Blog: NFL Pregame Party – 10. runde

Af med bukserne og håret, rookie…
Mange spillere ankommer til NFL fra college, hvor de har været feterede superstjerner omgivet af medløbere, har været elsket af unge kvinder og har været fulgt af tusinder af fans på Twitter eller Facebook.

Vi ser college-spillere opføre sig som divaer, når de lander i NFL, der tror, at de har krav på det ene og andet – og som tror, at de allerede er bedre end alle andre i ligaen. De skal pilles ned, lyder det fra NFL-folket, og det bliver de ved, at de for eksempel til en træning skal bære veteranernes skulderbeskyttere eller synge deres yndlingssang foran hele holdet under frokosten.

I mange tilfælde er de drillerier overvejende uskyldige og uskadelige og en del af livet som en NFL-spiller, som mange rookies kan holde til, fordi det er afdelingen for småting og stopper efter den første sæson – eller måske allerede efter training camp. Flere hold accepterer således slet ikke i dag, at drillerierne sker i længere tid end i de første måneder, fordi alle spillere er vigtige og har behov for at føle sig ligeværdige. På den måde har NFL i 2013 flyttet sig en smule til at ligne resten af samfundet.

Men det sker stadig hos flere hold, at drillerierne går langt over grænsen. Jeg fatter stadig ikke, at det gør en spiller bedre, at han får barberet halvdelen af håret af eller får flået tøjet af efter træningen – en yndet uskik, som rookies bliver udsat for.

Hvis man sammenligner traditioner fra NFL med den rigtige verden, vil det svare til, at tømrerlærlingen møder den første dag på arbejde, bliver omringet af kollegaerne, der binder ham fast til en stolpe på byggepladsen, hvorefter de hiver bukserne og undertøjet af ham – og slutter af med at barbere en stribe op gennem håret fra panden og til nakken. Og så skal han stå fastbundet der i en time eller to. Velkommen til! Nu bliver du en bedre tømrer!

Giants-spiller fik buksevand

Det er på mange sygt, og jeg kan ikke se, at det gør en spiller bedre eller mentalt stærkere – men fordi det sker i alfahan-verdenen NFL er det acceptabelt og en rimelig tradition. Og når folk uden for NFL sætter spørgsmålstegn ved traditionerne, råber mange NFL-spillere op – som vi har set det i de seneste dage – og forsvarer traditionerne med, at vi andre bare ikke forstår, hvilke regler der gælder i ligaen, hvor ritualer gennem årene går fra spiller til spiller.

Måske er det NFL-spillerne, der ikke forstår, hvordan man opfører sig ordentligt i en verden anno 2013?

I Jonathan Martins tilfælde fortsatte de voldsomme chikaner efter alt at dømme ind i sæson to – han blev ikke bare “rookie-mobbet”. Ligesom New York Giants’ Prince Amukamara heller blev det, da han i sin anden sæson i NFL i mange tilfælde blev holdt fast af en gruppe medspillere, der løftede ham hen til et stort isbad, hvor han blev kylet i med hovedet først – og fik en ny gang buksevand.  Én af gangene blev det optaget på video og lækket til medierne.

Den YouTube-video er én af de mest ydmygende videoer fra NFL-verdenen, jeg har set, og den viser en gennemblødt Amukamara, der bestemt ikke synes, at det er lige så sjovt, som de grinende holdkammerater, der står omkring ham og råber, at han skal hævde sig som en mand. Det første svar fra New York Giants’ head coach Tom Coughlin var dengang, at han var sur over, at videoen var lækket til medierne, og at det var en dårlig skik, for spillerne kunne jo komme til skade…

Men den video, Coughlins svar – og sagen om Jonathan Martin – fortæller også alt om, at der i NFL er andre normer end i verdenen uden for. Normer og regler, som man skal acceptere, hvis man selv vil accepteres af de andre spillere i en kultur, der for mange af os er svær at forstå. En kultur, hvor du aldrig må vise svaghed. Hverken på banen eller blandt dine kammerater i omklædningsrummet.

Marshall og Bush erkender problem

Heldigvis har flere spillere (som Bears’ Brandon Marshall og Lions’ Reggie Bush) i de seneste dage sat spørgsmålstegn ved, om tiden ikke er kommet, hvor spillerne skal begynde at tale om den chikane og den mobning af svage spillere, der ifølge Marshall sker ”i alle omklædningsrum”. Og hvor det skal være okay at indrømme, at man er mentalt svag og er ked af chikanen uden, at det forværrer situationen.

NFL har i hvert fald nu en oplagt mulighed for at ændre en syg kultur.

For det fortæller desværre alt om, hvor skadet macho-kulturen i NFL er, når en række af Miami Dolphins’ spillere offentligt erklærer deres indirekte støtte til populære Richie Incognito – uden at komme med støttende ord til Martin – og derved reelt gør det umuligt for offeret Martin at vende tilbage til Miami.

Det paradoksale er, at ved at gå i psykolog-behandling og turde vise svaghed overfor holdkammeraterne og hele NFL-verdenen, viste ”svage” Jonathan Martin reelt, hvad han er:

Den stærkeste af dem alle.

LÆS MERE PÅ NÆSTE SIDE…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *