Football For Folket!

Blog: Steelers har kniven på struben

Vi er kun kvartvejs i sæsonen, og Pittsburgh Steelers er et af de hold, der er nødt til at vinde, når de søndag tager imod Philadelphia Eagles.

Hvis der er et hold, der er tvunget til at sejre på søndag, så er det efter min mening Pittsburgh Steelers.

Divisionen ser stærk ud. Baltimore Ravens har fået en suveræn start på sæsonen. Cincinnati ligner også et hold, som vi får at se i januar, når slutspillet venter.

Imens har Pittsburgh, særligt forsvaret, spillet under evne, og der har været bekymrende tendenser, som ikke giver billedet af et slutspilshold.

Her er et par stykker.

Forsvaret skal levere

Det største problem er, at Dick LeBeaus berygtede forsvar ikke har lignet sig selv i år. Kigger man på tilladte yards, så er Steelers på en fin femteplads, men dykker man dybere ned i tallene, er historien en anden.

For holdet tillader 25 point per kamp, og stålmuren, som man populært kalder løbeforsvaret, trænger til en gang cement. Modstanderholdet løber i snit for 4,3 yards per carry, hvilket er 10. dårligst i ligaen.

Nu kommer Philadelphia så til stålbyen med et bredt arsenal af dynamiske offensive våben. Running back LeSean McCoy er en af de mest effektive løbere i ligaen. Den vævre McCoy snitter 4,7 yards per løb og 5,5 yards per løb på udebane. Han har et eksplosivt antrit, der er lige så godt som enhver back i ligaen. Steelers er nødt til at lukke ned uden for numrene, så McCoy ikke kan bruge sin hurtighed til at komme på ydersiden.

Et andet problem har været evnen til at presse quarterbacken. Igen kunne man pege på, at Pittsburgh kun opgiver 190 yards per kamp, men det maskerer problemet. Steelers har kun nået frem og sacket modstanderens quarterback fem gange i år. Linebacker LaMarr Woodley har reelt været den eneste trussel, og han er jævnligt blevet neutraliseret med chipblokeringer og double-teams.

– Vi har ikke været gode til at stoppe løbet og tvinge dem ud i tredje-og-lang situationer, siger Woodley til Pittsburgh Post-Gazette.

Det betyder, at bolden kan komme hurtigt ud af modstanderquarterbackens hænder. Faktisk har defensiven tilladt en quarterbackrating på 99,8 point og kun fremtvunget en enkelt interception. Og på tredje down er Steelers tredjedårligst til at komme af banen igen. 48,5 procent af gangene formår modstanderholdet af flytte pælene.

Nøglespillere vender tilbage

Heldigvis for Steelers er der håb at hente. Safety Troy Polamalu vender tilbage til startsopstillingen efter at have siddet uge i de sidste to kampe. Og linebacker James Harrison gør efter alt at dømme comeback. Harrison har evnen til at dominere kampe og presse quarterbacken, og hans tilstedeværelse vil både skaffe sacks og samtidigt skabe plads til medspillerne, fordi det tvinger til at flytte double-teams til hans side.

Running back Rashard Mendenhall er ligeledes klar igen, og det er en markant forstærkning til et løbeangreb, der skaffer forgængeragtige 65 yards per kamp og snitter mindst per løb i NFL. Hverken Isaac Redman (2,3 yards per carry) eller Jonathan Dwyer (2,9 yards per carry) har været løsningen og er begge bedre egnet som tredje down backs. Mendenhall bringer noget råstyrke og vilje til at løbe op gennem midten ind i offensiven, der balancerer angrebet bedre.

Og mod Eagles’ hærgende defensive linje, der i mine øjne er den bedste i ligaen, er det en nødvendighed at minimere åbenlyse kastesituationer. Hvis Steelers bliver en-dimensionelle som de har været gennem sæsonen, vil de gule håndklæder ikke svinge højt blandt tilskuerne på Pittsburghs hjemmebane, Heinz Field, når fløjten har lydt.

Værste start under Tomlin

Hvis Ben Roethlisberger og co. taber stirrer de ikke bare på en grim 1-3 rekord, den dårligste start i head coach Mike Tomlins tid, men divisionsrivalerne vil samtidig være svære at hente.

Hvis Baltimore som ventet slår svage Kansas City, går de 5-0. Samtidig Bengals kan være 4-1 efter søndagens hjemmekamp mod Dolphins.

Og så bliver det nærmest umuligt at vinde divisionen.

Der er dog det håb for Steelers, at det ser ud til, at kampen om et wildcard i AFC vil være væsentligt nemmere end i NFC. Men to ud af de fire hold, som jeg på nuværende tidspunkt ser som potentielle konkurrenter til et wildcard i december, er Denver Broncos (2-2) og Oakland Raiders (1-3). Og når jeg nu nævner det, så kan du nok godt regne ud, hvilke to hold det er, der har stået for Pittsburghs to nederlag i år.

Så Pittsburgh er nødt til at vinde på søndag.

Ellers må de sandsynligvis se slutspillet fra sofaen.

Skriv et svar