Blog: NFL Pregame Party – konferencefinaler

SAN FRANCISCO 49ERS (5) at SEATTLE SEAHAWKS (1)
NATTEN TIL MANDAG KL. 00.30, CENTURYLINK FIELD

Inden sæsonen var mange eksperter og iagttagere enige: Ærkerivalerne fra Seattle Seahawks og San Francisco 49ers, der hader – hader – hinanden, er NFCs to bedste mandskaber.

Men fordi, de begge hørte hjemme i NFC West, vidste man på forhånd, at ét af holdene skulle igennem noget af en rejse som wild-card-hold, hvis vi skulle få den NFC-finale, som mange betegner som en absolut drømmefinale.

Det får vi nu. Seattle Seahawks behøvede blot én sejr – i lørdags mod New Orleans Saints – for at komme dertil, mens San Francisco 49ers først har klaret ekstreme kuldegrader i Green Bay og dernæst et overtændt Carolina Panthers-mandskab i Charlotte, før de kunne sætte et kryds i kalenderen til endnu en date med Seahawks i Seattle.

For 49ers er det nu tredje år i træk, at holdet er i NFC-finalen, efter at holdet tabte til New York Giants for to år siden og sidste år slog Atlanta Falcons og avancerede til Super Bowl. Head coach Jim Harbaugh blev samtidig den første head coach nogensinde, der har nået konferencefinalen i alle sine første tre sæsoner i NFL.

Seahawks og 49ers har flere år i træk kæmpet hårdt om førerpositionen i både NFC West og NFC, og det fik inden sæsonen holdene til nærmest at konkurrere indbyrdes om at få den bedste trup.

Seahawks handlede sig til stjerne-receiveren Percy Harvin og fik en fordel, men bare få timer senere sikrede 49ers sig så Anquan Boldin og udlignede den føring, og siden har holdene skiftedes til at forstærke sig med spillere, der har kunnet give den lille ekstra fordel. De har også hentet reserver hos hinanden (som B.J. Daniels, Perrish Cox) der formentligt er blevet godt og grundigt ”afhørt” om rivalholdets strategi. Og de to head coaches Jim Harbaugh og Pete Carroll er bestemt ikke på julekort med hinanden, efter at de også konkurrerede hårdt i den daværende PAC-10-konference i college football, hvor Harbaugh bestyrede Stanford, og Carroll stod bag USC.

Samtidig er det to arvefjender, der nærmest er spejlbilleder af hinanden. Begge angreb har en ung, mobil quarterback, der har taget NFL med storm, og som er farlig på ”read-option”-spil, de to angreb er bygget op omkring et stærkt, hårdt løbeangreb. Seahawks og 49ers var således de to eneste hold i hele NFL, der i den regulære sæson løb mere (52 procent), end holdene kastede.

Og de to forsvar er utroligt stærke og i top 3 i færrest tilladte yards og i toppen i mange defensive kategorier. Det er to forsvar, der har attitude og selvtillid, og som angreb slår sig på, og som på mange måder reflekterer de respektive head coaches, som ikke lader sig kue af nogen eller noget, og som ind i mellem går over grænsen.

Der er ganske enkelt lagt op til en slåskamp af de allerstørste på søndag på CenturyLink Field, og det kan blive svært for dommerne at holde gemytterne i ro. Når man på samme 120 gange 53 yards-store bane sætter ”win or die”-personligheder som Richard Sherman, Earl Thomas, Colin Kaepernick, Russell Wilson, Anquan Boldin, Marshawn Lynch, Vernon Davis, Bobby Wagner, Patrick Willis, Navorro Bowman og Michael Crabtree kan det kun blive ondt, brutalt og blodigt.

Det var det også i de to foregående opgør i denne sæson, hvor Seattle dominerede efter pausen i 2. spillerunde på hjemmebane og vandt 29-3, men hvor 49ers i december tog revanche i San Francisco og sejrede med 19-17.

49ers er dog underdogs søndag, for i den ekstreme tilskuerlarm i Seattle er Seahawks ekstremt svære at slå (de har tabt én hjemmekamp i to år) og har vundet de seneste to kampe mod ‘Niners med samlet 71-16. Omvendt er 49ers superhotte, har vundet fem udekampe i træk (mod blandt andre Cardinals, Packers og Panthers) og i alt otte kampe på stribe – og er mindst lige så godt spillende, som holdet har været det på noget tidspunkt i Harbaughs tre sæsoner i San Francisco.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *