Football For Folket!

The Double A Gap Blitz

Et særligt forsvarsspil er i de senere år blevet mere og mere populært i NFL. En linebacker fra Minnesota Vikings fortæller blandt andre til Draftday.dk om blitzen, som NFLs quarterbacks hader: “The Double A Gap Blitz”.


Jasper Brinkley kender om nogen spillet.

Med en fortid hos Arizona Cardinals og med en nutid hos Minnesota Vikings – to af de hold, der kalder spillet allermest – har den 29-årige middle linebacker ofte presset og truet modstanderen med en ”Double A Gap Blitz”. Spillet, hvor to forsvarsspillere angriber direkte op gennem midten af angrebslinjen.

Brinkley ved, hvor effektivt forsvarsspillet er, når det virker allerbedst.
– Det er meget populært, fordi det skaber kaos, forklarer Jasper Brinkley i et interview med Draftday.dk.

For hvis der er noget, som forsvarstrænere kan lide, er det at skabe kaos på den anden side af line of scrimmage.

I de senere år er ”The Double A Gap Blitz” derfor blevet et grundspil i mange af de 32 NFL-holds forsvar. For i 2014 er ”The Double A Gap Blitz” en lige så væsentlig del af nogle forsvar, som et ”screen”-kast eller et ”zone-read” er det i nogle NFL-holds angreb.

Zimmer elsket spillet
Vikings’ head coach Mike Zimmer elsker for eksempel at kalde spillet på tredje down, og det gør Vikings derfor ikke sjældent. For nylig kaldte Packers’ quarterbacks coach Alex Van Pelt blitzen for “livsfarlig”, når Vikings udfører den. Før denne sæson var Zimmer i Cincinnati som defensiv koordinator, hvor hans afløser, Paul Guenther, nu har ført arven videre og også presser modstandere med ”The Double A Gap Blitz”. Også hold som Arizona, Chicago og Philadelphia er blandt andre storforbruger af spillet.

Og med god grund. For det er blevet sagt om ”The Double A Gap Blitz”, at det ikke har nogen større svagheder.

I en ”Double A Gap Blitz” står to forsvarsspillere – typisk er det de to inside linebackers – helt tæt på de såkaldte ”A gaps”, det vil sige de to huller mellem centeren og henholdsvis højre og venstre guard. Når bolden bliver snappet, angriber begge linebackers op gennem de to huller tæt ved centeren – og får derved en direkte linje mod quarterbacken, der står bag centeren, og som derfor kan forvente at blive presset fra første sekund. I nogle varianter er det spillere fra andre positioner, der udfører blitzen, men oftest er det linebackers.

Det indvendige pres bliver typisk fulgt op af et fire mands-pres fra forsvarslinjen, og dermed sender forsvaret seks mand af sted mod quarterbacken i dét, der er en meget aggressiv blitz. Problemet for quarterbacken er, at han med presset foran sig ikke kan træde frem i “lommen” og herfra kaste bolden, som han kan, når presset kommer fra siderne.
– Alle quarterbacks, jeg har talt med, har sagt, at det pres, de hader mest, er presset direkte op i ansigtet på dem, lige i midten, fortæller den tidligere NFL-linebacker Rocky Boiman til Draftday.dk.

Boiman spillede fra 2002 til 2009 hos Titans, Colts, Chiefs og Steelers og vandt i 2007 en Super Bowl-ring sammen med Peyton Manning og resten af Indianapolis-holdet.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar