Blog: NFL Pregame Party – konferencefinaler

NÅR SAN FRANCISCO 49ERS HAR BOLDEN…

Man er næsten nødt til at dele San Francisco 49ers’ sæson op i to sæsoner, hvis man skal fortælle hele historien om angrebet. For der er tiden før og efter Michael Crabtrees comeback.

Crabtree vendte tilbage i 13. spillerunde, efter at han havde siddet ude i store dele af sæsonen oven på efterveerne af en akillesseneskade, og siden har 49ers ikke tabt. 49ers har i den periode snittet 226 passing yards pr. kamp, og quarterback Colin Kaepernick har kastet ni touchdowns og kun to interceptions og nettet en passer rating på 95,5 point. I de 11 foregående kampe snittet holdet kun 185 passing yards pr. kamp, Kaepernick kastede 15 touchdowns, men også syv interceptions, og i flere kampe – som i den første mod Seattle i september – var kasteoffensiven i store problemer, fordi veteranen Anquan Boldin reelt var den eneste trussel på ydersiden.

Nu, hvor det hele bliver afgjort, har 49ers med Crabtrees tilbagekommen omsider fået et mangesidet angreb, der kan vinde kampen på flere måder. Quarterback Colin Kaepernick har bevist, at han på sine bedste dage kan kaste 49ers til triumfen, han kan lave de afgørende spil med fødderne, Crabtree, Boldin og tight end Vernon Davis kan levere de store spil på catches, og running back Frank Gore kan plove 49ers til sejren med hans tålmodige løb. Det giver muligheder i Seattle, men til gengæld er modstanden også så hård, som den overhovedet kan blive, for Seattle har unægtelig NFLs bedste forsvar netop nu og én af de bedste kastedefensiver i årevis.

49ers’ angreb er bygget op omkring mange, konstant skiftende formationer og forskellige løbespil, hvor receiverne hele tiden skifter plads, inden bolden bliver snappet. Det skal forvirre modstanderen, og det virker ofte, for selv når 49ers står kompakt med ”22 personnel” (to tight ends, én fullback, én running back) eller i ”Jumbo”-formationen (med seks eller syv offensive linemen) skaffer 49ers yards, selvom det på forhånd stinker langt væk af et løb og også bliver et løb.

Men 49ers’ offensive koordinator, Greg Roman, er ligeglad, for hans filosofi er, at det er vilje mod vilje – og troen på egne spillernes evne til at vinde kampen om skyttegraven er stor. For tag ikke fejl: trods playmakers som Kaepernick, Boldin og Crabtree ligger nøglen til 49ers’ succes i en angrebslinje fyldt med stærke navne som venstre tackle Joe Staley samt de to guards Mike Iupati og Alex Boone, der ifølge flere iagttagere har haft en bedre sæson end Iupati, som ellers blev valgt til Pro Bowl.

Frank Gore løber bag den linje, og veteranen er fortsat én af NFLs bedste running backs, selvom han ikke helt har så meget ”pop” i sit antrit som tidligere. Gore løb i grundspillet for 1128 yards og ni touchdowns, men skaffede karrierelave 4,1 yards pr. carry og har set hele to bodyguards, Bruce Miller og Will Tufuaku, gå ned med skader. I et så fullback-tungt angreb som 49ers’ (de snitter 15 spil pr. kamp med én fullback + én running back på banen) kan tabet af de to ikke overvurderes, og især altmuligmanden Millers fravær er et slag for offensiven, selvom rødhårede Miller ikke er en iøjnefaldende playmaker. Men han har taget fint over for Delaine Walker, som i mange år var 49ers’ schweizerkniv. Nu er det i stedet op til rookie-tight end Vance McDonald, som har haft en anonym førstesæson i NFL, at have flere roller.

Mod Seattle venter et forsvar, der var NFLs syvendebedste mod løb i 2013, men som dog tillod 49ers at skaffe hele 163 rushing yards langs jorden i duellen i 14. spillerunde. Her nettede Gore 110 yards – inklusiv en vigtig 51-yarder i 4. quarter – hvor han snød Seahawks’ All-Pro-safety Earl Thomas, der er en kandidat til titlen som ”Defensive Player of the Year”.

Hvis 49ers kan vinde kampen om line of scrimmage og sikre Gore udmærkede arbejdsbetingelser, så gæsterne kan køre lange serier i Seattle, som de har haft stor succes med på det seneste, er meget vundet. Og her ligger 49ers’ måske største chance, for Seahawks’ løbeforsvar har selv på den frygtede hjemmebane været meget op og ned. I nogle kampe har enheden kun tilladt 13 og 44 rushing yards, i andre hele 205 og 139 yards. 49ers skal løbe tidligt, ofte og effektivt, så de sætter tonen og trækker luften ud af det vanvittige hjemmepublikum.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *