Football For Folket!

Blog: NFL Pregame Party – konferencefinaler

Draftday.dk fortæller, hvorfor NFL næsten bør håbe, at det sner på Super Bowl Sunday i New York. Læs også kæmpe optakter til konference- finalerne, få fortællingen om, hvorfor Peyton Manning kan få det svært på søndag, se Patriots’ svage udebanestatistik – og få navnet på en X-faktor i rivalopgøret mellem 49ers og Seahawks.

UGENS TOPHISTORIE:

Super (Snow) Sunday

Dan Pompei har som sportsjournalist dækket 26 forskellige Super Bowls.

Han sad indendørs i The Louisiana Superdome, da Chicago Bears’ legendariske “46”-forsvar dominerede i Super Bowl-sejren i 1985. Han overværede, da New England Patriots sejrede i 15 graders varme i Jacksonville i NFL-finalen i 2005. Og Pompei, der i tre årtier skrev for avisen The Chicago Tribune, så for fem år siden – i 2009 – Pittsburgh Steelers’ Santonio Holmes afgøre Super Bowl XLIII i solrige Tampa.

Han er med andre ord en meget erfaren tilskuer ved ”The Big Dance”. Men Pompei bryder sig bestemt ikke om den oplevelse, der kan vente ham, når han skal dække dette års Super Bowl – natten til mandag den 3. februar på MetLife Stadium i New Jersey.
– Jeg kan ikke lide, at den mest vigtige kamp i sæsonen kan blive afgjort af vinden, kulden eller sneen eller af et dårlig baneunderlag, siger Pompei, der nu skriver for websitet The Bleacher Report, til Draftday.dk.

Men det kan meget vel blive tilfældet.

For der er nemlig en risiko for, at Super Bowl 48 bliver afviklet under vejrforhold, der får næser til at løbe og blive røde som 49ers’ trøjer, der får tilskuerne at hæve skulderne og udbryde “brrrrrrr!”, og som får football-banen til at ligne et A4-ark fra oven.

Et ”åndssvagt”, ”latterligt” valg
Dette års Super Bowl bliver nemlig den første Super Bowl nogensinde, der bliver spillet udendørs i koldt vejr og måske endda i en snestorm, efter at NFL i de foregående 47 år har afviklet finalerne enten indendørs i en arena eller udendørs i en varm, solbagende delstat som Florida, Californien eller Arizona. Det risikable valg af New York – eller rettere East Rutherford, New Jersey, hvor MetLife Stadium ligger – som Super Bowl-by er kontroversielt og har været udsat for stor kritik lige siden den onsdag i maj for fire år siden, hvor NFL offentliggjorde det.

Spillere, medier og gamle NFL-koryfæer har brugt ord som “skørt”, “en stor fejltagelse” og ”totalt latterligt” om valget. Frygten er, at vejret vil spolere kampen og ødelægge forberedelserne til den for alle aktører.
– Jeg mener, at det er åndssvagt. Det burde jeg ikke nok sige, men jeg mener, at det er skørt. Hvis du gerne vil have en Super Bowl, skal du bygge et tag på dit stadion, sagde Baltimore Ravens’ quarterback Joe Flacco én uge inden, at han sidste år blev Super Bowls MVP.

Også NFL-legenden Terry Bradshaw, Seattle Seahawks’ cornerback Richard Sherman og flere NFL-journalister har blandt andre langet ud efter valget af New York/New Jersey. Dan Pompei, der har et bredt netværk i NFL-verdenen, fortæller, at folk i ligaen ikke er begejstrede for en potentiel ”Super Snow Sunday”.
– Jeg har ikke talt med nogen, der er vilde med det. Alle deler samme bekymringer omkring vejret og trafikale problemer, siger han.

Men hvor slemt bliver det den 2. februar på ”1 MetLife Stadium Drive” i East Rutherford, New Jersey – cirka 14 kilometer fra Manhattan og The Empire State Building?

Hård regn, stormvejr, sne…
Svaret er, at ingen reelt ved det – endnu. For de fleste amerikanske meteorologer vil med to en halv uge igen stadig ikke komme med deres prognoser, for der er simpelthen stadig for lang tid til finalen, mener de. Og vejret kan nå at skifte udseende til det mildere eller værre. Men dem, der har vovet sig ud i en forudsigelse, har givet et meget blandet billede af vejret.

Vejrtjenesten AccuWeather.com forudser lige nu, at der er 35 procent chance for sne den anden dag i februar med temperaturer, der vil føles som ned mod minus 10-20 grader celsius, men tjenestens meteorologer ser med meget forskellige øjne på vejrudsigten og er uenige om, hvorvidt der falder hvidt nedbør fra oven. Flere af dem tror, at ”Super Bowl Sunday” undgår snevejr, men tror, at der kommer sne tæt på søndagen, så én dags forskel i vejret kan være afgørende.

Én af dem fra AccuWeather.com, der forventer snevejr, er Evan Myers. Og han fortalte tidligere i januar til The Daily Record, at begyndelsen af februar er det tidspunkt i hele vinteren, hvor der er størst chance for snevejr, og derfor tror han, at sneen kommer. AccuWeather.com’s statistikker viser, at der i den første uge af februar typisk falder 5,5 centimeter sne i East Rutherford med temperaturer omkring minus fire grader celsius.

I august kom en anden prognose, der vakte opsigt, da årsmagasinet ”Farmers’ Almanac”, der er udkommet i alle år siden 1818, forudså, at New Jersey fra den 1. til den 3. februar 2014 vil blive ramt af ”intenst stormvejr, hård regn, sne, stærke vindstød”.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar