Football For Folket!

Blog: Ray Lewis kan blive Ravens’ problem

Ray Lewis er Super Bowls største stjerne, men sandheden er, at den aldrende linebacker har så store svagheder, at et godt angreb kan udnytte dem effektivt. Og faktisk er Ravens på nogle områder bedre uden Lewis – end med ham.

Er du enig eller uenig med dette blogindlæg? Kommentér gerne på Twitter til @shygumhansen
—————————————————————————————————————–

Ray Lewis er det helt store navn i dette års Super Bowl. Intet amerikansk eller internationalt medie, der dækker NFL-finalen mellem Baltimore Ravens og San Francisco 49ers, vil lave optakt til ”The Ultimative Game” uden at nævne den 37-årige Ravens-linebacker og superstjernens utrolige kamp for at blive klar til Super Bowl.

Men Ray Lewis kan også blive den spiller, der koster Ravens sejren.

Ikke direkte ved at lave en stor fejl, der fører 49ers til sejren, men indirekte ved at blive det sårbare kort i Baltimores forsvar, som 49ers’ offensiv igen og igen angriber.

Når man taler om Ravens’ forsvar, er Ray Lewis ellers – i den brede, almene opfattelse – stjernen. Og han er også stadig en rigtig dygtig linebacker, der samtidig er uovertruffen som leder og mental indpisker. Ravens-medspillerne bliver bedre med Lewis på banen, fordi han læser spillet så godt og får stillet holdkammeraterne på de rette positioner parate til at forsvare et løb eller et kast.

Men selv er Ray Lewis ikke længere den spiller, han var for få år siden. Iagttagere er enige om, at Lewis populært sagt har tabt et skridt eller to, og at han slet ikke har samme fart i fødderne som tidligere. Faktisk mener nogle iagttagere, der har nærstuderet Ravens tæt via kampoptagelser, at den anden, startende inside linebacker Dannell Ellerbe, der har startet de seneste fem kampe, er en anelse bedre end Ray Lewis.

Tillader 4,3 yards pr. stop
Sandheden om Ray Lewis er i hvert fald, at han som run stopper – trods mange tacklinger – ikke er samme faktor som tidligere i karrieren. Det er en kendt sag, at mange af de 57 tacklinger, han nåede at lave i den regulære sæson, inden han blev skadet, var tacklinger, der reelt var ubetydelige, som nogle eksperter kalder dem. Simpelthen fordi de blev lavet flere yards nede af banen, efter at running backen havde skaffet en god portion yards og derved bragt sit hold i position til at få en ny første down. Med andre ord var det ikke ”impact plays”, som Ray Lewis var kendt for at lave så mange af tidligere i karrieren.

I slutspillet har Lewis lavet hele 44 tacklinger – herunder imponerende 17 mod Broncos i divisional playoffs-opgøret. Det har ført mere fokus med sig, men som Draftday.dk’s nærundersøgelse af Lewis’ slutspilspræstationer i januar viser, har Lewis generelt set lavet tacklingen flere yards nede af banen.

29 af de 44 tacklinger er kommet på løbespil, men på de spil har running backen eller i ét tilfælde quarterbacken (Colts’ Andrew Luck) skaffet samlet 125 yards på 29 carries. Det svarer til, at Lewis i gennemsnit først har stoppet et løbespil efter hele 4,3 yards. Et klokkeklart bevis på, at han ikke længere nedlægger boldholder på boldholder i modstanderens backfield eller tæt derved. Faktisk har kun fire af de 29 tacklinger ført til nul yards eller tab af yards for modstanderen, og intet mindre end halvdelen af tacklingerne – 14 af 29 – er kommet efter, at boldholderen har løbet for mindst fem yards.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar