Football For Folket!

Blog: Mit største NFL-øjeblik?

Var nattens vanvittige sejr over New Orleans Saints det største øjeblik i mit NFL-liv?

Jeg er faktisk tæt på at sige ”ja”. For jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har været så glad for en sejr og jublet så meget, som da mit hold – San Francisco 49ers – på en NFL-rekord to comeback-touchdowns indenfor de sidste tre minutter af slutspilsopgøret mod mægtige Saints tog sejren i megadramaet – og avancerede til NFC-finalen.

I de sidste tyve minutter af kampen sad jeg ikke ned, og da Vernon Davis med ni sekunder igen scorede touchdown, råbte jeg spontant ”jaaaaaaaaaa!!!!”, røg ned på knæ, som skulle jeg bede – og knyttede næverne foran mig.

Øjeblikke senere skulle jeg sende en sms til en anden 49ers-fan, men jeg rystede så meget på hænderne, at jeg næsten ikke kunne ramme tasterne på min iPhone.

Det var crazy. Fantastisk. Og fedt, fedt, fedt!

Jeg jublede også, da jeg som teenager i januar 1995 i stuen hos mine forældre så 49ers slå San Diego Chargers i Super Bowl. På papiret var det en langt, langt større sejr, men på én eller anden måde havde det bare ikke det samme over sig som nattens sejr over Drew Brees og Co.

Young, Rice, Sanders og Co.
Dengang fulgte jeg NFL så godt, jeg kunne, i en tid, hvor jeg aldrig havde hørt om eller læst ordet ”internet”, men interessen var trods alt langt fra så stor, som den er i dag. Jeg var dengang også ret alene med min passion for spillet med den ovale bold og havde ikke rigtigt noget at dele triumfen med – kammeraterne i folkeskolen var ret ligeglade, da jeg næste morgen fortalte om mesterskabet – men vigtigst af alt var jeg på det tidspunkt vant til, at mit hold ville vinde.

Sådan var det jo. 49ers var altid toppen af poppen i NFL.

På det tidspunkt havde 49ers, der siden blev det mest vindende mandskab i 1990’erne i antal sejre, i halvandet årti været én af duksene i NFL – og havde allerede vundet fire Super Bowls 49ers’ ”Dream Team”-mandskab anført af superstjerner som Steve Young, Jerry Rice og Deion Sanders var på forhånd kæmpefavoritter til at vinde NFL-finalen mod undertippede San Diego, og den ensidige finale blev da også reelt afgjort i første halvleg. Så derfor satte jeg nok ikke helt så meget pris på triumfen i Miami, som jeg burde gøre.

Situationen var natten til søndag en helt anden.

For det 49ers-mandskab, jeg i nat heppede på, har bestemt ikke haft meget at juble af, efter at vi kom ind i et nyt årtusinde. Jo, der var det historiske comeback i januar 2003 i wild card-sejren over New York Giants, der også står højt på listen. Men derudover har det været nederlag på nederlag på nederlag. Siden den 2002-sæson og frem til i år havde 49ers havde haft præcist nul – nul (!) – ”winning seasons”, og dertil kommer alle de kiks og fejlvalg, vi som hårdtprøvede fans har måttet opleve.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Følg Søren Hygum Hansen og Jacob Nørtov på Twitter: @shygumhansen og @JacobNoertov  

Da Tim Rattay var ”stjernen”
Kiksere, hvor jeg i hvert fald har presset mig selv til indledningsvis at tænke, at måske – bare måske – var det slet ikke så tosset endda. For jeg skulle jo være optimistisk. Det var jeg nødt til at være. Uden optimismen ved sæsonindledningen havde jeg intet positivt at holde fast i.

Jeg har for eksempel taget mig selv i at tænke, at ”man måske sagtens kan bygge et hold op omkring Tim Rattay”. At ”J.T. O’Sullivan måske godt kan blive en ny Kurt Warner i Mike Martz’ angrebssystem”. At ”Dennis Erickson måske slet ikke er et så dårligt trænervalg endda”. Og at ”der må jo være noget godt i Kentwan Balmer, når ledelsen er så vild med ham”.

Jeps, brølerne er mange, skuffelserne flere. Og vi 49ers-fans i Danmark og i resten af verden har lært at leve med dem og oftest i stedet tænkt positivt frem mod næste sæson. Det begyndte vi typisk på i midten af oktober, når 49ers’ muligheder endnu engang var udspillede. Derfor er det så dejligt, så fedt, så stort, at 49ers i nat slog Saints efter den vildeste finish i mange år og nu er i NFC-finalen.

Jeg er så glad for, at Alex Smith fik rystet kritikken af sig. At Vernon Davis i går fik bevist, at det hele ikke skal handle om Rob Gronkowski og Jimmy Graham, når vi omtaler ”freaks” på tight end-positionen. At Justin Smith på en national scene beviste, at han måske er NFLs mest værdifulde forsvarsspiller i denne sæson.

Jeg kan eksempelvis ikke få synet af Smith, der bull-rusher Jermon Bushrod tilbage og tager fat i Drew Brees’ trøje henover skuldrene på den store venstre tackle, ud af tankerne. Det var insane, men det var såmænd bare den Justin Smith, som vi 49ers-fans kender ham fra en hel sæson. Godt og fortjent for Smith, at hele NFL-verdenen nu så, hvad han kan.

Hold ud, Bills-fans…
For små 16 måneder siden var jeg fan af et taberhold.

Det var på et tidspunkt, hvor 49ers havde indledt 2010-sæsonen med tre nederlag i tre kampe, og derfor skrev jeg en klumme om mit liv med et hold, der år efter år tabte – og ofte faldt helt sammen, så snart der var en smule modgang.

Nu er jeg i hvert fald for én sæson (og det er lige nu rigeligt for mig!) fan af et vinderhold. Og den fortid – otte år med elendigheder – gør bare, at jeg nyder det hele meget, meget mere.

Er du fan af ét af de hold, der altid er med dér, hvor det sner, og hvor én slutspilssejr er ingenting – som Patriots, Packers eller Ravens – vil jeg gerne opfordre dig til at nyde det alt, hvad du kan og ikke tage noget som helst for givet. For det kan hurtigt vende. Det er vi en hel del, der har erfaret gennem et lille årti.

Det samme gør sig heldigvis også gældende for I danske fans af taberhold som Bills, Browns, Redskins og Raiders. Hold ud, folkens! En dag, vil I opleve dét, jeg lige nu oplever, og så vil I også nyde det meget, meget mere, end hvis I ikke havde været igennem så mange års nedture.

For i NFL kan taberne pludselig blive vinderne.

Og så kan en sejr i anden runde af slutspillet blive det største NFL-øjeblik, man kan opleve i 20 år som NFL-fan.

Følg Søren Hygum Hansen og Jacob Nørtov på Twitter: @shygumhansen og @JacobNoertov 

 

Skriv et svar