak for meget saglige og indsigtsfulde artikler. Jeres seriøsitet og viden om NFL og draft har strålet i alle jeres artikler. En stil, der bør gøre mange proffessionelle sites misundelige.

    Held og lykke fremover.

    /Christian

    Svar
  7. Peter Baumann

    1000 tak for jeres indsats. Som mange andre skriver, har I helt sikkert været med til at øge min interesse for nfl. Jeg kommer til at savne jeres dækning – og især de gode analyser (som ikke findes andre steder på dansk).

    Svar
  8. Daniel Hollmann

    Kære Jakob og Søren

    Tak for alt den tid i har lagt i Draftday.dk
    I har virkelig betydet mig for min football opdragelse og forståelse
    og har været med til at gøre en stor forskel for mig da det længe har været det bedste sted at blive klogere på NFL.

    Jeg ønsker jeg alt mulig held og lykke i fremtiden.

    Svar
  9. Don V

    Kære Jakob og Søren

    Det er en sort dag for dansk NFL, men jeg har fuld forståelse for det. Jeg vil tro, at jeg har fulgt draftday fra dag 1 og har formentlig læst tæt på alle jeres historier, interviews, profiler, mockdrafts(et personligt højdepunkt på dagen, når i kom med jeres versioner), kommentarer(også et højdepunkt) osv.

    Jeres bidrag til min forståelse af NFL og systematikkerne bag, både på banen og udenfor, kan ikke undervurderes og det giver også et sug i maven, at det nu ikke skal være mere.

    Forhåbentligt lever forummet videre(NFL uden LA Rams forummet med de gode gutter ville ikke være det samme – Her kan man mærke man leve), så der kan jeg forhåbentligt stadig få mit fix.

    Al held og lykke i fremtiden og tak for jeres kæmpe indsats.

    Don V

    Svar
  10. RavensFan

    Tak for mange års fantastisk arbejde. Jeg kan huske, at jeg tilbage i 2005-08 faktisk var Insider på ESPN, men jeg læste stadig jeres artikler og previews. Jeg fulgte ikke bare draftday fordi det var på dansk, jeg fulgte draftday fordi det var nogle fremragende artikler. Jeg arbejdede også en overgang lidt som lørdagspostbud og jeg kan huske, at jeg altid hørte jeres podcasts mens jeg arbejdede.

    Over årene har jeg lært, at NFL er meget mere end bare et regelsæt for nogle gutter der skal have bolden i end-zone. Det har været spændende at læse om CTE, draft, salary cap, money ball, analytics, stadionforhandlinger, tv-pakker, racisme og meget meget mere.

    Held og lykke fremover og tusind tak.

    Svar
  11. Henrik

    Farvel til to legender. I har betydet langt mere for udbredelsen af amerikansk fodbold i Danmark end I regner med.
    Jeg ser frem til fortsat at følge jer på Twitter.

    Svar
  12. Sigurd

    Jeg kan kun bakke op om de andre kommentarer og håber at I dukker op andre steder med tiden for I har virkelig lagt en standard for resten af de danske NFL-skribenter der er svær at følge efter

    Svar
  13. Martin Rasmussen

    Tusinde tak for jeres kæmpe indsats gennem årene!!
    Hvert år kan man læse utroligt mange ’eksperters’ mocks, men de eneste der har verdensklasse er Bob McGinn og jeres.
    Det har været en kæmpe fornøjelse, at følge jer og jeres yderste professionelle arbejde.
    Jeg ser frem til, at følge jer på Twitter.

    Svar
  14. Jesper SV

    Tak for alle de mange indsigtsfulde artikler gennem årene, i har været min startside siden 2006.

    Svar
  15. Søren Hygum Hansen

    Tusind, tusind tak for den fuldstændig fantastiske respons, vi har modtaget, siden vi i går annoncerede, at vi lukker Draftday.dk.

    Det har været meget, meget overvældende, og vi er virkelig glade for alle de likes, hjerter, grædende emojis, rosende beskeder og kommentarer – vi har læst hver og én – som vi har fået på Facebook, på Twitter og her på sitet. Og vi kan slet ikke følge med til at takke jer alle personligt.

    Det gør os stolte at læse hvilken betydning, som Draftday.dk gennem årene har haft for mange af jer og jeres NFL-opvækst. Det er virkelig stort at læse – og al arbejdet værd.

    TAK!!!!!

    Bedste hilsener
    Jacob og Søren

    Svar
  16. Bjørn

    Det er en trist nyhed at læse her fredag formiddag, at I lukker draftday.dk, men forstår udmærket jeres argumentation om ikke at gå på kompromis.

    Jeg har fulgt draftday siden I startede og har nok brugt al for lang tid på jeres fantastiske artikler.
    I har været med til at give mig en indsigt jeg aldrig ville ha’ fået, hvis jeg skulle finde mine informationer andre steder. Samtidig har I været med til at vedligeholde min NFL interesse, der ikke vakler, selvom det er blevet til en del færre af de sene kampe efter familielivet er begyndt.

