Football For Folket!

Bountygate: Williams’ efterfølger stoppede Redskins’ bonussystem

Da Greg Blache i 2008 tog over som defensive koordinator hos Washington Redskins, stoppede han øjeblikkelig det bonussystem for hits på modstanderens spillere, som hans forgænger Gregg Williams havde installeret.

Det fortæller flere daværende Redskins-spillere i søndagens udgave af The Washington Post.

Blache var fra 2004 til 2007 defensive line coach hos Redskins, og i samme periode var Williams defensiv koordinator. Det var i den periode, at Williams igangsatte et system, hvor han på et hotel aftenen inden en kamp samlede forsvarsspillerne og satte forskellige priser på modstanderens bedste angrebsspillere.

Så kunne en Redskins-spiller få en bonus, hvis han for eksempel lavede en knockout på en konkurrerende angrebsprofil. Nogle spillere kunne godt lide det, andre kunne ikke – især ikke hvis det var en kammerat fra college, der havde fået sit hoved prissat.

Blache brød sig ikke om systemet, og i 2007, da han tog over, stoppede han det.
– Jeg vil ikke tale om det, sagde han lørdag, da han blev interviewet af The Washington Post.

Avisen rapporterede allerede lørdag, at NFL nu vil undersøge til bunds, om Redskins – som omtalt – havde et sådan bonussystem for hits. Præcist som New Orleans Saints også havde det fra 2009 til 2011, hvor Gregg Williams var holdets defensive koordinator.

Forholdene hos Saints har gennem flere år været undersøgt af NFL, der fredag i den sag, der nu er kendt som “Bountygate”, offentliggjorde, at holdet har brudt reglerne, og det kan føre historiske sanktioner med sig.

Skriv et svar