Football For Folket!

Blog: NFLs mørke tid

NFL er netop nu ramt af den ene skandale efter den anden – og ligaen er tilbage i en mørk tid, hvor football fylder for lidt. Senest efter Adrian Petersons middelalderlige afstraffelse af sønnen.


Mareridtet fortsætter for Roger Goodell og NFL.

Fredag var ellers en stille dag for ligaens ekstremt pressede kommissær og en liga, der lige nu står i sin værste krise i årevis. Skandalen om Ray Rice – for det er nu blevet en skandale, der i værste fald kan koste Roger Goodell jobbet – havde fredag ikke ført nogle nye, dårlige nyheder med sig, efter at de foregående 72 timer havde skubbet Goodell tættere på en fyring.

Men fredag var der ro på. De mest skarpe klummeskribenter havde offentliggjort deres klummer om, at Goodell var en løgner og burde gå af. De ihærdige gravejournalister havde ikke ”gravet” nogen nye ”breaking news”-historier frem i Rice-sagen. Og gassen var gået en smule af ESPNs massive dækning af skandalen.

Goodell og hans folk kunne puste lidt ud.

Men så blev det fredag aften og weekend i USA, og så blev NFL og Goodell ramt af en ny chokerende sag, som i dag, lørdag, fylder de amerikanske medier og igen-igen-igen sætter NFL i et elendigt lys.

Superstjernen Adrian Peterson blev sigtet – og er siden blevet anholdt – for på uagtsom eller hensynsløs vis at have pådraget sin blot fire-årige søn alvorlige skader på underkroppen, fordi Peterson har afstraffet ham med en gren. Billeder af sønnens skader er chokerende, og de tegner et billede af en Adrian Peterson, som har et forvrænget syn på, hvordan man opdrager og i det hele taget behandler børn. Et syn, der hører hjemme i 1500-tallets uoplyste samfund, og som sætter alvorlige spørgsmålstegn ved, om Peterson er helt frisk oven i hovedet.

Alvorligt talt.

Langt, langt ude
Superstjernen erkender fuldstændigt at have slået sønnen – og Petersons andre børn – med grenen, fordi Peterson, der endnu ikke er dømt i sagen, selv oplevede samme afstraffelse som barn uden – kan man åbenbart forstå – at have taget skade af det (den sætning lader vi lige stå lidt).

Han står altså ved, at han har forvoldt de lange sår på sønnens ben, som grusomme fotos afslører. Men han holder også fast i, at han har gjort det af kærlighed til sønnen, der på den måde skal lære at forstå forskellen på rigtigt og forkert.

Det er så langt, langt ude, som det kan komme. Ikke alene viser det desværre og ikke overraskende, at grusomheder ofte går i negativ arv fra far til søn. Men det viser også, at den populære, i offentligheden sympatiske Adrian Peterson har en mørk side. Én af de bedste running backs i NFL-historien, der sidste efterår i en meningsmåling blandt fans rangerede som den næstmest populære NFL-spiller,  er en så dårlig rollemodel, som ligaen kan få.

Det samme er den nu fyrede, suspenderede Ray Rice, som har et grotesk, forfærdende syn på, hvordan man behandler kvinder.

Og det bringer historien tilbage til Goodell og NFL.

For de mange sager, der lige nu martrer NFL, er uholdbart for NFL. I en uge, hvor NFL-fans burde tale om de første kampe i den nye sæson, er fokus på NFL drejet over mod ”børnemishandling” og ”hustruvold”. Dette skulle være underholdning. Nu er det i stedet en liga, hvor kommissæren bliver beskyldt for at lyve og dække over sandheden som en anden Richard Nixon, og hvor nogle af stjernerne behandler andre mennesker på værste vis.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar