Football For Folket!

BREAKING: Andreas Knappe helt færdig i Atlanta

Andreas Knappes NFL-eventyr hos Atlanta Falcons er nu helt slut.

Søndag aften bekræftede danskerens agent, John Pace, i telefonen med Draftday.dk, at den store offensive tackle ikke får en plads på holdets practice squad. Det var sidste mulighed for Knappe for at blive hos Falcons, efter at han i fredags var blevet fyret hos holdet, da holdet trimmede truppen til en 53 mand-stor trup.

NFL-eventyret behøver dog ikke at være slut. Da Draftday.dk fanger John Pace i telefonen fra Bridgeport, Connecticut i USA, er det en agent, der er meget kort for hovedet, vi taler med.
– Det er lidt crazy lige nu. Der er interesse for ham fra andre hold. Flere har ringet, fortæller agenten i telefonen.

Tidligere søndag antydede Andreas Knappe kraftigt, at tiden hos Atlanta Falcons var definitivt slut, da han postede en takke-hilsen til holdet på Instagram.
– Jeg vil gerne takke alle personer i Atlanta Falcons’ organisation for al den energi og den indsats, de har lagt i mig som football-spiller og som mand. Jeg har udviklet mig meget siden, jeg kom til Flowery Branch, og jeg vil fortsætte min udvikling et andet sted både på – og uden for banen uanset hvor, livet bringer mig hen. Jeg tager intet for givet, skrev han.

Andreas Knappe kom til Falcons som en undrafted rookie i april, da han blev signet få minutter efter draftens afslutning. Giants, Ravens, Packers og Saints tilbød ham også en aftale, men han underskrev altså en kontrakt med Falcons.

Tidligere har to andre danskere, Hall of Famer Morten Andersen og Hans Nielsen, der sparkede i to kampe for Chicago Bears, spillet i NFL. Begge spillede regulære sæson-kampe.

Andreas Knappe har i de seneste fire måneder kæmpet hårdt for at få en plads i holdets trup, men den 26-årige dansker blev altså vejet og fundet for let – ikke mindst efter at Falcons hentede to erfarne spillere ind, der begge udkonkurrerede Knappe.

Skriv et svar