Football For Folket!

Blog: Pagano signalerer ny Colts-stil

Den kommende ansættelse af Chuck Pagano som ny head coach signalerer en helt ny stil for Indianapolis Colts på flere punkter.

For det første er den nu tidligere defensive koordinator for Baltimore Ravens en temperamentsfuld, fyrig og følelsesladet træner, der giver Colts en trænertype, der på mange måder minder om Jim Mora, som coachede Colts fra 1998-2001.

Pagano er dermed nærmest en diametral modsætning til den rolige, besindige Tony Dungy og hans protege og efterfølger Jim Caldwell. Det er lige præcis dét, Colts har brug for på nuværende tidspunkt, hvor alt synes en smule "mellow".

Der er ligeledes næppe tvivl om, at Colts' ejer Jim Irsay længe har haft et godt øje til Pagano, der personlighedsmæssigt passer rigtig godt til den meget no-nonsens, udadvendte og humoristiske Irsay. Mange rapporter viser også, at de to ramte hinanden perfekt under Paganos interview.

Taktisk vil vi også komme til at se en stor forandring hos Colts. Pagano er en defensivt orienteret coach, der godt nok kun har ét år på bagen som koordinator på NFL-niveau men har virkelig godt styr på sine "X&O's".

Derfor vil forsvaret også være det allerførste, som Pagano vil forsøge at få styr på.

I mange år har Colts' forsvar været bygget på mindre, hurtige og atletiske typer, der passer perfekt til et Tampa-2 forsvar, hvor de fire forreste skal generere pres. Det vil blive lavet om, for Colts skal være mere fysiske på forsvaret, og det betyder, der kommer masser af udskiftninger.

Nu er det endnu for tidligt at sige, hvilket system Pagano vil indføre, for det kommer meget til at handle om, hvem han ansætter som defensiv koordinator. Men Pagano selv kommer fra et hybrid 4-3 (eller 3-4 hybrid, kald det hvad du vil) med forskellige fronter og et miks af personel.

Et sådan system har brug for en stor, tung nose tackle i midten, og det har Colts ikke i truppen. Faktisk har defensive tackle og løbeforsvaret været det helt store problem for Colts' forsvar igennem mange år, og det er noget af det første, Pagano vil tage fat på.

Det store spørgsmål er herefter, hvad der vil ske med profiler som defensive end Robert Mathis, Dwight Freeney, og hvordan de passer ind i Paganos planer. Det må tiden vise.

Der er desuden en særlig grund til, at Pagano vil have interesse i at rette Colts' forsvar op.

Der er ingen tvivl om, at Colts vælger en quarterback med det første valg i årets draft. Om det bliver Andrew Luck eller Robert Griffin III er vi meget klogere på om nogle måneder, men en rookie quarterback har brug for to ting, og det ene er et stærkt forsvar, der kan holde modstanderne fra point.

Det hjælper med at tage presset af den rookie quarterback, der formentligt kommer til at starte fra dag ét, ligesom Peyton Manning gjorde det i sin tid. Hvis en rookie ikke skal ud og vinde kamp efter kamp, gør det livet en smule lettere.

En anden ting der hjælper en rookie quarterback er et stærkt løbeangreb, og det har Colts heller ikke haft i mange år. Pagano har ved selvsyn set, hvad spillere som Ray Rice, Willis McGahee, LeRon McClain, Ricky Williams har betydet for Ravens' quarterback Joe Flacco, og Colts' nye chef vil også lægge et stort fokus på at opgradere løbeangrebet.

Det kan betyde tilføjelse/draft af endnu en running back, men det kan også betyde en opgradering af den offensive linje, som har været i håbløst forfald de seneste sæsoner. En styrkelse af den offensive linje vil både hjælpe løbeangrebet men så sandelig også en rookie quarterback.

Endnu er det for tidligt at sige, om Pagano vil få succes. Men jeg har en tro på, at vi i de kommende sæsoner kommer til at se et markant anderledes Colts, der ikke – som i Peyton-æraeen – bygger holdet op ud fra en overbevisning om, at de ofte spiller fra "front", så forsvaret kan jagte modstandernes quarterbacks.

Nærmere vil jeg tro, vi kommer til at se et mere løbeorienteret, boldkontrollerende Colts-hold, med et forsvar der fokuserer på at stoppe løbet og kan vinde de tætte kampe med en fysisk "smash mouth"-stil.

Skriv et svar