Blog: Ravens – spiller for spiller

FORSVARET:

#92 DT Haloti Ngata, 6’4, 330
Den 6’4, 330-pund store Ngata, der tidligere i karrieren har spillet på et ”NFL Defensive Player of the Year”-niveau, har alene i slutspillet lavet 11 tacklinger og seks quarterback pressures, og han har trukket blokeringer til sig på løbespil, hvilket har givet plads til medspillerne. Han indledte 2012-sæsonen på mindre stærk vis, fordi han var hæmmet af skader, men er nu frisk og en stor force for Ravens. En enorm vigtig brik for Ravens.

#62 NT Ma’ake Kemoeatu, 6’5, 364
34-årige Kemoeatu er i sin karrieres efterår, og han gør ikke længere meget væsen af sig i form af ”flashy” spil, men han kan ofte holde skansen og er en klassisk ”space eater”. I de seneste seks kampe har Ravens kun tilladt 3,7 yards pr. carry på løb indvendig og en del af æren for den flotte bedrift kan tilskrives Kemoeatu.

#55 DE Pernell McPhee, 6’3, 280
McPhee bliver stadig bedre og bedre, er fremragende bygget (280 pund) og har et stærkt antrit. Han er en udmærket pass rusher, selvom han kun lavede halvanden sacks i grundspillet. Han er samtidig god til at få hænderne op i luften og slå kast ned, og selvom han ikke er flashy og en spiller, der træder frem i rampelyset, kan hans præstation og viljestyrke natten til mandag gøre en forskel.

#55 RUSH Terrell Suggs, 6’3, 260
Terrell Suggs var NFLs ”Defensive Player of the Year” i 2011-sæsonen, men efter 14 sacks i den sæson er det kun blevet til i alt to sacks i 11 kampe i denne sæson, hvor Suggs, der er vendt tilbage efter en akillesseneskade, tydeligvis ikke har været sig selv. Han har ifølge Pro Football Focus kun snittet en quarterback pressure på hvert 14,5 pass rush – næstdårligt af alle 3-4-outside linebackers i NFL. Men hvis Suggs kan spille op til sit gamle ”jeg” i Super Bowl, vil han være en dominerende linebacker, for når han er bedst, er han svær at stoppe på både kaste- og løbespil. Ganske enkelt et stort spørgsmål, der kan få en afgørende betydning for kampens udfald.

#59 WILL Dannell Ellerbe, 6’1, 240
Ellerbe haft en flot sæson, hvor især hans evner i kasteopdækning er blevet bemærket af head coach John Harbaugh, og der er dem, der mener, at Ellerbe nu er bedre end den højtprofilerede superstjerne, Lewis. Det er dog mod løb, at han er bedst. Hans motor kører hele tiden i højeste gear og han tonser rundt på banen i jagten på boldholderen. En ankelskade, der smerter, generer dog ifølge Ellerbe selv.

#52 MIKE Ray Lewis, 6’1, 250
Legenden spiller sin sidste kamp i en fantastisk, historisk god Hall of Fame-karriere. Lewis er NFLs største ledertype i forsvaret, og han sikrer bedre end nogen anden i ligaen – måske nogensinde – at hans holdkammerater står de rigtige steder. Han læser spillet usædvanligt godt, men har slet ikke samme fart i fødderne som tidligere og derfor er han selv et sårbart punkt i Ravens’ forsvar. Han kan besejres på kastespil og har ikke længere hastigheden til at stoppe løb sidelinje til sidelinje. I slutspillet er hans 29 run stops i gennemsnit kommet hele 4,3 yards fra line of scrimmage – ikke overbevisende.

#91 SAM Courtney Upshaw, 6’2, 272
Rookien har ind i mellem vist prøver på sit store talent, som han især bragede igennem med hos Alabama i college football. Han er dog langt fra færdigpoleret, han har skuffet en smule som pass rusher og er p.t. bedst mod løb. Upshaw er typisk på banen, når modstanderen har to wide receivers i opstillingen, mens Paul Kruger overtager på kanten, når modstanderen indskifter en tredje wide receiver.

#24 LCB Corey Graham, 6’0, 196
Graham har været med til at tage over for korsbåndsskadede Lardarius Webb – med blandede resultater til følge. Generelt har han dog gjort det bedre, end man kunne forvente, og han har størrelsen og fysikken til at skubbe sin direkte modstander ud af kurs. I slutspillet har han lavet to interceptions, men er også blevet brændt for tre touchdowns.

#29 RCB Cary Williams, 6’1, 190
Den selvsikre Williams er en free agent efter sæsonen og jagter den store kontrakt, der kan gøre ham til mangemillionær. Williams er blevet angrebet rigtigt meget i slutspillet (29 kast sendt i Williams’ retning), men har endnu ikke tilladt et touchdown. Han bliver dog stadig bedre, har en god motor og en god størrelse.

#31 SS Bernard Pollard, 6’1, 224
Én af NFLs største hardhitters. Pollard er ubetinget én af ligaens bedste safeties mod løb, men han kan have problemer i kasteopdækning. Det er dog værd at bemærke, at Pollard ikke tillod ét eneste touchdown på kast i grundspillet. Hans aggressive, nådesløse stil og vilde hits, der har sendt flere modstandere ud af kampe (som Patriots’ Stevan Ridley i AFC-finalen), er med til at sætte tempoet for Ravens, men koster også gule flag. I denne sæson er Pollard blevet straffet for fire gange ”unnecessary roughness”.

#20 FS Ed Reed, 5’11, 200
All-Pro-valg og ni gange Pro Bowler. Én af NFL-historiens bedste safeties. Ed Reed er en legende, der sammen med Ray Lewis har kendetegnet hele Ravens-holdet de seneste otte-ti år. Han lavede fire interceptions i grundspillet og er kun én interception fra at tangere NFL-rekorden for flest interceptions i karrieren gennem slutspillet. Han er måske stadig ligaens bedste ”center fielder”, selvom han med sine 34 år ikke helt er samme atlet som tidligere. Til gengæld er Reeds instinkt og ”ball skills” stadig uovertrufne. Reed tager chancer – som regel giver det gevinst, men andre gange kan det koste (han tillod 17,3 yards pr. catch i grundspillet).

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *