Blog: RG3 går sin skæbnedag i møde

Washington Redskins’ quarterback Robert Griffin III slås i øjeblikket med mere end de dårlige præstationer. Ironisk nok er det måske de præstationer, der i sidste ende skal redde Griffin. Her er en kommentar til det ståhej, der foregår i D.C.


Der går efterhånden ikke mange dage, uden man hører et pip eller mere fra Washington Redskins’ lejr. Det er ofte de trivielle svar, man altid hører, såsom at alt er godt, og at holdet bare fokuserer på næste kamp. Men på det seneste er der kommet en del flere meldinger, som antyder, at ikke alt er fryd og gammen.

Det er selvfølgelig også naturligt, at et hold med en 3-7 record forsøger at finde årsagen til problemet. Men at strides i medierne i stedet for at ordne tingene internt sender nogle signaler, der peger imod et hold i opløsning.

Selvom der er mange ting, der ikke fungerer for Washington Redskins, lader det til, at meget af polemikken drejer sig om quarterback Robert Griffin III. Andetvalget fra 2012-draften har ikke levet op til de forventninger, der var til ham, især efter den imponerende rookie-sæson, han præsterede.

De manglende præstationer har medierne længe mæsket sig med, måske hjulpet på vej af de mange skader, der har plaget Griffins karriere. Men det er måske de samme skader, der enten har givet ham en ustadig start. Det ville forklare, hvorfor diverse head coaches har holdt hånden over quarterbacken indtil nu, da præstationerne i 2013 og 2014 ikke har været en startende quarterback værdig. En faktor, som bestemt bør medregnes er også den enorme pris, Washington betalte for overhovedet at kunne drafte RG3. Tre førsterundevalg og et andenrundevalg måtte Redskins opgive til Rams for at hente det daværende fænomen ind i folden.

Hård offentlig irettesættelse fra Gruden
Fast forward til 2014: Optimismen fra rookie-sæsonen er væk, Griffin har senest haft en forfærdelig kamp mod Tampa Bay Buccaneers, og lige nu er han ikke engang den quarterback med flest sejre for holdet i indeværende sæson. Fans råber på Colt McCoy, og når de gør det, står det slemt til. Oven i hatten kom Griffin i mediernes søgelys på endnu en uheldig måde. Efter det nævnte opgør mod Buccaneers sagde quarterbacken efter opgøret, at ”det kræver 11 mand. Ikke kun én”.

En udtalelse, som er ganske harmløs, hvis den kommer fra en head coach. Men når det er manden, der normalt tørner ud under center, der siger den slags, lyder det barnligt og som om, man prøver at skubbe ansvaret fra sig. Og lad os så lige holde fast i, hvad en head coach normalt ville sige.

For kort efter RG3s udtalelser var Redskins’ head coach Jay Gruden på dupperne.
– Robert må forstå, at han skal bekymre sig om sig selv, og ikke alle andre, sagde træneren, da han kommenterede Griffins udtalelser. Det er en offentlig irettesættelse med en relativt bestemt tone, hvilket ses fra tid til anden, men som alligevel gav en lille genlyd af utilfredshed. Og når Gruden efterfølgende offentligt kritiserer Griffins præstation i så grove vendinger, som det var tilfældet mandag, hvilket også blev omtalt her på Draftday.dk, ringer alarmklokkerne. I hvert fald, hvis man hedder Robert Griffin III.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *