Draft preview: Jacksonville Jaguars

Wide receiver
Jaguars langede en stor femårig aftale over disken til Dallas Cowboys’ wide receiver Laurent Robinson i håb om, at han er den førstereceiver, som holdet står og mangler. Det er der ingen garanti for, for selvom Robinson imponerede sidste år, så har hans karriere været plaget af skader, og inden hans 11 touchdowns for Dallas i 2011 var det kun blevet til fire scoringer på fire år. Mike Thomas er en solid anden receiver, men han greb kun 44 bolde sidste år. Lee Evans har tidligere haft succes i Mike Mularkeys system (hos Buffalo) men hans karriere har været en nedadgående spiral de sidste år.

Wide receiver bliver næppe adresseret i første runde. Dertil synes Jaguars at have for mange penge bundet i Robinson og Thomas, og hvis Evans kan holde sig skadesfri, så er han et godt supplement. Men det kan være svært at sige nej til Notre Dames Michael Floyd i første runde, der kan udvikle sig til en førstereceiver. Venter Jaguars til anden eller tredje runde er Appalachian States Brian Quick, Rutgers’ Mohamed Sanu eller Illinois’ A.J. Jenkins muligheder.

Cornerback/offensive line
Et noget overset behov ligger på cornerback. Godt nok er Rashean Mathis tilbage men kun på en etårig aftale, og han vil kæmpe med Aaron Ross om starterjobbet. Derek Cox var plaget af skader sidste år, og Jaguars har brug for at finde en starter til de næste mange år. Hold skarpt øje med South Carolinas Stephon Gilmore som et overraskende valg i første runde.

Den offensive linje kan bruge hjælp flere steder. Center Brad Meester er 35 år og i sin karrieres efterår, og på højre tackle har Eben Britton været plaget af alvorlige rygproblemer. Delaware guard/center Gino Gradkowski vil være en mulighed midt i draften, mens en tackle a la Mississippis Bobby Massie i anden runde ligner et godt valg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *