Blog: NFL Pregame Party – 8. runde

Dolphins’ sæsonstart: Fra optur til nedtur (fortsat)
Nu kan man dog spørge, om ejer Stephen Ross vil fortryde den kontraktforlængelse, hvis Dolphins fortsætter med at tabe?
– Jeg mener, at dette år af alle blev set som et “make-or-break”-år for Ireland – inklusiv fra hans største supporter, Stephen Ross – og “3-3”-indledningen tegner ikke godt for hans fremtid, forklarer Brian Biggane til Draftday.dk.

For selvom Ireland har fået kredit for at have trukket så mange – på papiret – stærke free agents til Miami, får han nu også kritik for at have ladet running back Reggie Bush forlade Miami til fordel for Detroit Lions. Ikke mindst fordi Dolphins’ løbeangreb anført af Daniel Thomas og Lamar Miller har været skuffende og kun snitter 78 rushing yards pr. kamp – 25. bedst i NFL.
– Forventningen om, at enten Lamar Miller eller Daniel Thomas eller dem begge ville udfylde tomrummet efter Reggie Bush er ikke materialiseret. Ingen af dem har evnen til at slippe fri eller har det hurtige overblik til at se og udnytte små løbehuller, og ingen af dem har endnu løbet for flere end 100 yards, fortæller Brian Biggane.

Forsvaret, der generelt har været mere end solidt, og quarterback Ryan Tannehill er ifølge Dolphins-reporteren årsagen til, at der stadig bør være grund til optimisme. Andenårsspilleren Tannehill er spækket med talent og bør kun blive bedre, mens han udvikler sig som quarterback under vejledning fra hans tidligere college-træner hos Texas A&M, Mike Sherman, der nu er Miamis offensive koordinator.
– Han har demonstreret de atletiske evner, og han har udviklet sig nok fra en problematisk rookie-sæson til, at der er håb for, at han vil blive en top 10-quarterback i NFL, mener Biggane.

Men Tannehill holder for længe på bolden, og det er én af forklaringerne på, Miami har tilladt hele 26 sacks i 2013. En anden forklaring er, at angrebslinjen – trods Irelands forstærkninger i de senere år – er elendig. Venstre tackle Jonathan Martin, som Miami tog i anden runde i 2012-draften, har været forfærdelig skidt spillende (seks tilladte sacks i seks kampe) og højre tackle Tyson Clabo, som Miami gav en étårig aftale til 3,5 millioner dollars, har om muligt været endnu svagere. Han blev i søndags ydmyget af Bills’ Mario Williams og har allerede tilladt 7,5 sacks.
– Hans (Irelands, red.) manglende evne til at gøre noget ved angrebslinjen har været en dræber, fortæller Brian Biggane til Draftday.dk.

6 fod 6 inches, 329 pund-store Clabo, der ellers er en klassisk “power blocker”, har skullet zoneblokere i Shermans system, og det er ikke gået godt. Faktisk er det gået så skidt, at holdet nu ventes at fyre eller bænke Clabo, efter at Miami mandag handlede sig Baltimores aldrende offensive tackle Bryant McKinnie.

Det er dog tvivlsomt, om McKinnie, der selv er blevet bænket i denne sæson, kan tilføre Miami det store. For hjælpen hænger ikke på træerne klar til at plukke for et hold, der lige nu er i overhængende fare for at se sæsonen kollapse, hvis det ikke snart bliver til flere sejre og et vendepunkt.
– Hvis det scenario udspiller, og de får endnu en ”losing season”, er det svært at se Ireland beholde sit job, mener Brian Biggane.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *