Bøflernes store syndebuk

Forlod arrigt morgenmaden
Året efter – mod Redskins – havde Bills og Thurman Thomas så muligheden for at tage revanche. Men ugen op til kampen skulle blive et langt mareridt for bøflerne og for den 25-årige Thomas.

Under morgenmaden – et par dage før finalen – læste Thomas i en avis, at hans egen offensive koordinator Ted Marchibroda kaldte quarterback Jim Kelly for ”Michael Jordan” i Bills’ angreb. Tydeligt fortørnet over at være forbigået af sin koordinator stormede Thomas ud af lokalet og deltog ikke i samme dags pressekonference. Efter egen forklaring fordi han ”glemte” det.
– Jeg mener, at jeg er dette holds Michael Jordan, sagde Thomas dagen efter.

Ugen bød også på defensive line coach Chuck Dickersons motiverende brøler.

I et interview hånede Bills-træneren på grov vis Redskins’ spillere. Han kaldte for eksempel offensive tackle Joe Jacoby for en “neandertalermand”, der “savler rigtigt meget”, og center Jeff Bostic blev betegnet som “grim, ligesom de andre”.

Redskins’ head coach Joe Gibbs skaffede en optagelse fra interviewet, og aftenen før Super Bowl afspillede han optagelsen foran sine spillere, der blev stærkt motiveret af Dickersons nedsættende ord.
– Han kom med mange ydmygende ord, når de var sagt af en træner, sagde Bostic efter kampen.

Efterfølgende dominerede Redskins’ angrebslinje totalt Bills’ forsvar i 37-24-sejren, hvor Thomas altså indledningsvis kæmpede for at finde sin hjelm, og hvor Bills allerede ved pausen var bagud med 17-0. Det andet Bills-nederlag i Super Bowl var en realitet.

Drillede journalisterne
Tredje gang var heller ikke lykkens gang for Buffalo. I 1993 drog holdet fra det kolde, nordøstlige USA tværs over landet for i det solrige Los Angeles at møde Dallas Cowboys i Super Bowl XXVII.

Det møde med varmen og Texas-drengene blev en mørk, kold plet i Bills’ historie.

Cowboyerne tildelte bøflerne en ordentligt omgang tæsk og vandt med hele 52-17 i én af de mest dominerende affærer i Super Bowls historie. Og igen var Thurman Thomas en kæmpe skuffelse efter ellers endnu en Pro Bowl-sæson, hvor han i grundspillet skaffede 1487 rushing yards og scorede 12 touchdowns.

Forud for kampen var Thomas blevet bombarderet med så mange spørgsmål om den manglende hjelm, at det tydeligt irriterede ham:
– Hvis vi vinder på søndag, ved jeg, hvad der vil være øverst på sportssiderne: ”Buffalo Bills vinder Super Bowl – Thurman Thomas finder sin hjelm”. Det bliver overskriften uanset hvad, der sker, sagde han.

Thomas var dog ikke mere irriteret, end at han inden et pressemøde i dagene op til kampen uddelte 500 miniature-hjelme dekoreret med Bills’ logo til journalisterne.
– Og hvis I mister den, får I mange problemer, lød det fra Thomas, mens han havde svært ved at holde latteren tilbage.

I den fjerde Super Bowl i træk
Da først kampen blev sparket i gang, var der dog ikke meget at trække på smilebåndet af.

For andet år i træk faldt Thurman Thomas igennem på den store scene. Han nettede kun 19 yards og et touchdown på 11 carries – til sammenligning løb reserven Kenneth Davis for 86 yards – og Thomas fumblede også en enkelt gang. Cowboys udnyttede den uventede boldovertagelse til øjeblikkeligt at score touchdown og inden pausen at bringe sig afgørende foran med 28-10 i en sejr, hvor bøflerne aldrig fik et ben til jorden.

Men Buffalo Bills gav ikke op. I 1994 spillede holdet – helt fantastisk – sig igen frem til Super Bowl, da Bills via 12 sejre i den regulære sæson og flotte triumfer i slutspillet, hvor Thomas i AFC-finalen mod Kansas City Chiefs løb for 186 yards, beviste, at en æra ikke var slut.

Modstanderen i The Georgia Dome i Atlanta var for andet år i træk Dallas Cowboys, som var storfavoritter – med 10 ½ point i deres favør hos bookmakerne – til at vinde.

Bills’ shotgun-angreb var ikke længere så effektivt, som det var år tilbage, og derfor forsøgte trænerne at tænke ”ud af boksen”. Derfor installerede Bills i ugen op til Super Bowl to ny elementer i sin play book. Det ene var et ”shuffle pass” og det andet var et direkte snap til Thurman Thomas.

Problemet var bare, at Dallas Cowboys tilfældigt opdagede, at Bills havde nye spil i bogen.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *