Football For Folket!

Blog: Read-option og den tamme kat

Forsvinder ”read-option”-spil lige så hurtigt fra NFL-landkortet som ”Wildcat”-formationen? Nej. For der er rigtigt mange, gode grunde til, at NFLs nye, trendy spil – og måske mest omtalte emne i offseason – hænger ved. Læs her hvorfor.

”Read-option”-spillet er kun et overgangsspil i NFL, der hurtigt forsvinder igen.

Det har været profetien blandt flere eksperter og iagttagere forud for denne sæson, hvor en lang række hold ventes at gøre brug af spillet, der i 2012-sæsonen overrumplede mange forsvar, når for eksempel 49ers, Seahawks eller Redskins tog det i brug.

Søndag er der endnu mere fokus på spillet, fordi det for alvor brød frem på scenen, da Colin Kaepernick og 49ers latterliggjorde Green Bay Packers med det i divisional playoffs-runden i januar. Netop 49ers og Packers mødes igen søndag, og Green Bay har siden foråret forberedt sig til mødet med option-spillet. Og søndag og mandag vil vi se to andre opgør med fire ”option”-angreb i Carolina mod Seattle og Philadelphia mod Washington.

Men er det kun en overgangsfigur i NFL? Og vil det dø hurtigt ligesom ”Wildcat”-formationen, der havde sin storhedstid i 2008 og 2009, men som siden faldt igennem sprækkerne i de offensive koordinatorers play book?

Det tror nogen, der sammenligner det med vildkatten, og det, mener jeg, er en forkert antagelse.

For jeg mener, at det er helt skævt at sammenligne ”read-options” med ”Wildcat”-formationen. Det er to helt forskellige NFL-elementer.

Brown var ikke farlig som passer
”Wildcat”-formationen hittede, fordi det overrumplede modstanderne (begyndende med New England Patriots i den efterhånden legendariske septemberkamp), da Miami Dolphins stod i formationen i 2008. Men, som tiden gik, blev det for forudsigeligt. For i 9 af 10 tilfælde løb holdene ud fra formationen, og derfor vidste forsvarene, hvad der ventede.

LÆS: NFL 2013: Skyder pistolen stadig med skarpt?

Når et hold linede op i ”The Wildcat”, stod en running back typisk bag center, mens quarterbacken ofte var splittet ud til den ene side som wide receiver. En anden wide receiver eller running back løb herefter på tværs i ”motion”, og når bolden blev snappet, kunne running backen, der greb snappet, enten give bolden til spilleren, der passerede på tværs, selv løbe med bolden eller kaste den. Det var mulighederne, og det kunne forvirre forsvaret.

Problemet var bare, at manden bag center i sagens natur var en mindre god passer. Nogle hold have en konverteret eks-quarterback (som Brad Smith), men denne ”passer” var ikke voldsomt præcist-kastende – sådan er det jo, når spilleren efter college måtte opgive en karriere som quarterback.

Og var det en ren running back, der skulle kaste (som Ronnie Brown), var vedkommendes kasteevner endnu mere begrænsede. Derfor vidste forsvaret, at kastet var mindre farligt, hvis det overhovedet kom, og én af de tre muligheder blev derved reelt pillet ud af offensiven. Du kunne som forsvarstræner stille otte mand i boksen foran angrebslinjen, fokusere på løbet, og hvis alle ellers overholdt aftalerne, ville du reelt stoppe løb fra ”Wildcat”-formationen.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar