Football For Folket!

Blog: Talent er stadig konge i NFL

Taktik og god coaching kan gøre en forskel i NFL og føre et hold langt. Men i sidste ende er det som hovedregel stadig holdet med de bedste spillere, der vinder. Læs her Caspar Troest Jørgensens blog.

NFL handler stadig om at samle på de bedste spillere. Det viste den første og sidste kamp i årets NFL-runde, hvor to AFC-favoritter udnyttede deres bredde og stjerner til at starte året 1-0 trods solid modstand i den første del af kampen fra deres modstandere.

I torsdags var det Denver Broncos, der efter en jævnbærdig første halvleg mod de forsvarende Super Bowl-mestre fra Baltimore Ravens, dominerede de sidste 30 minutter. Kampen vil mest blive husket for, at quarterback Peyton Manning tangerede en NFL-rekord med syv touchdowns, men for mig var det mere en udstilling af, at Broncos fra spiller 1 til 53 er bedre end Ravens’ samme.

Med god forberedelse, intelligent spil og dygtig coaching kan forskellen på talent skjules og overvindes i perioder af en kamp, men ikke i 60 minutter. Ravens førte 17-14 ved pausen, men kunne ikke overkomme en skade på den offensive linje og presset på quarterback Joe Flacco blev større og større, og samtidig viste gruppen af receivere, tight ends Ed Dickson og Dallas Clark, samt receiver Brandon Stokley, at de ikke kunne erstatte skadede Dennis Pitta og Jacoby Jones samt Anquan Boldin, som, hvis nogen var i tvivl efter hans 208 yards og et touchdown søndag, nu spiller i San Fransisco.

Der er simpelthen grænser for, hvor mange tabte bolde man kan tåle, og hvor længe, der går før modstanderne justerer sin opdækning. Grænsen er først og fremmest målt i tid, og det var det sidste sandkorn i timeglasset, som faldt ned efter pauseteen, hvor efter Peyton Manning kastede touchdown på touchdown.

Broncos ser skræmmende ud
Manning skal selvfølgelig huskes og hyldes for sin historiske præstation. Det var bare ikke en supermandspræstation, som man har set fra ham så mange gange. På samme måde, som Ravens løb tør for talent på angrebet, blev de overløbet af talent af Broncos’ angreb. Allerede inden sæsonen så det skræmmende ud Peyton Manning bag en fremragende offensive linje og tre reelle førstereceivere i Wes Welker, Eric Decker og Demayrius Thomas at kaste til.

Og oven i den trio blev torsdagskampen et gennembrud for tight end Julius Thomas, som greb to touchdowns. Så mange mål er bare umuligt at dække op over 60 minutter, med mindre du har lige så mange gode spillere til at dække op.

Houston Texans kan blive en AFC-finalemodstander for Denver Broncos til januar. De har i hvert fald ambitionerne til det, men i San Diego endte de i et dybt hul, inden klasse trådte i karakter og indhentede hjemmeholdet. 28-7 var stillingen i Chargers’ favør kort inde i tredje quarter, og Chargers lignede et tophold – tilsyneladende takket være en ny trænerstab.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE

Skriv et svar