Blog: Super Bowl Sunday!

De sidste indtryk
Klokken 00:30 dansk tid er der kickoff, og de næste tre-fire timer flyver afsted. Der bliver råbt. Der bliver skreget. Der bliver jublet. Der bliver grædt. Og der bliver altså også sagt en underlig ting hist og pist. Det kan ikke undgås, når man på den måde laver så mange tiders live-tv.

Måske kan du huske, at en unavngiven dansk tv-kommentator, som i dag blandt andet skriver blogs for det site, der hedder Draftday.dk, sagde den fantastiske sætning: “Som tidnt nævnligere…”

Kampen er slut, næsten inden den går i gang. Sådan føles det i hvert fald. Når de sidste ord er sagt, og udsendelsen lagt i seng, er det af med headsettet og ned på banen – ikke for at lave interviews eller andet arbejdsrelateret, men for at suge de sidste indtryk til sig.

Det er et virvar af jublende spillere, travle journalister, særligt akkrediterede fans og en masse konfetti. Det er svært ikke at smile, når man på den måde bliver en del af begivenheden – måske endda foreviget med Vince Lombardi-trofæet. Jeg må hellere lige lægge lige et se-mig-billede på Twitter (@JensArnborg), så I kan se, at det ikke er ren ønsketænkning fra min side.

I bilen hjem til hotellet er stemningen altid høj. Det er den også hjemme på hotellet, hvor ugens begivenheder bliver vendt over en øl og noget room service. Det er ikke nemt at falde i søvn. Adrenalinen pumper stadig, og først langt ud på natten er det godnat.

Når man dagen efter checker ud, kører i lufthavnen og tager afsked med USA for syv timer senere at lande i en ny virkelighed i Danmark, føles det sidste døgns og den sidste uges begivenheder for alvor som det, de har været: Et eventyr.

God kamp i morgen – både til jer og til Viasats folk på MetLife Stadium!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *