Football For Folket!

Dommer gik hårdt til NFL og Bradys lejr

NFL skulle vise bedre beviser, og Tom Bradys lejr spekulerede for første gang i, at to Patriots-assistenter kan have snydt med boldene før AFC-finalen og dermed indledt “Deflategate”.

Det var to af de mest opsigtsvækkende nyheder fra det retsmøde på Manhattan, hvor dommer Richard Berman hørte argumenter for og imod, at New England Patriots’ quarterback Tom Brady skal suspenderes fire kampe for sin rolle i sagen. Brady tabte appelsagen i juli og havde derfor bragt sagen videre til retten, hvor dommer Berman onsdag hørte sagen. Brady var selv i retten og blev mødt af støttende fans foran retten, mens NFLs commissioner Roger Goodell blev mødt af de nærmest obligatoriske buhråb, som altid møder NFL-bossen.

Dommeren opfordrer parterne til at lave et forlig og gik onsdag hårdt til parterne – ifølge flere juridiske eksperters analyser for at “skræmme” begge parter til at tro, at de er ved at tabe sagen – så et forlig vil være bedre.

Dommer Berman spurgte i 11 minutter til NFLs beviser i sagen, fortæller flere vidner i retten, der berettede fra mødet.
– Er der en sms, hvor Hr. Brady instruerer én til at sætte en nål i en football. Nej, der er ikke sådan et bevis, erkendte NFLs advokat, Daniel Nash.

Dommer Berman sagde også, at han ikke ved, hvad han skal mene om, at Brady er “minimum generelt vidende” om de ulovlige aktiviteter, som de to Patriots-assistenter, John Jastremski og Jim McNally, ifølge NFL foretog sig før AFC-finalen. Undersøger Ted Wells brugte den vending i sin rapport om sagen, mens commissioner Roger Goodell siden strammede ordene i sin appelkendelse og skrev, at Brady direkte gav sit samtykke til, at ulovlighederne fandt sted.

Men bedømt på hans ord var dommer Berman onsdag skeptisk, og han sagde, at han “forsøgte” at finde ud af, hvilke direkte beviser der er for, at Brady var en del af snyderiet med boldene på et toilet før AFC-finalen, hvor McNally ifølge NFL ulovligt tog luft ud af boldene.

Berman fortsatte dog sætningen og sagde:
– Det vil være svært at forestille sig en quarterback, der ikke kendte til det (at bolden har tabt luft). Han er den, der kaster med den.

Berman brugte tre kvarter på at angribe NFL og spørge til ligaens argumentation – og han sagde, at han ikke forstod, at der kan være sat et ulovligt system i værk ledt af Brady, hvis der ikke er mistanke om snyd udover AFC-finalen.

Derefter var det Bradys lejrs tur til at blive “grillet”. Med spillerforeningen NFLPA og advokaten Jeffrey Kessler i spidsen afviste Kessler, at Brady har gjort noget forkert og kaldte sagen den “mest overdrevne” i hans tid som advokat.

Berman var dog ikke tilfreds og angreb Kesslers argumentation om, at Brady ikke kendte til sagen. For er det realistisk at tro, at de to assistenter ville tage luft ud af boldene uden Bradys viden?
– Det ser ud til, at de tog luft ud af boldene. Hvordan ville én af dem gøre det uden Hr. Bradys samtykke?

Jeffrey Kessler svarede så, at hvis de gjorde det, skete det uden Bradys samtykke. Og så nævnte han muligheden for, at det kan være sket – selvom Bradys lejr og Patriots hidtil kategorisk har afvist, at der overhovedet har fundet snyd sted.
– Det er tænkeligt, at Hr. McNally troede, at det var noget, der ville være godt for hans quarterback. Det ville give god og logisk mening, erkendte Kessler.

Dommeren sagde, at parterne begge er kommet med argumenter af stor styrke, og at han ikke har gjort op med sig selv, hvad han vil beslutte sig for. Han skal ikke vurdere skyldsspørgsmålet, men udelukkende vurdere, om Brady har fået en fair sagsproces og en dom, der står mål med handlingen.

Ved 23-tiden onsdag aften var parterne stadig i retslokalet på Manhattan for at finde et forlig. Der er afsat tid til et nyt retsmøde næste onsdag.

Skriv et svar