    TUSIND TAK for alt det I har gjort. I har helt sikkert været med til at udbrede NFL i Danmark og har sat en utrolig høj overligger for jeres arbejde.

    Mvh. Bjørn

    Svar
  17. Dan J.D.K.

    Kære Søren og Jacob

    Tusind gange mange tak for jeres kæmpe arbejde i har lagt for dagen siden 2004.

    I har med afstand været det bedste football-site, og jeg har dagligt været inde og tjekke jeres side. Jeres store indsigt og jeres måde at formidle både nemme og komplekse ting har være intet mindre end formidabelt.

    På grund af jer har jeg været meget mere inde i draften, spillerprofilernes upsides and downsides, samt holdenes udfordringer og styrker.

    Dybden i jeres artikler er det jeg har sat så stor pris på, om som ingen anden site på dansk har kunne nå i samme grad.

    Jeg kneb næsten en tåre i går, da jeg så nyheden (min kæreste grinte og sagde nåååh til mig, da hun synes det var ynkeligt, at være trist over en hjemmesides lukning), og derfor håber jeg, at der kommer en tid, hvor i igen har tid til at skrive artikler og få en hjemmeside op at stå igen.

    Endnu en gang tak for alt!!!!!!

    Svar
  18. Ronnie Vang

    Tusind tak for jeres indsats gennem mange år. Draftday.dk har været mit suverænt foretrukne sites til nyheder om NFL.
    Det har altid imponeret mig, at I har kunnet køre dette som et fritdsprojekt, og jeg har fuld forståelse for at I nu må sige stop.
    Så i stedet for at græde over, at Draftday.dk nu bliver historie, så vil jeg fokusre på jeres eneorme bidrag til at fremme amerikansk fodbold i Danmark.
    Håber at se jer som skribenter igen på den ene eller anden måde.

    Svar
  19. Rene

    Tusind tak for det store arbejde I har gjort for at udbrede NFL i Danmark. Jeres site var afgørende for at min spirende interesse i NFL, blomstrede tilbage i 2004..
    Så mange tak for det, tak for et spændende site i løbet af de sidste mange år og rigtig meget held og lykke i fremtiden!

    Mvh. René

    Svar
  20. Hans Christian

    Kære begge.

    Jeg blev, som alle andre, enormt trist, da jeg læste nyheden om, at I lukker, men jeg har naturligvis stor respekt for jeres beslutning.

    Jeg har fulgt med dagligt siden I startede i 2004, og I har altid haft et niveau og nogle insights, der har været helt fantastiske.

    Det virker helt surrealistisk at man må indrømme, at kvaliteten af ens kendskab til nfl og draften vil falde betydeligt, nu hvor man må “nøjes” med at besøge sider som nfl.com, si.com, espn.com og profootballtalk.com.

    Held og lykke fremover – I har gjort så meget for os danske NFL fans.

    Svar
  21. Jonas

    Fantastisk arbejde alle de år! I har helt sikkert været med til at fremme interessen for NFL og draften hos mig og sikkert også rigtigt mange andre.

    Håber at alle jeres mange fremragende artikler fortsat vil være tilgængelige?

    Stor ros! Kan kun håbe at overskuddet en dag er der igen for så vil jeg da sidde klar til at følge med på ny.

    Svar
  22. Qualon

    Tusind tak for alt det arbejde I har lagt i sited her. Har fulgt med siden starten og har læst samtlige artikler der er skrevet her på sitet.

    I vil i den grad blive savnet!

    Svar
  23. Laurits

    Det er jeg virkeligt ked af at høre.
    Jeg spillede Madden i 2001 og så at Michael Vick var kommet ind NFL. Derefter begyndte jeg at se efter, de kommende store talenter og forsøgte at finde informationer om alle talenterne til 2002-draften og fremad.
    Der var slet ikke den samme medie-fokus på draften dengang og jeg kan stadigvæk tydeligt huske, hvor svært det var at finde informationer og analyser om spillerne.

    Det var fantastisk da Draftday.dk startede og der dermed lige pludseligt var let adgang til analyser, etc.. Det var samtidigt rart at se, at jeg ikke var den eneste i DK som gik op i det her 🙂
    Draftday.dk var også med til at skabe min interesse for college fodbold og jeg har mange gode minder fra diskussioner på chat-forummet på selve draftday.
    Tusind tak for alt det som I har bidraget med til at gøre os alle klogere på draften og tillykke med de gode resultater som i har haft i diverse mock-drafts igennem årene 🙂

    Svar
  24. Jeppe olesen

    Det er godt nok en trist nyhed. Men har stor respekt for jeres beslutning.

    FUCK HVOR ER I DYGTIGE

    Svar

Skriv et svar