Football For Folket!

Blog: NFL Pregame Party – 5. runde

Sam Bradford ligner ikke en franchise-quarterback, Broncos har kursen mod en vild rekord, Aaron Kromer skal have kredit – og så er tabet af Vince Wilfork stort for Patriots. Eller er det? Læs her en tætpakket optakt med kommentarer til 5. runde.

Bemærk at optaktsbloggen til ugens runde fremover hedder ”NFL Pregame Party” – præcist som den gjorde i 2011….

Ugens tophistorie:

Sam Bradford ligner ikke en franchise quarterback

Sam Bradford har gennem de seneste godt tre år været lidt ligesom klassens pæne, stille dreng.

Quarterbacken fra St. Louis Rams har sjældent skabt overskrifter – hverken negative eller positive – og han er ikke typen, der er blevet skrevet eller talt meget om modsat de mere iøjnefaldende, unge kammerater i klassen. Som for eksempel Redskins’ superatlet Robert Griffin III eller 49ers’ stærkt tatoverede Colin Kaepernick, som begge bliver ivrigt debatteret på sociale medier. For enten kan man lide dem, eller også kan man ikke døje dem.

Men med Bradford har det været anderledes. Siden hans ankomst til NFL i 2010, hvor Rams brugte topvalget i draften på stjernen fra University of Oklahoma, har det været lidt på jævne eller – vil nogen mene – endda kedelige. Det har været som en flad Tour de France-etape i hjertet af Frankrig uden de store op- eller nedture, hvor alt går efter planen, og hvor det er svært at hidse sig voldsomt op over forløbet.

Bradford har ikke leveret nogen præstationer, man virkelig husker, men han har heller ikke lavet fejl, der har sat ham bagud af feltet af unge NFL-quarterbacks. Og det har ført til en leverpostejsfarvet karriere med en passer rating for karrieren på middelmådige 77,8 point. Det er 25. bedst i NFL blandt aktive quarterbacks – starters og reserver – og altså hverken helt godt eller helt skidt.

Men tidligt fredag morgen i sidste uge, dansk tid, skete der noget.

Et andenrundevalg var blevet bænket

For det tidspunkt var formentlig skæringsøjeblikket i 25-årige Bradfords karriere. Efter 35-11-nederlaget hjemme mod San Francisco 49ers og en generelt skuffende sæsonindledning mødte Sam Bradford nemlig for første gang en markant kritik af sine præstationer, og nu bliver der helt åbenlyst sat spørgsmålstegn ved, om Bradford bør være fremtidens mand i St. Louis.
– Sam Bradford ligner ikke en franchise quarterback, mener CBS’ Will Brinson.

En anden af kritikerne er John McMullen, der er NFL-skribent og redaktør hos The Sports Network. I en klumme om Bradford, der blev udgivet af en lang række amerikanske aviser som The Miami Herald og The Charlotte Observer, skriver McMullen, at det kun er Bradfords status som tidligere topvalg, der er årsagen til, at han ikke er røget på bænken.
– Et anden- eller tredjerundevalg, der indtil nu havde præsteret som Bradford, ville for længst være blevet bænket, fortæller McMullen i et interview med Draftday.dk.

Mod et 49ers-hold, der var uden Ian Williams, Patrick Willis, Aldon Smith og Nnamdi Asomugha, ramte Bradford plet på under halvdelen af alle kast (19 af 41) og kastede to interceptions, men det tal kunne være fordoblet, hvis 49ers-spillerne ikke havde tabt sikre picks. Den præstation er den foreløbige, negative kulmination på en sæson, hvor Bradford samlet set har fundet en modtager på 58,8 procent af alle kast for 1093 yards, syv touchdowns og tre interceptions.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar